Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Xbox Wireless Headset

Xbox Wireless Headset

Microsoft lancerer endelig en konkurrent til Sonys Pulse, og resultatet er ganske fornuftigt.

Hvorimod der findes ret mange måder hvorpå Xbox Series X er PS5 overlegen (og omvendt naturligvis, ro på), så er det relativt uomtvisteligt at Sony har et bedre greb om produktionen af lækre accessories til deres konsol, der er specialdesignede af dem. Godt nok har Microsoft lavet adskillige Elite-controllere, men ovre hos Sony er der Pulse-headsettet, kameraet, en mediefjernbetjening og sågar en dobbeltlader til DualSense, og Microsoft benytter sig hovedsageligt af lidt løse tredjepartspartnerskaber, der ikke helt byder på samme sømløse luksus.

Men der er nu mere jævnbyrdig krig på én af disse fronter, for Microsoft har nu lanceret Xbox Wireless Headset, et Microsoft-designet førstepartsheadset, der er officiel kompagnon til den nye Series-platform.

Det er billigere end Sonys eget Pulse PS5-headset til en vejledende pris på omtrent 750 kroner, men er det så også en budgetløsning, der ikke appellere til den mere kræsne Xbox-gamer? Lad os finde ud af det.

Først og fremmest er headsettet ret lækkert sammensat. Det benytter sig af samme basale Xbox-designtradition med matsort og grønne accenter, som blandt andet Series X-konsollen har, og det virker - i brede træk.

Begge ørekopper har en stor direkte flade, som næsten får én til at tænke på Microsofts egne Surface headphones, og præcis ligesom den er de roterbare, og det er derigennem at du justerer volumen, og balancen mellem tale og spillyd. Derudover er der bare to knapper, en lysegrøn tænd/sluknap, og en fysisk mute-knap på siden af den fastmonterede mikrofon.

I det hele taget er det et simpelt set-up, hvor størstedelen af interaktionen netop kommer til at foregå ved at skrue på den ene eller den anden ørekop. Det gør netop dette headset til et af de mest simple, og tilfredsstillende, at bruge på Xbox-platformen, og det bør være én af de mest centrale grunde til at vælge dette, fremfor et alternativ fra en tredjepart. Når det så er sagt, så havde jeg ønsket mig at det at skrue på dem var lidt mere taktilt. Der er ikke noget trinvist haptisk klik, der indikerer hvor meget eller hvor lidt du har skruet, og det havde gjort et i forvejen tilfredsstillende system, mere tilfredsstillende.

Og så er der mikrofonen, der måske er den mest forvirrende del af hele designet. Den er hverken aftagelig, og den kan ikke gemme sig inden i koppen, selvom det ligner at den burde kunne være der. Det lader til at Microsoft har indsat en form for magnetisk kontakt, der bør gøre at den kan hvile langs koppens side, men den er så subtil (hvis den overhovedet er der), at ofte hænger mikrofonen bare i luften, uden at man nødvendigvis skal bruge den. Det er en kende irriterende, og lugter mere af dårligt design, end at du har friheden til altid at bruge den.

Når det så er sagt, så er resten af Xbox Wireless Headset ret betænksomt sat sammen og konstrueret. Der er rigeligt med skum i polyutheran læder beklædte kopper, som giver solid komfort, selv efter en del timer, og det indre stålbånd i toppen er både robust og ovalt nok til at det ikke presser ned på toppen af hovedet. Hele herligheden vejer 312 gram, og det er virkelig et sweet spot mellem komfort, og at kreere noget der ikke føles så let, at det føles billigt.

I forhold til selve lyden, så har Microsoft tydeligvis ikke sparet på noget. Vi snakker 40 millimeter neodymium drivere, og en membran i papirkomposit, der giver en impedans på 32 ohm og en responsrækkevidde fra 20Hz til 20 KHz. Det er dog ikke det vigtige, det vigtige er at de lyder skidegodt. Der er solid dybde i hele lydbilledet, og i sin søgen efter taktil bas mister headsettet ikke sans for mellemtone eller bredde i lydbilledet. Dertil kommer brugen af surround-teknologier som Windows Sonic, Dolby Atmos og DTS Headphone:X, som også vil klinge hult hos den almene forbruger, så det kan også oversættes til at surround-lydbilledet er ret fyldestgørende.

Headsettet er primært testet i Halo: The Master Chief Collection, Deus Ex: Mankind Divided og Sea of Thieves, og i det første- og sidstnævnte har det været med tale fra kammerater ind over, og lige meget hvilke scenarie der blev kastet efter Xbox Wireless Headset, så var lyden skarp, og surround-effekten gav mig en langt dybere lydoplevelse. Og når ja, at justere balancen var løbende simpelthen så intuitiv.

Det er derfor en kende skuffende at én hel opladning giver dig bare cirka 13 timers brug. Det er stadig svært at forstå hvorfor ikke andre har kopieret Steelseries' eksterne batteriløsning, hvor du i princippet ville kunne spille kontinuerligt, og når strømmen går, så swapper du bare batteriet. Microsoft ville endda kunne have taget en del ekstra skejsere, hvis den aldrig skulle i kontakt med USB-C stik.

Men til 750 kroner forbliver dette et glimrende headset til Xbox One, og nu hvor Steelseries Arctis 7X og Corsair HS75 koster dobbelt så meget, så sætter det disse manglende features i relief. Faktisk er det næsten slående at stort set samtlige af de bedste Xbox-headsets koster noget der ligner 1300-1500 kroner, lige fra Razer Kaira Pro til Turtle Beach Elite Pro 2. Med det for øje, så betyder ikke nær lige så meget at mikrofonen burde kunne være i koppen, og at batteriet genoplades med et godt gammeldags stik.

Hvis det her er første skridt på vejen mod at skabe flere accessories designet og produceret af Microsoft selv, så er vi på vej et godt sted hen.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10