Why Stop Now
Det er ikke let at hedde Eli når det lokale afvænningscenter ikke vil tage imod din mor og hendes pusher bliver ved med at kalde dig Mozart. Det er heller ikke let at hedde Troels og sidde igennem en komediefilm, der ikke er sjov.
Jesse Eisenberg er knægten Eli, der er dygtig til at spille klaver. Han er dog endnu dygtigere til at gå op i en spids over alt omkring ham. Bevares, han har nok at gå op i en spids over: hans mor er narkoman, men afvænningshjemmet vil ikke tage hende ind med mindre hun har stoffer i urinen. Så Jesse må køre hende til hendes pusher, som er i skikkelse af en søvnigt udseende Tracy Morgan og som hurtigt får viklet hele den glade familie - inklusive Elis mindreårige lillesøster Nicole, der udlever sit indre Tourettes syndrom gennem en sokkedukke ved navn Julio - ind i alskens forvirringer og farlige situationer.
Der er så bare den lille hage ved det, at ingen af de situationer er særligt sjove. Humoren i Why Stop Now skal findes i nogle tomme replikker, der virker improviserede, om hvorfor bilen ikke vil starte eller hvorfor moderen har en golfkølle i stuen - uden at der kommer nogle bemærkelsesværdige guldkorn ud af det.
Jesse har også et lille obligatorisk romantisk subplot med en pige, der har så lidt screen time, at hun lige så godt kunne have været en udskåret papfigur.
Værst af alt kan historien ikke finde på en ordentlig slutning, så den bliver bare ved med at hælde den ene mærkværdige situation efter den anden ovenpå et i forvejen pløkforvirret plot. Det ene øjeblik forventer filmen at vi skal fnise af at Tracy Morgan er ved at få Jesse slået ihjel af en spansk narkobaron; det andet øjeblik skifter den brat gear og begynder på noget seriøst familiedrama med narkomoderens bitre søster.
Why Stop Now vil så gerne være en humoristisk film med en alvorlig kerne, men kernen ender med at være så bitter og harsk, at den slår al humoren ihjel omkring den - en humor, der i øvrigt skilter allermest ved kun at være antydet og reelt ikke til stede.
Filmen ender desværre blot med at være en tung affære med nogle intetsigende meningsudvekslinger undervejs (seriøst, de kan få næsten halvandet minut til at gå med at råbe, "Start the fucking car!" - er det monotonien, vi skal grine ad?). Jeg var ikke på noget tidspunkt kildet i lattermusklerne eller det mindste interesseret i Jesse Eisenberg, der konstant ser ud som om han er ved at sprænge en sikring med sine flossede nerver. Han virker bare som om han helst vil have filmen overstået i en fart. Ironisk, når man tager titlen i betragtning.
Gamereactor Danmark