Wii Fit

Klokken er 19:02. Fladskærmen tændes, Nintendos seneste genistreg, det flotte og alligevel anonyme Wii Balance Board, kommer frem fra sin plads under sofaen. Hele familien er samlet i stuen, og vil man have en chance for at træde op på det robuste, bevægelsesfølsomme bræt, så skal man ikke sove i timen. Wii Fit er nemlig populært hjemme hos os. Min kone, der ellers er panisk ræd for alt, hvad der minder om et computerspil, har allerede spenderet flere timer foran skærmen, end jeg har, og det er blevet mere end svært at slå hendes mange rekorder. Imens er min ældste søn ikke til at rive væk fra det Monkey Ball-agtige mini-spil, og når han engang træder ned fra brættet, så snupper min yngste søn sikkert pladsen, bare for sådan at fjolle lidt rundt.

Med en sådan introduktion, og ikke mindst et produkt, der skriger på at blive nydt af alt fra unge til gamle, store til små, og måske endda tykke og tynde, så kan det virke underligt, at Wii Fit ikke er et klokkeklart 10-tal. Wii Fit er jo præcis, hvad Nintendo siger. Det er en pakke af sjove mini-spil, en række øvelser, der både toner og træner specifikke dele af din krop, og som samtidig giver dig en indsigt i din vægt og forbrænding, og så er det noget der appellerer til hele familien.

Ovenstående kan jeg på ingen måde argumentere imod. For det første er jeg ikke fitness-ekspert, så når spillet måler mig, vejer mig og fortæller mig, hvad mit BMI (Body Mass Index) er, så er jeg nødt til at stole på det. Samtidig dyrker jeg i forvejen en masse sport, hvilket gør det svært, at se virkningen af spillets mere gymnastiske øvelser - forpustet er jeg i hvert fald aldrig blevet. Og selvom det har siddet kronisk fast i maskinen i en uge, så viser spillets kalender, komplet med grafer og statistikker ikke, at jeg er blevet et hak bedre. Imens har min søn tabt fire kilo, og forleden taget seks på - et tydeligt tegn på, at man nok ikke skal udskifte sin dyrt betalte fitness-træner og ernæringsekspert med et stykke legetøj.

Jeg er altså kort sagt ikke ved at gå bagover i benovelse over Wii Fitt. Mini-spillene er enkle, ingen tvivl om det, men de er præcis ligesom det var tilfældet med {Wii Sports}, uden en reel dybde og genspilsværdi. Som du spiller dem, åbnes der naturligvis op for flere spil, samt mere krævende niveauer til disse, men med mindre du har et balancepunkt som en elefant med betonsko, så bør de kunne klares på en eftermiddag - og så er du efterladt med øvelser, der nok mere minder om en tur til det lokale fitness-center, end et reelt spil. Manglen på dybde ville være okay, hvis det så betød, at du fik et rent overflødighedshorn af mini-spil, men det er desværre heller ikke tilfældet.

Til gengæld er der masser at hente i yoga og gymnastik-delen, om end vi her er inde i en pseudo-sjov afdeling. Det er træning, og det skal tages seriøst for at virke. Gør du det, og gør du det hver dag, så er der absolut intet, der taler imod chancen for både at blive tyndere og mere adræt, men når du skal se på enten en mandlig eller kvindelig træner, der langsomt taler der gennem øvelserne, mens den mest rædselsfulde eurotekno-musik banker af sted i baggrunden, så bliver det en anelse belastende. Alligevel har jeg brugt en del tid på yoga-øvelserne, og jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre, så helt skævt er det ikke.

Hvad angår det visuelle, så er vi tilbage ved Wii Sports. Man er repræsenteret via sin hjemmelavede Mii, og da denne danner rammerne for det festfyrværkeri af grafik, der er på skærmen (jeg er sarkastisk, eller forsøger i hvert fald at være det), så er Wii Fit en af de mere jævne fornemmelser på fladskærmen. Monkey Ball-spillet har nogle farvede kasser i baggrunden, turen på et tov mellem to bygninger, indeholder lidt tåge og to udetaljerede, orange bygninger, mens slalom smider dig ud på en piste, hvor blå og røde flag, samt et hav af helt flade grantræer er, hvad du kan hygge dig med. Og jo, jeg ved godt at Wii ikke er et svulmende muskelbundt af polygoner, men det er nærmest som om, at god grafik og en særdeles god idé, ikke kan proppes ned i et og samme spil.

Når Wii Fit alligevel får et 7-tal, så er det fordi, jeg kan se, hvad det har gjort ved min familie, og det er immervæk publikummet for spillet. De vimser konstant rundt om det robuste, hvide balancebræt, og hvor der tidligere skulle slukkes, fordi det nu var sengetid, så kan den igangværende spilsession altid lige strækkes 10-15 minutter længere. Desuden er det pludselig igen både sjovt, og ikke mindst anderledes, at spille Wii, noget, der ellers var gået lidt at fløjten hjemme hos os, hvor GameCube-joypaddet og Classic Controlleren hele tiden hives frem. Det er grunden til, at jeg kan anbefale det til alle Wii-ejere, der måske er blevet lidt desillusionerede i de seneste måneder. Wii Fit er en glimrende påmindelse om, at spil kan være andet og mere end pistoler, granater og vrissende soldater.