Whiplash

Efter at have været igennem efterhånden 1.200 film samt vurderinger heraf, må man tørt erkende, at størstedelen befinder sig i den kedelige interval mellem 4 og 6 i karakter. Statistisk set giver det meget god mening, at der selvfølgelig findes flere film, der ligger der omkring, hvis ikke lige under gennemsnittets grå tal. Dette betyder hermed, at det ikke er mange nye film i 2014, der når så højt som en 8'er, og måske kun enkelte Oscar-nominerede, der når over dette. Højest. Dette kan umiddelbart virke lidt kynisk, men er langt fra intentionen eller sådan som det skal opfattes. Tværtimod betyder det, at når en film som Whiplash kommer forbi, drejer det samtlige hoveder, og efterlader en med så mange følelser og indtryk, at man næsten ikke kan vente med at se den igen, for at få låg på nogle af dem. Det kan man så nu, eftersom den endelig er udgivet på Blu- ray, og blev vist frem på Zulu Sommerbio d. 9 august.

Miles Teller spiller den nytilkomne trommespiller Andrew, som nyligt er optaget på det meget prestigefyldte (og fiktive) Shaffer Musikkonservatorie i USA. Selvom man ikke umiddelbart genkender navnet, vil jeg næsten garantere, at man kan genkende hans ansigt. Det er ham, der spiller den akavede halvnørdede dreng i den sidste teenage-orienterede romantiske komedie du så. Dette er dog ikke tilfældet heri, eftersom Teller leverer så intens og ærlig en præstation i denne film, at man ikke ved hvad man skal tabe kæben over; det imponerende skuespil eller trommespillet, som han også selv leverer igennem filmen.

Andrew gennemgår en udvikling fra vi først møder ham, hvor den unge 19-årige enspænder med store drømme er tøvende og usikker på sig selv. Hans to storebrødre bliver prisværdiget for at spille tredjedivisions amerikansk fodbold (NB. dette er ikke udmærkelsesværdigt, er man ikke sportsinteresseret), og den anden bror for at være med på et debathold. Dette på trods af, at Andrew er den eneste med et reelt talent og chancen for at blive husket af andre end sine venner, hvilket han bevidst har valgt ikke at have nogle af.

En aften hvor han sidder og trommer løs og øver sig på et stykke, dukker den berygtede komponist Fletcher op, spillet af J.K. Simmons, som udviser interesse i Andrews upolerede talent. Han lader ham forsøge at spille med i sit eget ensemble, hvor det hurtigt bliver tydeligt, at Fletcher, lig Andrew, ikke har nogen interesse i at skabe venner. Allerede første gang Andrew møder op, viser Simmons' rolle sine sadistiske tendenser ved at kaste en stol efter Andrew, da han ikke lever op til Fletchers ubarmhjertigt høje krav, for derefter at slå An- drew i takt for at illustrere en pointe. Han forlanger intet mindre end perfektion, og Andrew må både igennem blod, sved og tårer i uanede mængder for blot at spille med. Den psykiske og fysiske tortur har sin virkning på Andrew, og dette illustrerer hvordan noget nogle gange skal nedbrydes for at kunne bygges op igen, stærkere end før.

Når jeg skriver en filmanmeldelse, kan jeg godt lide at sidde med soundtracket i ørerne, og i dette tilfælde er det en absolut fornøjelse at gennemgå de efterhånden genkendelige citater og musikstykker, mens man taster løs. For at en film skal få så høj en karakter som denne har fået, skal alt simpelthen fungere, og Whiplash spiller utvivlsomt på alle tangenter. Skuespillet er i top med en dynamisk duo, der har fantastisk kemi, og spiller ubesværet overfor hinanden.

Soundtracket er opløftende, og får ens hjerte til at banke hurtigere for at holde takten. Kameraarbejdet lader det krible ned af ryggen med lange og ubehagelige klip, der får en til at ønske man var i stand til at kigge væk, hvilket på grund af de to førnævnte faktorer, samt det medrivende plot, er absolut umuligt. Meget af stemningen er Simmons' værk, og han dominerer enhver scene han er med i, fra første øjeblik han invaderer vores skærme, tanker og hjem. Man forstår godt at han vandt en Oscar for sin præstation, for på egen hånd forvandler han en et musikalsk drama, til en genre der nærmere minder om en psykologisk thriller, der ikke efterlader en med det samme efter man har set den.

Whiplash har som sagt været en del af årets Zulu Sommerbio, men er også ude på Blu-Ray nu, så er du filminteresseret, er den uden tvivl et kig værd.