Wonder Man

Efter godt og vel fem afsnit af Wonder Mans i alt otte afsnit, så kiggede min ret engagerede kæreste Klara på mig, og spurgte; "hvad er det egentlig den her serie handler om?" Jeg svarede; "det aner jeg faktisk ikke", og i et ret fjoget øjeblik kiggede vi på hinanden, hvor det samtidig var tydeligt for os begge, at vi mente det her på den bedst tænkelige måde.

For Wonder Man, et projekt tilvejebragt af Shang-Chi instruktør Daniel Destin Cretton, er på måder den største Marvel-afstikker vi stort set nogensinde har set, og også helt og aldeles sin egen, selvom at der er enkelte aspekter af den samlede smagsprofil der smager lidt bekendt.

Wonder Man er en karakter introduceret i 1964, og hvis kræfter ofte placeres på niveau med Thor, The Sentry og Hulk, som en af de tungeste sværvægtere Marvels helte-pantheon kan præstere. Men det kommer virkelig, overhovedet ikke til udtryk i denne drama-komedie-kombo, der på en måde introducerer Wonder Man til det bredere MCU, og på en måde virkelig, virkelig ikke gør.

Karakteren Simon Williams spilles mesterligt af Yahya Abdul-Mateen II i en ret meta-præget rolle i selskab med Ben Kingsleys Trevor Slattery. Begge karakterer er mildest talt på røven, og har brug for en stor rolle i Hollywood, og kommer på sporet af et mystisk remake af en superheltefilm fra 80'erne... Wonder Man, men denne gang instrueret af den enigmatiske auteur Oscar-vinder Von Kovak - spillet af vores egen Zlatko Burić. Det betyder at i mange scener spiller Mateen II en skuespiller, der spiller en karakter fra et remake af en fiktionel film baseret på den karakter han... selv er.

Men før vi går i meta mode, så er det værd lige at slå fast igen, at Wonder Man er ulig noget andet MCU-projekt du nogensinde har set. Der er nærmest ikke en eneste action-scene i samtlige otte afsnit, og der er ikke engang synderligt meget plot her, udover det bundsolide, top underholdende forhold der udvikler sig lettere organisk mellem Trevor og Simon. For det meste, og det her lyder mindre underholdende end det reelt set er, så kører de her to karakterer rundt i Hollywood, løser relativt små problemer og arbejder for at få Wonder Man-projektet i gang.

At gå yderligere i detalje ville være en skam, eftersom netop overraskelsen ved at opdage den her meget kuriøse, nærmest bizarre genre-cocktail selv er en del af hele fornøjelsen. Tag ikke fejl, der er små brødkrummer af en mere traditionel MCU-opsætning her, eftersom Simon (uden at gå for meget i detalje) virkelig har en hemmelighed han forsøge at holde gemt, men i mere lavpraktisk forstand er det her en mærkelig fortælling om to mennesker fra vidt forskellige baggrunde, der "bonder" over kærligheden til film og skuespillerfaget, og som sammen giver hinanden lige præcis det de har brug for.

Én episode er af uransagelige årsager sort/hvid, og fortæller historien om en helt urelateret karakter. En anden episode er nærmest en slags isoleret stoner-komedie om en stjålen motorcykel og en opstartsvirksomhed der producerer mexicansk slik. Ja, Wonder Man tager en masse detours i løbet af otte relativt kort afsnit, og selvom det til tider bliver lige på nippet til hovedløst, så er der en vidunderlig, akavet auteur-stemning hele vejen igennem. Mateen II og Kingsley er akavede og helt igennem relaterbare, og der sniger sig også ret kraftfulde, følelsesladede øjeblikke ind, der er så uendeligt mere slagkraftige fordi serien konsekvent giver sig selv så god tid til at udforske og dvæle.

Wonder Man er det mærkeligste MCU-projekt, og beviser nærmest alene af den grund at Marvel altså er villige til at gøre tingene på en anden måde. Og hvis Wonder Man er nogen indikation, så behøver vi måske ikke frygte den metaltræthed helt lige meget, om ikke andet på seriefronten.