Warfare

Jeg er generelt af den opfattelse af Alex Garland er en af de mest talentfulde filmfolk i branchen i dag. Om det er som manuskriptforfatter på 28 Days Later, Dredd og Never Let Me Go, og som instruktør på Ex Machina, Annihilation og seneste Civil War - han er en gudsbenået storyteller.

I det her tilfælde er han manuskriptforfatter, som har arbejdet tæt sammen med krigsveteran Ray Mendoza om at skabe en virkelighedsnær og hyperrealistisk filmrendering af en meget specifik krigssituation i Ramadi i Irak i 2006. Faktisk er manuskriptet udelukkende baseret på netop en mindre gruppe soldaters minde om den her forfærdelig pressede og stressende situation, der har svejset sig fast til gruppens kollektive bevidsthed.

Warfare giver os halvanden time i helvede, men et helvede vi kender, og som er langt tættere på os end figurative, symbolske renderinger fra fiktionsfortællinger. Det her skete, og det skete i brede træk som vi ser det i Warfare, og dermed kommer filmen ret hurtigt meget, meget tæt ind på livet af seeren, og ved kun sparsomt at bruge egentlige virkemidler, så føler man sig aldrig bedraget eller manipuleret til at føle eller ræsonnere. Det vi har her film i sin mest rendyrkede form, og både Garland og Mendoza formår med elegance og en træfsikker hånd ethvert mål de sigter efter (pun very much intended).

Filmen fortæller om den tragiske situation der opstod, idet en vejsidebombe forpurrede et forsøg på at evakuere et medlem af gruppen under skududveksklinger i Ramadi i 2006, som kraftigt sårede en og dræbte adskillige. Det er en jordnær fortælling der afgrænser sit ambitionsniveau til udelukkende at fortælle om en helt konkret situation i real-time og udelukkende fra soldaternes POV.

Og disse soldater spilles af et mildest talt mesterligt cast bestående af Shogun-stjernen Cosmo Jarvis, Stranger Things-hittet Joseph Quinn, Will Poulter og Michael Gandolfini, stærke, relativt unge talenter der uden tvivl kommer til at dominere fremadrettet, og hvert af deres talenter er til udstilling på fuldt blus i den halvanden time Warfare varer. Her kan ingen gemme sig, der er ingen fancy klipning eller andre virkemidler - der er kun skuespillernes evne til at transportere os effektivt til tid og sted, og i Warfare sker det her fuldstændig gnidningsfrit.

Jeg er søn af en filmkomponist, så min eneste anke er at det på sin vis er en kende ærgerligt hist og her at filmen ikke ønsker at bruge bare et originalt score til at forstærke eller accentuere enkelte øjeblikke. Hvis du har set Sicario, så formåede nu afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannsson at forstærke rædslerne i den film med sparsom men kraftfuld musikalitet, som kunne have kommet Warfare til gode, og også uden at gå på kompromis med filmens realisme og jordbundenhed.

Dog er Warfare en triumf, både for de soldater der æres ved at få fortalt deres historie på en sådan retvisende måde, men også for Garland, der tværs af genrer og roller på diverse filmproduktioner igen beviser hvor dygtig han er. Bravo.