Wild Arms 3

Michael Jackson elsker børn, vand er vådt og Wild Arms er Wild Arms. Media Visions Wild Arms serie har efterhånden nogle år på bagen, men ånden i seriens seneste afsnit - som lanceres under den beskedne titel Wild Arms 3 - er fuldstændig intakt. Media Visions forkærlighed til hjertevarme anime sekvenser, akustisk guitar og genkendelige melodier kommer vi endnu engang til at nyde godt af - denne gang i hele 128-bit.

Ingen Wild Arms udgivelse uden prologer. Fire styk er det blevet til denne gang, som tilsvarer det antal hovedkarakterer, vi finder i spillet. Virginia, Clive, Jet og Gallows, som alle ufrivilligt støder hovederne sammen i en togvogn en tør og solrig eftermiddag, har hver deres prolog, der afslører deres motivationsgrundlag for at være omborg på netop denne togafgang. Wild Arms 3 udspiller sig på prærien i det vilde vesten. Alle medlemmer af party’et er - som Wild Arms jomfruer nok vil kunne gætte sig til ud fra titlen - udstyret med pistoler og geværer, som det nu engang er sædvane på disse lovløse kanter. Det står hurtigt klart, at kvartettens medlemmer deler en fælles skæbne - at skulle befri Filgaia fra ondskaben selv - et emne der er reglen snarere end undtagelsen i japanske rollespil.

De fire helte har et par trick, de kan rulle ud, når virkeligheds problemer trænger sig på. Virginia kan spy ild og antænde fakler, Clive kan smadre vægge med sine bomber, Jet aktiverer kontakter med sin boomerang mens Gallows dybfryser pistol kan slukke ild og fastfryse objekter, og vennerne får nye gadgets i løbet af spillet. Spillets ruiner er spækket med små tænkeopgaver, der løses med hjælp fra såvel gamerens hjerneceller som firkløverets specialudstyr. Det er mest genganger-opgaver, men nu og da øges sværhedsgraden en smule. Man får også rig lejlighed for at skubbe kasser rundt på Tomb Raider manér og gå armgang i metalgitre for at komme op i niveau.

Kamp-systemet er i store træk bygget op på samme facon, som vi kender det fra de tidligere udgivelser. Udvikleren har ladet sig inspirere af Grandia’s mere livlige kampe, hvor de duellerende parter bevæger sig rundt på slagmarken i stedet for bare at følge det gamle mønster med at hoppe frem, give prygl og hoppe tilbage. Selv om vores heltes våbenarsenal spænder fra almindelige pistoler henover fuldautomatiske udgaver til snigskytte rifler, giver de lejlighedsvis fjenden et nakkedrag, hvis de er tilstrækkelig tæt på. Der er ingen grund til at spilde ammunition, hvis alene riflens albuestøtte kan få fjenden til at se sol, måne og stjerner.

Magi og summon spells hænger tæt sammen. I stil med Final Fantasy VIII skal et Medium (Guardian Forces i FF terminologi) knyttes til et medlem af party’et, hvorefter vores helte kan kaste om sig med magi og nyde godt af de enkelte Mediums’ superkræfter. Da Wild Arms 3 ikke opererer med magic point, kræver brug af magi, summoning og force abilities (focus, gatling m.fl.) i stedet force points. Disse kan kun lades op under kampene - en ting RPG kendere vil vide er både en fordel og en ulempe. Man starter altid med et meget lavt antal FPs, men tilgengæld vil man aldrig blive helt tørlagt under en kamp.

En lang række RPGs gennem tiderne har haft et fælles problem. Man har nogle gange siddet og gamet flere timer, men er endnu ikke stødt på det næste save point. Takket være såkaldte Gimel Coins er det problem ikke til stede i WA3. Disse kan ikke købes i forretningerne, men man finder alligevel en del af dem i skattekister og vinder dem fra tid til anden i kampene. Med en sådan mønt kan man save, hvor man lyster, og det er et kærkomment tiltag.

At Wild Arms ikke har rykket sig meget siden seriens første afsnit er både godt og ondt. Grafikken er den del af produktet, der viser en negativ kobling til de tidligere afsnit. Der er ikke en finger at sætte på karaktererne, som er udført i en ny og spændende afart af cel-shading teknikken, men baggrundene er meget kantede og fattige på detaljer. Springet fra 32 til 128 bit er bestemt ikke mærkbart, hvis vi ser på baggrundene alene, og det er skuffende. Selve måden, som byer, landkort og ruiner er opbygget på, ligner PSOne grafik til forveksling, når der ses bort fra den højere opløsning. På dette punkt er Wild Arms stadig lysår fra Final Fantasy, men det er der som bekendt meget der er.

Karakterer og fjender er udført med udgangspunkt i cel-shading teknikken, men fremstår mere håndtegnet, end det grafikstilen normalt er kendt for. Man kan øjne blyantens streger, men er så vidt denne anmelder kan se lagt henover overfladerne som en form for filter. Det stemmer godt overens med Media Vision’s svaghed for anime, og fans vil utvivlsomt elske, at dette vidtgående anime-udtryk nu også omfatter karakter- og fjender og ikke kun optræder i forbipasserende FMV sekvenser. At det ikke er cel-shading i sin reneste form, gør dog spillets textures grove og kantede, men det er naturligvis tilsigtet. WA3 kan heller ikke sige sig fri for aliasing problemer, som spillet i lighed med Grandia 2 er plaget af.

Wild Arms er i sandhed en serie, der er tro mod sine rødder. Media Vision har ladet store dele spillet gå fra 32 til 128 bit uden at ændre mærkbart på spillets delelementer. Det er dels en fordel, fordi fans af serien straks vil føle sig hjemme og mærke den søde nostalgi indfinde sig. Serien har flere stærke sider, som man kun kan glæde sig over ikke er skåret fra eller videreudviklet med et ringere resultat til følge.

På den anden side er den manglende udvikling også et handicap. Baggrundsgrafikken er kedelig, og spillet er bygget op over skabelonen - tris rundt i en by, snak med folk, udforsk en ruin, videre til den næste by - og så starter det hele forfra om end i nye lokaliteter med nye folk. Endvidere slår historien aldrig igennem for alvor, hvilket efterlader gameren i et tomrum, hvor det kan være svært at mobilisere den fornødne motivation til at komme videre. Der skal dog ikke herske tvivl om, at Wild Arms er et ganske fornuftigt produkt, som fans af serien - og de fleste fans af genren som helhed - vil tage godt imod. Det evnede bare aldrig at fange denne anmelders fulde opmærksomhed.