Xbox Stereo Headset
Microsoft sænker prisen, og sætter kablet tilbage i deres Xbox-headset.
Tilbage i marts måned kiggede vi nærmere på Microsofts Xbox Wireless Headset, og kunne ret hurtigt konstatere, at de formåede at undergrave de fleste af konkurrenterne på prisen, samtidig med at de tilbød reel brugervenlighed, behændighed og solid lyd. Så hvis prisen er det bedste kort på hånden, hvorfor lancerer de så nu et endnu billigere headset?
Ja, det er for at give Xbox-ejere flere muligheder, og det viser sig at dette Xbox Wired Headset er en ganske glimrende en af slagsen. Først og fremmest, så lad os lige slå fast, at hvorimod Wireless vil stå dig i cirka 790 kroner fra diverse butikker, så vil Stereo Headset koste "bare" 520 kroner.

Det er lidt af en besparelse, særligt fordi der vitterligt ikke er så mange kvalitetsorienterede budgetheadsets til at konkurrere med den pris. Jo, du har Steelseries' ret fantastiske Arctis 1, men udover det, så er der chokerende få dernede.
Det bliver kun endnu mere imponerende, når du tager i betragtning at Stereo Headset er udført i samme materiale, har samme glimrende design, samme unidirektionelle mikrofon, og understøtter Dolby Atmos, DTX Headphone: X og Windows Sonic. Det er egentlig primært kablet, der gør prisen lavere, men der er naturligvis lidt flere kompromisser, der ligger og lurer om hjørnet.
Først og fremmest, fordi forbindelsen sker via jack og ikke USB, så er der ingen balancejustering mellem Game og Chat - der er udelukkende volumenstyring ved at rotere den ene kop, der dog også er ganske tilfredsstillende og taktilt. Men udover det? Du har samme lækre mute-knap på siden af mikrofonen, samme ekstra bløde kopper. Det skal dog siges, nu hvor vi er ved kopperne, så er der stadig de samme problemer, nemlig at du ikke kan rotere kopperne overhovedet.
Lyden fejler som sådan heller ikke noget. I løbet af de uger vi har haft det på, så har vi primært spillet Back 4 Blood med to kammerater, og her har både chat og in-game lyd været tilpas balanceret og dyb. Det skal dog siges, at hvorimod det trådløse kan tunes med Windows Accessories, så er det straks sværere her. Og du skal stadig betale for en Dolby Atmos-softwarelicens for overhovedet at gøre brug af den feature, noget der stadig føles som absolut røveri.

Nu startede vi med at sige at der ikke var så meget konkurrence her, og det er som sådan stadig rigtigt. Der findes ingen andre headsets til Xbox i det her prisleje, der føles så godt at have på, eller er lige så solidt designet og konstrueret som det her, men hvis det primært er tuning og konkurrencefærdigheder du går efter, så er der blandt andet adskillige i HyperX' Cloud-serie, såvel som Turtle Beach' Recon-serie.
Men igen; Microsoft har tydeligvis styr på hvad de laver med deres headsets. Takket være glimrende konstruktion, subtilt design, taktil volumenkontrol og fremfor alt en behændig mikrofon, så er det let at anbefale det her headset til den Xbox-ejer, der synes at trådløs teknologi er mere besværligt end let.
Gamereactor Danmark