Wet

Tarantino gjorde drab til smukke, blodige postkort i hans to fortrinlige Kill Bill-film, et par biografsucceser, der igen bygger på 70'ernes lettere usmagelige og skuespilsmæssige fiaskoer, de såkaldte Grindhouse-film. Og det er tydeligt, at drengene og pigerne hos Artificial Mind and Movement har nydt netop disse film fra mørkets plyssæder, for så snart {Wet} (der er en forkortelse for {Wet}works) smides i maskinen, så er der dømt filmrende 8-millimeterfilm, godt med guitar og en god sjat attitude.

Og i virkeligheden er det alt {Wet} handler om. Det er svært at forsvare et spil, hvis historie er så tynd og kort, at den kunne nedskrives bag på et frimærke. Det er endvidere svært ikke at se Rubi Malone som en femme fatale, taget direkte ud Kill Bill-filmene og påhæftet en smule Lara Croft. Samtidig er hendes udskejelser lånte elementer fra gamle kung fu-film til The Matrix og førnævnte Kill Bill-serie. Men selv med alt dette i bagagen, har jeg svært ved ikke at holde af pigebarnet.

For Rubi, det trods for i visse perioder af spillet, at være noget sparsomt animeret, er en adræt pige med ben i næsen, der mestrer både rygende pistoler og skarpe katana sværd. Når hun sætter sig for, at udrydde alverdens gangstere og lejemorder-kollegaer, så er det en ren opvisning i dødsvold. Glidende hen ad gulvet pløkker Rubi adskillige skumle personer, før hun med et præcist hug fra sit sværd, fælder en række andre. Jeg sidder med joypaddet og udfører alle hendes bevægelser, og jeg føler mig lidt som en gud. Samtidig så rasler der points ind på kontoen. For hvem gider at dræbe, hvis det ikke kan gøres med en vis portion stil?

Quick Time-events kan enten trække et spil totalt ned eller hive det op på et andet niveau, og i Wet virker det forbavsende godt. Som du får adgang til nye bevægelser og dermed endnu flere muligheder for at henrette dine modstandere, skifter spillet også fra paladser til kørende biler og kampe i baggårde, og her fungerer Quick Time-eventsne strålende.

Visuelt er {Wet} dog en blandet landhandel. Stilen er frisk og løftet ud af Grindhouse-æraen, men animationerne er tid lettere stive og akavede, hvilket ikke helt stemmer overens med A2M's ide om at lave en slags dødsballet i spilform. Rubi er som skåret ud af et modelblad, en tæske smuk gudinde i stramme bukser og med det helt rigtige hår, men hun løber og hopper, som var hun iført stylter. Hendes bevægelser er ikke naturlige. Samtidig svinger spillet meget i detaljegraden. Nogle steder giver forgyldte søjler, neonreklamer og røde bannere et indtryk at et ret så grafisk kompetent spil, andre (som når man springer fra bil til bil) et indtryk af et spil, der er udviklet på ældre teknologi. Det er irriterende at der ikke er gjort mere for at glatte forskellene ud.

Musikken er dog fremragende og yderst stemningsskabende, og havde det ikke være for dialogen, der måske er ramt lige i øjet i forhold til tåbelige oneliners og cornyhed, men som virker malplaceret og ligegyldig i spillet (spil er jo i forvejen ikke kendt for stramt stemmeskuepil) så var pakken mere eller mindre komplet. A2M har sigtet efter Tarantino og de har næsten ramt målet, men også kun næsten.

{Wet} er absolut ikke dårligt, og det både føles og ser bedre ud end John Woo's spæde forsøg ind i spilbranchen med {Stranglehold}. Desværre lider begge spil under et problem, der ikke rigtigt kan afhjælpes, når man har valgt det emne som A2M og John Woo nu engang har, og det er, at det bliver noget monotont. Historien i {Wet} er ikke stærk nok til at bære spillet hele vejen og når du har dræbt et vist antal skurke glidende gennem en balsal med højt hævede pistoler, så er begynder det at bliver hverdag - hvor skræmmende det end lyder.