Wipeout Pulse

Året var 1995. Spilindustrien stod og trådte vande, mens mainstream-spillerne såvel som kritikerne ventede på det næste storspil i en tid, hvor genrerne nærmest kun bestod af rollespil og FPS-oplevelser. Man havde ingen ide om, at et racerspil med det sælsomme navn {Wipeout} skulle gå hen og genopfinde racing-genren og samtidig overhale al konkurrence på banen, og selvom det ikke var nogen revolution, skulle det alligevel komme til at betyde meget for den måde, computerspil blev opfattet på.

{Wipeout Pulse} har derfor i sandhed en tung byrde at løfte grundet sin stolte slægt, men som sådan har spillet ikke rigtig noget at være bange for, da det er Wipeout, som vi kender det: farvestrålende og hektisk racer-action, der blæser på samtlige konventioner - og lidt til.

Styringen på banerne er bundsolid, og selvom den dog er alt andet end begyndervenlig, så er den tilpassset de mange baner i en sådan grad, at man skulle tro, at Wipeout havde patent på fintfølende, men alligevel intens styremekanik. Man føler virkelig den høje fart, når man suser derudaf, svinger forbi modstanderen i et knivskarpt sving og ville ønske, at man kunne række hånden ud af vinduet og lave en øretæveindbydende thumbs-up til ham. Sådanne involverende situationer er der mange af i Pulse, og du har tilmed også mulighed for for at bruge våben, noget, som ville være bandlyst i moderne racerspil, hvis det ikke var fordi, navnet var Wipeout.

Dem kan du opsamle rundt omkring på banen, og det er en yderst glimrende feature i spillet i og med, at det bidrager med mere dybde til gameplay-delen samtidig med, at det føles bragende godt at udradere sine modstandere met et par velplacerede missiler. Sværhedsgraden er dog en smule høj selv på Easy, specielt i Time Trial-missionerne, og man skal derfor holde tungen mere end lige i munden, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om at tilrane sig den forjættede guldmedalje.

Banedesignet og det tekniske niveau smelter sammen med gameplayet på en sådan måde, at man helt overvældes af kreativiteten bag spillet, og når man flyver afsted og kigger ud på den højteknologiske bane og de detaljerede omgivelser med tårnhøje skyskrabere og neonlys i alle regnbuens farver, får man altså en klump i halsen af bare anerkendelse over stilen i spillet.

Desværre kunne man godt have ønsket sig mere interaktion med monstanderne og i det hele taget de lidt snævre baner, som man befinder sig på, for selvom våbnene kan bruges til at få overtaget i kampens hede, så er der forvirrende få af dem, og når man skal holde øje med både arsenal, banen, modstanderne og en selv, kan oplevelsen gå hen og blive lettere kaotisk.

De forskellige baner er teknisk og designmæssigt prangende, men banernes længde og specielt bredde er ret begrænset og giver ikke megen rum til udfoldelsesmuligheder. Derfor kan man heller ikke undgå et par kollisioner nu og da. F.eks. havde jeg lige snuppet en solid tredjeplads-føring på et tidspunkt, hvor der var så lidt af banen tilbage, at jeg kunne se målstregen ude i horisonten. Der skete dog det, at jeg fløj ind på en uønsket turboplatform, mistede kontrollen over flyet (pga. den pludseligt øgede hastighed) og blev fluks sendt ind i den nærmeste barriere med et ordentligt brag, hvorefter mine konkurrenter triumferende blæste forbi mit havarerede fartøj og over målstregen. I sådanne øjeblikke, som man ikke skal lede længe efter i Pulse, har man bare lyst til at åbne for det nærmeste vindue og kyle sin PSP ad pommern til.

Wipeout har også altid været synonym med et lækkert soundtrack, og det bliver man så sandelig heller ikke snydt for i den seneste udgave. Den sprøde, elektroniske musik passer godt ind i spillet og løfter motivationen, når man lytter til f.eks. MIST's geniale Smart Systems, som bibeholder illusionen om, at man flyver om kamp med fly engang i fremtiden, og selvom nogle af numrene er svære at skelne mellem, så er de 16 tracks, der følger med spillet, musik af høj kvalitet.

Med Wipeout Pulse har Liverpool Studios skabt et udmærket racerspil pakket med adrenalin, der nok skal tilfredsstille fans af serien, for den passende musik, den stilrene grafik og det sofistikerede gameplay er en fornøjelse at opleve. Når det så er sagt, så er der på den anden side en del unødvendige fejl, og indlæringskurven er frygtelig stejl, men har du tålmodigheden, så er det bare med at få fart på og købe det.