Warcraft

Warcraft er et gigantisk, ekspansivt, dybt, mystisk og veldesignet fantasiunivers, hvor man, præcis ligesom med Ringenes Herre og Star Wars, konstant får følelsen af at der er en dybere mening med hver eneste sidekarakter, hver eneste smukke vista og hvert eneste navn der bliver ytret fra karaktergalleriets læber. Der er så megen viden, så mange begivenheder og tidslinjer, at Warcraft-universet efterhånden hører til blandt de stærkeste af sin slags. Derfor er det selvfølgelig oplagt at filmatisere, men stop lige en halv...

Filmatiseringer af spil har et notorisk dårligt rygte blandt fans og kritikere. Der er, af en eller anden uransagelig årsag, en løs forbindelse hver eneste gang en af de mest populære spilserier når biografsalene, og det er lige fra Resident Evil til Silent Hill. De kan bare ikke oversættes, der er noget der tabt i oversættelsen, selvom disse to medietyper så oplagt burde spille sammen på ganske harmonisk vis. Derfor står Warcraft-filmen på ligene af tusinde artsfæller, og har ikke bare hele universets styrke at bryde med, men også forventningen om, at der endelig er en filmatisering af et spil der ikke stinker... rent ud sagt.

Jeg kan derfor glædeligt mane størstedelen af bekymringerne til jorden allerede nu, for Warcraft stinker ikke. Hvis du ikke har brug for at læse andet end det, så kan du roligt rejse videre ud i æteren allerede nu. Warcraft er spændende, farverig, episk, rodet og til tider lidt for ambitiøs for sit eget bedste, men alt det kommer vi til.

Filmen tager fat i plottet fra det allerførste spil, hvor orkerne buldrer ind i verdenen Azeroth for at finde et hjem, efter at den forfærdelige Fel-magi har knust deres hjemland. Ressourcerne er sluppet op, og nu må de søge nye græsgange. Dog er der et problem, for Azeroth er tætbefolket i forvejen, og orkerne er ikke just tilfredse med at dele. Til og med er orkerne ledt an af troldmanden Gul'dan, der ønsker at bruge Fel-energien til at gøre klanerne endnu mere magtfulde. Der er lagt op til en konflikt af episke proportioner, og i denne kernekonflikt er der plads til troldmænd, elvere, mærkværdige golems og dværge der sammen danser rundt om en række veldesignede og universelle temaer. Så langt så godt.

Vigtigst af alt så respekterer Warcraft sit kildemateriale, og det er nu en gang vigtigt når man har med et så stort og bredt univers som Warcrafts. Hver eneste sværd, hver eneste rustning og hvert eneste imponerende panorama-skud af en af universets ikoniske miljøer er skabt med en utrolig forkærlighed for alt hvad der er Warcraft, men her må vi desværre ankomme til min største anke med filmen, og det er animationerne. Der er som sådan ikke noget i vejen med dem, og filmindustrien er i sandhed kommet langt. Faktisk ved jeg ikke en gang hvordan de kunne have gjort det anderledes, men jeg ved bare, at de skurrer en smule i øjnene. Orkerne ligner bare ikke at de hører rigtig til i scenerne, det ligner at de flyder rundt. Det ser kunstigt ud. Desværre strækker dette sig længere end bare til at pille lidt ved øjnene, men har det også med at spolere action-sekvenserne en smule. Dette gælder slet, slet ikke dem allesammen, men til tider ser det ikke rigtig ud som om, at mennesker og orker kæmper i samme dimension, og det gør de jo selvfølgelig heller ikke.

Dog vender man sig til orkernes animerede og nærmest karikerede udtryk, og i stedet lader man sig langsomt overtale af filmens fine tempo, og fokus på de ikoniske karakterer. Filmen er nemlig ganske velspillet over hele linjen, men du får nok mest udbytte af skuespillernes anstrengelser, hvis du kan accepterer den utroligt teatralske dialog. Det er nemlig Ringenes Herre, det er Star Wars, det er Gladiator, og filmen forsøger ikke at være andet - det episke er det eftertragtede her, og det lykkedes det meste af tiden. Særligt Travis Fimmel som menneskehærføreren Lothar og Toby Kebell som orken Durotan imponerer her, og bringer gravitas og dybde til deres respektive sider af konflikten. Bedst er dog Ben Foster, der spiller den mystiske troldmand Medivh. Dette er skuespillerens absolut bedste rolle, og han stjæler hver eneste scene han er med i. Nogle publikationer har i forvejen lagt negative anmeldelser ud af filmen, hvor den primære anke er karakterernes manglende dybde. Selvfølgelig er det stereotyper vi har med at gøre, men overfladiske er de sandelig ikke, og flere får lov til at udvikle sig en del på tværs af filmens begivenheder.

Det er dog ikke alle der leverer tilfredsstillende præstationer, og her er det særligt Paula Pattons Garona der simplelthen bare ikke formår at bide nok fra sig til at man husker hende synderligt, og hun er trods alt en ret vigtigt karakter for hele plottet. Derudover er Dominic Coopers King Llane også lidt dovent designet, og Cooper selv lader til at kede sig en smule.

Når det så er sagt holder plottet om verdenen der er for lille til to territoriale racer, og orkernes interne stridigheder om at bevare deres krigeriske natur ganske interessant, og ved hjælp af universets samlede dybde keder man sig aldrig. Dog skal det siges, at der, selvfølgelig, er et stort slag til slut, men grundet den manglende fysiske forbindelse imellem ork og mennesker, så når den aldrig det episke niveau det sigter efter.

Én ting man dog slet, slet ikke bliver træt af i Warcraft, er at se på filmen, for ser man bort fra det lidt fejlslagne forsøg på animere orkerne, så er filmen en af de smukkeste jeg længe har set. Dette skyldes hovedsageligt, at Warcraft tør at være farverig. Film i dag er altid så brune og grå, og det er sjældent at se en fantasy-film hvor eksplosionerne er røde, skovene er grønne og floderne er som fra en swimmingpool. Er det realistisk? Nej, selvfølgelig ikke, men det er heller ikke hvad Warcraft handler om, og dette skud farve giver filmen et nødvendigt spark energi. Instruktør Duncan Jones har formået at samle de enkelte, stærke tråde og forbinde dem så det giver mening, og selvom at nogle aspekter ikke imponerer lige så meget som ønsket, er Warcrafts egentlige største triumf faktisk, at den ikke stinker.

Netop fordi at filmen ikke er skrald, bryder den faktisk den dårlige trend omkring ringe filmatiseringer af kendte spiluniverser, og det var præcis hvad vi alle kunne have håbet på. At filmen så ikke altid sidder lige i skabet er selvfølgelig begrædeligt, men det er i sidste ende ikke det vigtigste. Det vigtigste er at Blizzard, Duncan Jones og et talentfuldt cast har formået at levere en solid filmatisering af et storslået univers, der både vil fungere for fans og potentielle fans. Der er problemer med animationernes udseende, og ikke alle præstationer imponerer lige meget, men alt i alt står Warcraft fint oven på resterne af sine brødre, de fejlslagne filmatiseringer af spiluniverser. Jeg håber at Jones får lov til at besøge dette univers igen - der er potentiale for storhed.