Gamereactor

Gamereactor
Film
Wanted

Wanted

En ung kontorarbejder finder ud af at hans liv ikke er helt så kedeligt som han gik og forstillede sig. Wanted er højspændt visuelt blærerøvsaction med en coolness-faktor på 100%, og en historie fladere end en pandekage. Jesper har nydt en omgang solid lejemordersjov.

Navnet Timur Bekmambetov siger måske ikke særlig mange mennesker noget, men navnet står bag de russiske actiontitler Mørkets Vogtere og Lysets Vogtere, og med det i bagklogskabens lys havde jeg en fornemmelse for, hvad der var i vente med Wanted. De to nævnte film er nemlig i mine øjne en kæmpe omgang opblæst effektorgie med en historie mere rodet end skrivebordet på min computer, og det siger ikke så lidt. Med Wanted har Timur dog givet handlingen anden prioritet og fokuseret på det, han er god til, nemlig nonstop action med effekter så overdrevne, at man aldrig rigtig ved om man skal grine eller bare brøle et "wow" ud i luften.

Den unge James McAvoy spiller Wesley Gibson, en nobody som arbejder på et kedeligt gråt kontor, har en dum chef og en ven der dyrker lagengymnastik med hans kæreste. Livet er kort sagt ligegyldigt for den depressive Gibson, som ovenikøbet indtager piller mod angstanfald. Alt ændrer sig dog da han en dag shopper i den lokale døgnkiosk. En mand forsøger nemlig at dræbe Gibson, men den adræte lejemorder Fox (Angelina Jolie) sætter en stopper for mordet og redder ham. Pludselig er Gibson ikke så ligegyldig alligevel, og da Fox indvier ham i et selskab af lejemordere kaldet Broderskabet går det hurtigt op for ham, at han selv spiller en yderst vigtig rolle i det spil som kører mellem Broderskabet og den forræderiske Cross, manden der forsøgte at myrde Gibson. Lederen Sloan (Morgan Freeman) forsøger nu at oplære Gibson til at blive den ultimative lejemorder, med Cross som mål.

At kalde Wanted for en intelligent og eftertænksom thriller ville være synd. Wanted er nemlig bare det ene hæsblæsende stunt overpyntet med visuelt gejl efter det andet. Biler der flyver i luften på de mærkeligste måder, kugler der bliver skudt af sted, som man aldrig før har set i film og bullet time-effekter en masse. Der bliver mildt sagt ikke spildt mange sekunder på handlingen, og det behøves der heller ikke. Skuespillerne gør hvad de kan med rollerne og den minimale historie, og det hele fungerer egentlig som det skal. Det virker dog immervæk lidt trist at se en karakterskuespiller som Morgan Freeman spille en så overfladisk rolle som Sloan, ligesom det gjorde i Lucky Number Slevin. Ligeledes er der heller ikke meget andet over Angelina Jolie end benhårde replikker og sexede kurver. James McAvoy passer til gengæld perfekt i hovedrollen som taberen Gibson, der finder sit sande jeg. Og når han til sidst i filmen blæser knoppen af alt der rører sig, er det svært ikke at blive revet med.

Effekterne og actionscenerne er til tider lige i overkanten, og hvis man ikke allerede fra de første par minutter har accepteret at Wanted er over the top-action, så vil man blive grumt skuffet. Hvis man til gengæld accepterer filmens præmis og glemmer den til tider latterfremkaldende historie, så er der en helt fabelagtig actionfilm i vente. Wanted er skabt til at underholde, intet andet, og det gør den hamrende godt.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10