Wolfenstein

Heinrich Himmler. Sonnenblume-børn. Mystiske amuletter. Troen på det overnaturlige eller decideret umulige. Virkeligheden er næsten mere fascinerende end de utallige pulpede bøger, film og spil der efter Anden Verdenskrig er lavet om Det Tredje Riges besættelse af myter og legender. Med undtagelse af et; {Wolfenstein}. Serien, der sparkede tung geværaction ind på PC'en med uendelige korridorer, rasende nazister og en klodset, men yderst morsom robotudgave af selveste Hitler, er altid gået det længere i at formidle et fordrejet univers af portaler, dæmoner og udøde nazister. {Return to Castle Wolfenstein} fra 2001 er utvivlsomt seriens funklende guldæg.

Og lad os få det af vejen med det samme. Det seneste {Wolfenstein} når ikke de tidligere klassikere til kanten af de polerede nazi-marchstøvler. Selvfølgelig er BJ Blaskowicz, det amerikanske svar på Arnold Schwarzenegger, komplet med et kækt blink i øjnene og en fast finger på aftrækkeren, tilbage for fuld udblæsning. Det samme er de stramme nazister iført lange læderjakker og en helt igennem rædselsfuld accent, der består af så mange hissende z'er, at det er svært ikke at klukke højlydt. Men det er også meningen. {Wolfenstein} er ikke et spil der tager tingene så alvorligt. Det er {Indiana Jones} krydret af med et par afsnit af The Twilight Zone. En kiste fuld af overnaturlige hændelser og usandsynligheder.

Men hvor historien ikke har nogle problemer med at spænde vidt og bredt, så er selve spiloplevelsen mere gammeldags end klassisk. BJ Blaskowicz er tilsyneladende fra en helt anden tidsalder, for når eventyrer som Nathan Drake eller Marcus Fenix klistrer til murkanter eller søger dækning bag betonpiller, stiller han sig helt ubesværet op og lader geværet tale. Imens kravler forvirrede tyske tropper rundt mellem kasser og bombekratere, for med jævne mellemrum, at gengælde skuddene. Det er som en klassisk pistolduel ved middagstid i en westernflække, minus hestene og cowboyhattene, naturligvis. Det føles lettere gammeldags slet ikke at søge dækning eller kunne skyde om hjørner, og det gør mange af kampene til en slags dødsvals, hvor du tripper frem og tilbage, mens aftrækkeren holdes inde.

Blaskowicz er i øvrigt i Isenstadt, en fiktiv tysk by, for at holde øje med nazisterne. De roder med det overnaturlige, umådelige kræfter fra Black Sun-dimensionen, der naturligvis skal udmønte sig i et eller andet supervåben, så Det Tredje Rige kan vinde Anden Verdenskrig. Men BJ er den obligatoriske kæp i hjulet, og før tyskerne ved af det, har han både adgang til tidssløvende kræfter og energiskjolde, ting der egentlig bare vikarierer for de Matrix-lignende slowmotion fiduser og effekter du allerede har stiftet bekendtskab med i bl.a. F.E.A.R. Som spillet skrider frem kan du opgradere både våben og kræfter, og inden længe er den kække amerikaner en ægte supersoldat, der med et let vrid fra håndleddet, kan riste intetanende nazister og få dem til at svæve hjælpeløst rundt i luften.

Når {Wolfenstein} er bedst, så tømmer du kammer efter kammer af kugler ud i de tyske delinger med alskens virkeligt og uvirkeligt isenkram. Brølende geværer afløses af flammekastere og granater, der så igen udskiftes med Tesla-kanoner og andre eksotiske våben. Veil-kræfterne gør også sit til at sætte skub i et par gåder undervejs, men det er næppe den indledende runde til Mensa-testen der lægges op til, blot et temposkift, der gør at {Wolfenstein} ikke føles som én lang actionscene. Sammensmeltningen af Veil-kræfterne og våbnene giver helt klart {Wolfenstein} lidt kant, men de fleste koncepter er løftet ud af genrebrødrernes idébøger. Heldigvis er bosserne et af spillets store omdrejningspunkt, og her leverer {Wolfenstein} til fulde - ikke mindst i slutsekvensen, der ikke skal afsløres her.

Desværre kommer fjenderne tit halsende efter dig, nærmest som på en usynlig rød snor, og dermed bliver selv de bedste øjeblikke i {Wolfenstein} en smule forventede. Om der er for lidt protein i feltrationerne eller om den kunstige intelligens bevidst er forsøgt gjort tåbelig, er svært at sige, men de tyske tropper reagerer sjældent på kastede granater, netop nedskudte kammerater eller deciderede stormangreb. Kanonføde er måske ikke et helt passende ord, for nogen gange skruer spillet helt op for antallet af fjender på skærmen og deres mulighed for, uset, at dræbe dig, men det føles bare stadig forkert. Jeg kæmper ikke mod intelligens, men mod planlagte handlingsmønstre.

{Wolfenstein} har også et problem på den grafiske side, der helt sikkert ikke er i bundklasse med maveplaskere som {Turning Point: Fall of Liberty} eller Legendary, men som heller aldrig rigtigt funkler på fladskærmen. Isenstadt er en legoklods-by, et hyggeligt samfund af træ- og murstenshuse, draperet med utallige hagekorsflag og nøje placerede kasser. Byens gader mangler dynamik og liv, færre kanter og et mere naturligt udseende. Alt er en smule for firkantet. Det virker som om arbejdet på {Wolfenstein} blev påbegyndt for tre-fire år siden og at spilhuset løbende har glem at tilføje de grafiske spring som generen har taget. At spillet samtidig lider af at våben, personer og effekter tit stikker gennem vægge og døre, er kun med til at bryde illusionen af en levende verden. Det sidste spark leveres af mellemsekvenserne, der med rigide bevægelser, hurtigt forvandler spillets figurer til talende mannequindukker.

Multiplayer-funktionen er ikke overraskende solid, men der er sket meget siden 2001, og med spil som {Enemy Territory: Quake Wars}; {Battlefield 1943}, {Killzone 2} og {Call of Duty 4: Modern Warfare}, på markedet er det svært at anbefale Objective, Stopwatch og den obligatoriske omgang Deathmatch som et renskuret alternativ. De indeholder muligvis et par enkelte afteners sjov online, men efterfølgende var jeg tilbage bag geværet på en kampvogn i {Battlefield 1943} og i gang med at pløkke zombier i {Left 4 Dead}.

{Wolfenstein} har ikke samme tiltrækningskraft som tidligere. Det er et spil der leverer action i spandevis, men uden det store, forkromede engagement eller dybde. Våbnene føles rimelige, men aldrig rigtigt overbevisende som de kugleslugende monstre i {Killzone 2}. Imens er grafikken kun passabel, og det er ganske enkelt ikke nok i en genre der teknologifikseret til op over begge øjenhuler. {Wolfenstein} fungerer fint som et skydetelt med indlagte okkulte kræfter, gnækkende nazister og ubehagelige eksperimenter, men en klassiker bliver det aldrig.