Xbox Live
Microsofts længe ventede online-service til Xbox er endelig landet i de danske butikker, og vi tager et kig på Xbox Live, spillene og fremtiden.
Xbox Live er og vil altid være et af Microsofts vigtigste områder inden for Xbox. Lige siden konsollens første designfaser var Xbox Live en vital del af en længere plan, og betydningen har kun steget det sidste år, eftersom Xbox Live for alvor adskiller Xbox fra PlayStation 2 og GameCube. Efter meget lang ventetid kom Xbox Live i USA d. 15. november sidste år, sjovt nok på konsollens fødselsdag, og blev hurtigt en succes, der var større end Microsoft selv havde kunnet håbe. Sidenhen er Xbox Live blevet lanceret i Japan, otte europæiske lande, Australien og sidst på listen er Danmark sammen med andre europæiske lande, hvilket betyder, at der er mere end en halv million på Xbox Live i dag. Den lange ventetid har tydeligvis resulteret i mange importkøb, men selvom produktet efterhånden er et år gammelt, så er det ligesom en god vin: det bliver kun bedre med tiden!
Ved udgivelsen af Xbox Live i USA var der kun et mindre udvalg af spil, og den mest attraktive del dengang var uden tvivl de nyskabende muligheder. Xbox Live er kun for bredbåndsbrugere, hvilket klart optimerer hastigheden gennem alle spil. At det så samtidig foregår på et lukket netværk, hvor Microsoft styrer al administration og teknisk nusseri, gør også hele processen langt mere gnidningsfri. Dette giver samtidig en anden fordel, fordi alle spillene derved er forbundet. Derfor kan du f.eks. via en venneliste se, om dine venner er online, se hvad de laver, invitere dem til et spil eller selv blive inviteret. Samtidig kommer Xbox Live-pakken med et headset, som du kan bruge til voice chat i alle spil, og med blandingen af statistikker, avancerede søgefunktioner m.m. har Xbox Live åbenlyse tekniske fordele.
Allerede nu er Xbox Live nået til fase to. Tidligere på året blev der indført et nyt dashboard til konsollen, der inkluderede muligheden for voice chat uden at være i et spil. Derudover kan du sammenkæde din passport eller MSN-konto med din unikke Xbox Live-identitet (gamertag), så man fra Xbox.com kan checke statistikker, venneliste osv. Og dette er kun begyndelsen. Fra januar næste år vil det være muligt at sende invitationer til alle MSN-baserede produkter, som f.eks. MSN Messenger, PDA’er eller mobiltelefoner med Windows Smartphone. Vi fik for nyligt lejlighed til at tale med en af hovedmændene bag Xbox Live, Cameron Ferroni, der kunne fortælle at masser af nye tiltag var under udvikling, heriblandt muligheden for at oprette klaner og turneringer. Det er generelt hele Community-idéen, Microsoft er meget optaget af, da Xbox Live forhåbentlig skulle blive verdens største arkadehal. En af de første rigtig store fremskridt i den retning kom med XSN Sports tidligere på året. På hjemmesiden xsnsports.com er det muligt at oprette og tilmelde sig turneringer til understøttede spil, hvor turneringen har sit eget forum, statistikker m.m.
Det vigtigste aspekt vil dog altid være spillene. Ved udgivelse i USA var der en række gode spil iblandt, f.eks. MechAssault og MotoGP, men siden er der kommet næsten 50 nye spil med Xbox Live-mulighed. Return to Castle Wolfenstein, Rainbow Six 3, Top Spin, Ghost Recon, Project Gotham Racing 2, Midnight Club 2 og et væld af sportsspil pryder i dag butikshylderne, og spil som Star Wars: Knights of the Old Republic understøtter endda muligheder for senere at downloade nye baner, våben og hvad hjertet ellers begærer. Selvom både kvantiteten og kvaliteten af Xbox Live-spil er steget gevaldigt, så er det måske alligevel, hvordan spillene udnytter Live, der er af størst betydning. Et eksempel kan ses med MechAssault, der var med fra start. Spillet havde ingen lobby, spillere blev ofte smidt ud af fejl, og netkoden var langt fra optimal. Gennem senere downloads har udviklerne rettet en del på dette vha. af en lobby, mulighed for at se, hvem der taler, og forbederinger af netkoden. Nyere spil som Midtown Madness 3 og Crimson Skies viser også tydeligt, at man har taget ved lære. I førstnævnte kan man hoppe direkte ind i spil, der allerede er i gang, og Crimson Skies har en specielt designet netkode, der gør enhver form for lag usynlig. Et af de nyeste Xbox Live-spil, Project Gotham Racing 2, har desuden indbyggede Xbox Live-muligheder i singleplayer-delen. Her kan du være online og se, om du får invitationer, mens du tager en hel almindelig singleplayer-bane. Og hvis du ikke har lyst til at køre direkte mod andre, kan du downloade den bedste banerekord fra Xbox Live og køre mod den såkaldte Ghost. Dette betyder samtidig, at har du verdens bedste banerekord, så vil alle have mulighed for at køre mod en kopi af dig!
Udvalget af spil på Xbox Live har dog stadig sine mangler. Et af de største i Europa er uden tvivl et fodboldsspil. Da Gamereactor udspurgte Cameron Ferroni omkring dette emne, stod det straks klart, at Microsoft var fuldt bevidst om denne mangel, og selvom han ikke udtrykkeligt sagde det, så kunne man forstå, at de skam har et fodboldsspil på vej. Vigtigere er det måske at kigge på tidens to herskendende spil i genren: Pro Evolution Soccer og FIFA. Der er store chancer for, at Pro Evolution Soccer fremover vil komme til Xbox Live, men lidt anderledes er situationen med FIFA og Electronic Arts. EA er verdens største udgiver af spil, men de har fra starten af valgt ikke at støtte Xbox Live, da det strider imod deres økonomiske strategi. Det er et enormt tab for Microsoft, da Sonys online-tilbud, kaldet Network Adapter, for tiden nyder godt af eneretten på online-spil fra EA, der stadig kommer mere hyppigt. Trods diverse rygter om stigende fjendskab står det i dag klart, at både Microsoft og Electronic Arts arbejder sammen på daglig basis om at løse problemet, men udsigterne til en løsning er desværre ret lang.
Med problemerne i bakspejlet må Xbox Live opfattes som et meget succesfuldt produkt, der opfylder alle de forventninger, man måtte have. Den tekniske del er noget nær perfekt, og udviklingen står aldrig stille. Med en stor udvidelse af spiludvalget her til jul, burde der også været noget for enhver smag, og snart kommer f.eks. Halo 2, Half-Life 2 og Doom 3. Hvis du i forvejen er indehaver af en Xbox og har bredbånd, er der ingen grund til ikke at investere i Xbox Live. Har du bredbånd og elsker at spille på nettet, så burde du endda overveje at købe en Xbox bare for Xbox Live, for det fungerer strålende.