War Machine

Selvom min tolerance for amerikansk "oorah"-krigspropaganda måske har været faldende over de seneste par år, så findes der glimrende eksempler på film der bruger en meget militaristisk og nærmest americana-inspireret ramme, og rammer... ja, plet. Ydermere har jeg i adskillige omgange været glad for "manden i felten mod tilsyneladende uovervindelige odds", en præmis hvor gode skuespillere har kunne strække benene - fra DiCaprio i The Revenant til Amber Midthunder i Prey.

Men War Machine er ikke et godt eksempel på hverken, altså hverken som et stykke inspirerende pro-militaristisk hyperrealisme, som "mand i felten"-film eller bare som et afslappet stykke casual-underholdning i selskab med ham den bredskuldrede fra Reacher.

Det er faktisk værd at tage fat i førnævnte Prey igen, for præmissen lægger sig umanerligt meget i slipstrømmen her. Nye ranger-rekrutter skal til deres sidste eksamen i felten, men hvad de tror er deres mål er i virkeligheden en krigsmaskine (war machine - get it?) fra en fremmed planet, der skødesløst jager soldaterne, der på lettere komisk vis insisterer på at kalde hinanden deres Ranger-rekrut-tal, selv efter den fremmede overmagt begynde at rive dem i småstykker. Midt i det her finder vi den traumatiserede 81, spillet af Alan Ritchson, som så absolut forsøger at finde noget menneskeligt og relaterbart her, men som simpelthen ikke kan redde pinagtigt ringe materiale.

Der findes dem der har rost War Machine for at være "old school" - cliché-præget underholdning fra en svunden tid, men jeg siger at War Machine egentlig bare er dum. Ikke "dum underholdning" på den måde du selv refererer til dine guilty pleasures derhjemme, men bare uintilligent konstrueret.

Tænk på Prey - den film var ikke perfekt - men formåede dog med ynde at sætte en voldelig konfrontation op med en fremmed overmagt med et bytte, som så viser sig at være sværere at slå ihjel end først antaget. Predatoren er skræmmende, den er dygtig, den har en ikonografi der øjeblikkelig sætter scenen. Sammenlign det med War Machines tunge, kedelige, uinspirerede fjende - som en AT-ST fortolket gennem et kikset JRPG. Den er hverken skræmmende, ekspressiv eller spændende at se på.

Og så er der Ritchson. Jeg kan godt se at der findes mange der elsker hans ærlige, fysiske tilstedeværelse i Reacher, og den serie har tilsyneladende også givet ham scener og arks der passer til hans gemyt og styrker. Jeg vil ikke udtale mig om hans generelle evne her, men jeg vil sige at War Machine uden tvivl gør alle involveret til værre skuespillere end de nok ellers er. Den tragiske fortid med hans bror spillet af Jai Courtney lander ikke rigtig, og i særdeleshed ikke når den skal fungere som et slags anslag for at "step up" som leder.

Der findes masser af "dumme" film - simple konstruktioner med tilpas meget ærlig, lavpraktisk underholdningsværdi til at du sagtens kan slukke for analyseapparatet. Men War Machine får simpelthen øjnene til at rulle helt omme bagerst i kraniet. Den er ikke så selvbevidst som andre giver den ros for, og derfor føler jeg mig meget selvsikker når jeg siger; "se noget andet!"