WarCommander

Hvis du ikke havde nerver til at se starten på Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’, skal du være forsigtig med at kaste dig over WarCommander fra tyske cdv. For spillet starter samme sted, blandt tropper, der frygter den forestående landgang på de befæstede strande i Normandiet. Snart pifter kuglerne om ørerne på soldaterne, ikke mindst fra de befæstede maskingeværposter oppe på skrænterne, hvorfra tyskerne har en irriterende godt overblik over landgangen. Det er nu op til dig og din 2nd Ranger Battalion at uskadeliggøre de fjendtlige skytter og etablere et brohoved, så den allierede offensiv kan fortsætte længere ind i landet.

WarCommander tager således sit udgangspunkt i D-dag, den allierede landgang i Normandiet 1944. Spillet rummer 2 single player-kampagner, som hver især består af 12 missioner. Kampagnerne starter ved enten Utah Beach eller Omaha Beach, så fra starten mærker man som spiller historiens vingesus. Som kommandant for en deling U. S. Rangers skal man således gøre sit yderste for at føre sine folk gennem de voldsomme slag.

Fastlåst kameravinkel
WarCommander focuserer på U. S. Rangers som frygtløse soldater, der før alle andre bliver sendt direkte mod fjenden, og de får knap nok krøllet et hår. En lidt vel overdrevet fremstilling af en krig, der var alt andet nem og lige ud af landevejen.

Der er tydelige ligheder med spil som Command & Conquer og Commandoes: Behind enemy lines, men gameplayet virker desværre ikke lige så stabilt og hurtigt. En afgørende forskel i forhold til C&C er, at enheder, der falder, er tabt for altid. Der er med andre ord ikke mulighed for blot at generere nye enheder - hvilket trækker realismen i den rigtige retning. Det er heller ikke muligt at opføre bygninger, som f.eks. vagttårne eller hospitaler, med mindre missionen helt specifikt gør det nødvendigt - og man som spiller i øvrigt råder over en engineer. Der er dog kun mulighed for at bygninger, der tjener ikke-offensive formål. I det hele taget er den dimension, der handler om indsamling og vedligeholdelse af ressourcer, ikke med i WarCommander. Udvalget af soldater er ligeledes begrænset. Typisk råder man over et antal standard-soldater, der kan affyre omkring 10 skud i minuttet, samt en variation af specialiserede enheder, som kan være kraftigere bevæbnet - f.eks. med flammekastere - men som til gengæld rykker langsommere frem. Det gælder dermed om at ’være økonomisk’ med sine styrker, som en bureaukrat ville have udtrykt det, langt fra slagmarken.

Det er jo kunstig intelligens!
Grafikmotoren er udviklet specielt til WarCommander. Forskellene i terrænet afspejles flot, mens både højdeforskelle og lys understreger spillets realisme. Der er desuden lagt vægt på at gengive de historiske scener med størst mulig akkuratesse, og 3D-miljøet er da også endt med at være ganske stemningsfyldt. Det isometriske overblik over spillefladen vises med imidlertid med fastlåst kameravinkel. Det betyder, at fremrykningen ikke er lige overskuelig i alle retninger, når placeringen af bygninger og landskab risikerer at give døde punkter. Da spillet er sprite-baseret - i modsætning fuldt 3D-animeret - vil man desuden opleve, at troppernes og ikke mindst køretøjernes bevægelse virker hakkende og upræcis.

Den kunstige intelligens i WarCommander fungerer i det store og hele fornuftigt. Desværre er der en tendens til, at spillerens soldater foretager nogle aldeles irrationelle valg. Det kan betyde, at fremrykningen i stedet gå den direkte vej går en lang vej udenom og måske lige lukt ind heftig fjendtlig beskydning. Som spiller kan man imødekomme dette ved at sætte sine soldater indstilling til offensiv frem for defensiv, eller risikerer man, at de nærmest venter på, at fjenden skyder først. Man kan dog også lade soldaterne krybe langs jorden under fremrykning. De bliver sværere at ramme - men tempoet bliver selvfølgelig skruet noget ned.

Okay, men der mangler ting
To af enhederne har nyttige - og spøjse - egenskaber, der rækker ud over det rent våbenorienterede. Spejderen kan i ført camouflagedragt snige sig tæt ind på fjendtlige positioner, og styrkernes commander kan alene med sin højtråbende ildhu ’heale’ de enheder, der i nærheden. Det sidste kan lyde som noget i retning af en magisk potion i et fantasy-spil, men det har jo samme vigtighed for moralen, som når Morten Olsen taler dunder til sine spillere i pausen.Et panel i bunden af skærmbilledet hjælper spilleren med hurtigt at skifte mellem enhederne i landgangsstyrken. Ikonet for den enkelte enhed viser desuden status for både health og ammo, så man direkte fra panelet kan dirigere sine styrker til assistance for andre, mere pressede enheder. Skulle man blive helt desperat, kan man dog også tilkalde assistance fra bombefly, der baner vej for spillerens styrker med voldsomme bombardementer af fjendtlige positioner.

WarCommander er både spændende og medrivende som single player-spil. Det rykker dog lige en tand mere, når man har samlet op til 8 venner og bekendte om spillets 14 multiplayer-missioner. Man må dog efterlyse en eller flere game modes, der peger ud over ’Capture the Flag’ og ’Last Man Standing’, som reducerer det historiske perspektiv i spillet til mere ordinær action. Spillet udmærker sig - trods den noget bedagede grafikmotor og mildt sagt ujævne kunstige intelligens - ved ikke bare at handle om at høvle den ene enhed efter den anden af sted mod fjenden.