Warhawk

Staterne Eucadia og Chernova er i krig. Ikke bare sådan en lille hyggekrig, hvor et par smilende politikere mener, at man kan snakke sig ud af sagerne vha. rundkredspædagogik. Næh, jeg taler om en omsiggribende krig med fodtudser, tanks, det tunge artilleri og hele pivtøjet. Og hvis spiludviklere har lært en ting gennem de sidste fem år, så er det dette: Der er kun én ting, der er sjovere end at sønderskyde en af sine kammerater, og det er at sønderskyde en eller anden hysterisk 12-årig på den anden side af Jorden.

Det at skyde på andre online er hele grundtanken ved Incognitos {Warhawk}. Der er ingen singleplayerdel at fordrive tiden med, kun en mutiplayerdel. Beslutningen blev truffet, fordi udvikleren efter eget udsagn mente, at en singleplayerdel ville være onlinedelen underlegen. En rask beslutning, men det forudsætter, at folk slet ikke har behov for at spille med sig selv. Og I, jer trofaste læsere, kender naturligvis spørgsmålet, der skal stilles. "Vil Warhawks multiplayerdel opfylde alle de krav, spillerne måtte have?" Et fantastisk spørgsmål, og svaret er et forsigtigt "måske".

Ser du, Warhawk har lidt af hvert. Der er en række fartøjer, man kan hyppe omkring i. Banerne er herligt store og har en god variation. Det er heller ikke modes, der mangler. Der er både Deathmatch, Team Deathmatch og så videre. Det mest markante ved spillet er det efter titlen opkaldte fly, Warhawken. Dette herlige fartøj kan enten flyve omkring som et regulært jagerfly eller svæve omkring som en helikopter. Da spillet endnu var i sine tidlige faser, var der faktisk kun Warhawken, og det mærkes. Det sjoveste i spillet er uden tvivl at hoppe ind i cockpittet på sådan en fyr, samle forskellige smarte våben op og så give en forbløffet tysker stryg. Flyvningen forsødes med muligheden for et par smarte manøvrer som loops og barrelrolls, og det er en meget helstøbt oplevelse. Samtidig fungerer Sixaxis-kontrollen også ganske glimrende, så længe man sidder solidt og trygt i en Warhawk.

Mindre tilfredsstillende er de øvrige fartøjer. I forhold til Warhawken er der noget utilstrækkeligt over en tank eller en jeep. Sixaxis-kontrollen virker en kende mindre naturlig. Til gengæld er begge fartøjer selvskrevet, når det handler om Capture the Flag. Det svageste led er dog at være fodtudse, eftersom det er forbundet med en vis magtesløshed. Med mindre man ligefrem er bevæbnet med en raketkaster, er man stort set hjælpeløs overfor en tank eller en Warhawk. Derfor er det heller ikke underligt, at folk online hellere venter et par minutter på, at et sådant fartøj er parat, frem for at styrte ud i felten kun bevæbnet med en pistol og to granater.

Ventetiden kan i øvrigt fordrives i de stationære raketkastere, flakkanoner og maskingeværsreder, der er fordelt rundt omkring på banerne. Disse er sjove at bruge, og med dem ved hånden er kampen mod en Warhawk pludselig vendt til fodtudsens fordel. Det er svært ikke at smile, når en fjendtlig Warhawk pludselig bliver introduceret for to potente missiler. I øvrigt virker styringen ikke helt præcis, når man sigter, hvilket reducerer ildkampe til noget tilfældigt, hvor den heldigste eller den, der hopper mest, vinder. Man kan dog ikke undgå at juble indvendigt ved synet af en tank, to jeeps og en eskadrille Warhawks, der suser over hovedet, til kamp mod de fæle Chernovanere/Eucadianere.

Hvad enten man befinder sig i et par støvler, en jeep, en tank eller en Warhawk, kan man ikke beskylde omgivelserne for at være grimme eller trange. Hver eneste bane har et unikt tema, og mens et par af dem tumler med de for actionspil gamle travere som ørkenkamp, bykrig og lignende, er et par af dem ret så nydelige og interessante. En af dem afbilder en storby a la {Ratchet & Clank}, hvor et par centrale skyskrabere befinder sig midt i et hav af skyer med masser af små bygninger rundt omkring. En anden blander tropeparadis med øer, der ligger mange meter over havet, hvilket bestemt giver mulighed for nogle finurlige fiksfakserier med Warhawks. Banerne er dog generelt ret sjove og levner plads og muligheder til alt mellem Deathmatch til King of the Hill.

Designmæssigt kunne man måske godt have ønsket sig en lidt mere opfindsom palet. Parallellen mellem designet af våben, fartøjer mv. og Anden Verdenskrig fungerer i og for sig ganske godt, men det havde været forrygende, hvis man havde set sig om efter et andet forbillede end naziregimet, da det chernovanske militær skulle udstyres med rustninger og materiel.

Jeg kan levende forestille mig, at Warhawk bliver et populært spil, måske set i lyset af at der ikke findes nogen virkelig konkurrent på onlineområdet. Der er dog også brug for et kæmpe publikum, eftersom spillet ikke er sjovt, hvis man sidder alene eller bare en håndfuld. Derfor er en internetforbindelse (i mangel på bedre kan venner også bruges) et must, hvis Warhawk skal underholde.