Worms: Open Warfare 2

På et eller andet tidspunkt i historien må en orm have slået i bordet og sagt "Enough is enough!". I overført betydning, naturligvis. Jeg kan da også godt se, at det har været et surt liv. Tænk at blive bespist med kompost, skåret over og brugt som madding, eller opløst i vand og brugt som medicin. Men derfra og så blive krigeriske som hærmyrer på speed, der er et stykke.

Det er naturligvis de kære orme fra Team 17s spilserie Worms, jeg taler om. Gud ske tak og lov for det, da en tur i skoven godt kunne blive lidt skræmmende, hvis det pludselig begyndte at regne med granater, dynamitstænger og andet artilleri. For de uindviede er dette nemlig præcis, hvad Worms handler om. Ormene har alt muligt og umuligt materiel, der bare venter på at blive slynget i hovedet på en anden orm. Og på trods af det useriøse tema er Worms et spil, der bygger på strategi. Selvom det er fristende at bruge en stang dynamit til at løse enhver konflikt, kan det belønne sig at tænke lidt længere frem.

I singleplayerdelen er der forskellige modes, der kan sluge tid, når man ikke spiller med eller mod sine venner. Der er en kampagne, hvor et vist antal orme skal elimineres, præcis som under en normal kamp. Bortset fra den lille finesse, at der kan blive smidt ekstra udfordringer ind i spillet. For eksempel kan man komme ud for, at man skal finde et våben, før man kan gå i kamp eller sågar et stykke udstyr, før man kan finde et våben. De er sjove nok, giver noget tiltrængt træning, men er ikke noget, man vender tilbage til efterfølgende.

Det samme er gældende for Puzzle-delen, der dog kræver mere tankevirksomhed end egentlig destruktion. Fælles for alle singleplayerspillene er, at man belønnes med et vist antal points ved gennemførsel. Disse kan bruges til at låse op for nye temaer, give ormene nye accenter og sætninger at sige, nye baner eller lignende. Man kunne vælge at harcelere over spillets 'Laboratory'-del, hvor den trykfølsomme skærm og mikrofonen bliver udnyttet til at skabe forhindringer og blæse en orm gennem en bane. Sådanne minispil er jo bestemt ikke set før på DSen. De yder da heller ikke meget mere end en hurtig afveksling, og det er tvivlsomt, om man ligefrem vil bruge de optjente points til at låse op for flere af minispillene.

Grafikken er i det store hele ret god. Der er noget lækkert ved kombinationen af 2D-forgrunde og 3D-baggrunde. Desværre hoster DSen, når der sker meget på skærmen, hvilket den forholdsvis simple grafik taget i betragtning, virker lidt skuffende, for ikke at sige irriterende. Det fjerner nu ikke fokus fra de nuttede orme og deres mindst ligeså nuttede våben, der stadig er det vigtigste aspekt ved spillet. Spillets kampagne bliver bundet sammen af en række filmsekvenser, og mens humoren lige akkurat formår at fremkalde små smil, fungerer de kære orme bare ikke som 3D-figurer.

Lydmæssigt kan man ikke rigtigt finde fodfejl. Bortset fra at lydsiden er en kende spartansk, er der alt det man måtte forvente i et Wormsspil, nemlig fine våbenlyde, finurlige kommentarer fra ormene og naturligvis et soundtrack med marchmusik, der sætter stemningen for ormagtige krigshandlinger.

Er man Wormsfan og har man en DS, må Worms Open Warfare 2 næsten være et essentielt køb. Hvad enten man er alene om sin interesse eller deler den med andre via nettet, er der guf for kendere. Især muligheden for at tegne baner med stylusen vil sikkert glæde enhver, der har haft ideen til en genial bane, men ingen måde at få den ud i verden på.