Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
WCW Backstage Assault

WCW Backstage Assault

Da Electronic Arts kom med WCW Mayhem viste de, at de har et godt greb om wrestling genren men med WCW Backstage Assault taber de det hele igen.

WCW Backstage Assault er lidt af et paradoks. På den ene side forsøger Electronic Arts at gøre noget nyt med wrestling genren, noget som altid fortjener ros. På den anden side har EA ignoreret den gyldne sætning der lyder; "Reparer aldrig noget der ikke er itu". Det kommer der ofte noget skidt ud af og det er netop problemet med Backstage Assault.

Overbygning
WCW Mayhem var Electronic Arts' første forsøg ud i wrestling genren og resultatet blev faktisk ret godt. Ud over en god portion realisme bød gameplayet også på mange nye ideer. En af dem var muligheden for at kæmpe backstage, det vil sige området, der ligger bag ved ringen. Her ender mange af virkelighedens wrestling kampe og når det sker, bliver wrestling straks mere voldsomt (og sjovere) at se på.

I Backstage Assault bygger EA videre på denne ide. Faktisk har "byggeriet" taget så meget overhånd, at alle kampene foregår backstage. Man kommer ikke engang i nærheden af ringen. Dette er lidt af et radikalt skridt at tage og er man wrestling fanatiker er det svært at tilgive, også selv om de 7 backstage områder byder på mange sjove muligheder for lemlæstelse. Man kan kravle op på kasser, motorhjelme og skabe, for så derefter at kaste sig lige ned i synet på en groggy modstander, smide ham ind i en brændende tønde og se ham agere levende tændstik i et par sekunder eller rive en håndvask ud af væggen og bruge den som fluesmækker. Derudover ligger der også masser af trækasser, tønder, jernrør og andre ellers fredelige objekter, der forvandles til livsfarlige våben i en wrestlers hænder.

Så godt som alle stjerner fra WCW er med, lige fra Goldberg til Bret "Hitman" Hart. Man kan også designe sin egen wrestler via Create-A-Wrestler featuren, der er blevet kraftigt udvidet siden WCW Mayhem. I begyndelsen virke Backstage Assault dog meget amputeret. Man starter ud med en lille håndfuld wrestlers og adgang til kun et backstage område. Nye wrestlers og backstage områder får man adgang til, når man gennemfører visse mål i den såkaldte Hardcore Challenge, såsom at kaste din modstander et bestemt sted hen eller slå ham med et bestemt objekt. Det er en meget arkade-agtig måde at spille på, men det virker ikke direkte hæmmende for spillet. Det gør derimod alt det andet.

Knockout!
Grafikken er direkte styg. Det realistiske look fra WCW Mayhem er væk og tilbage er et figurdesign, der er håbløst ude af proportioner. Samtlige wrestlere har meter brede brystkasser og millimeter smalle hofter. Det ser frygteligt ud og det samme gør figuranimationen. De mange textures gør det heller ikke bedre. De er mudrede og mangler detaljer. De mange moves er heller ikke så imponerende eller frygtindgydende at se på, som de var i det forrige spil. Selv en lovende kamp mellem to så frygtelige kombattanter som Kevin Nash og Bam Bam Bigelow kan hurtigt udvikle sig til en gabende kedelig affære. Man savner hele tiden noget at blive imponeret over.

Fejl i grafikken er der også. Ofte sidder man "fast" i omgivelserne og kan så bruge kostbare minutter på at komme fri, hvis man da ikke ligefrem bliver nødt til starte forfra. Lyden er også meget mangelfuld og mangler intensitet. De to kommentatorer fra WCW Mayhem, Tony Schivonne og Bobby "The Brain" Heenan, er tilbage bag mikrofonen men deres repertoire af spydige kommentarer, der er mere eller mindre genbrug fra sidste gang og har man hørt det én gang, gider man ikke høre det igen. Det værste er dog styringen, der er sløv og upræcis. Ofte oplever man, at wrestlerne gør det stik modsatte af hvad man vil have dem til.

Skuffende opfølger
WCW Backstage Assault har været en skuffelse. Da jeg første gang hørte om spillet, blev jeg ret betaget af ideen. Den virkede forfriskende ny og det synes jeg stadigvæk den er. Derfor er det ærgerligt, at resten af spillet er så dårligt lavet.
Synes du WCW Mayhem var sjovt, så hold dig til det. Er du WCW-fanatiker, så prøv Backstage Assault. Er du derimod til wrestling generelt, så vent til THQ kommer med WWF Smackdown! 2. Det lover smæk for skillingen, noget som Backstage Assault har svært ved at levere.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Masser af wrestlers, en sjov ide, masser af muligheder for at smadre sin modstander
-
dårlig grafik med fejl, håbløs styring, mangelfuld lyd, ringe animation