Wacky Races
Wacky Races er underholdning fra start til slut, der holder spilleren fanget i sit sjove og intense gameplay!
Det vrimler ind med bilspil der både henvender sig til den yngre aldersgruppe, såvel som til de ´voksne barnlige sjæle´. Et af de nyeste af typen er Wacky Races, der er baseret på den velkendte tegneserie fra Cartoon Networks af samme navn.
Wacky Races er ren underholdning, og holder spilleren fanget i sit sjove og intense gameplay fra start til slut!
Kvalitet
Det allerførste Wacky Races spil udkom for omkring 16 år siden til den antikke Commodore 64. Farten var også i top dengang, og årtusindeudgaven har ikke forandret sig på det punkt.
I Wacky Races har du mulighed for at spille med næsten alle de forskellige figurer fra tegneserien. Hele 11 forskellige karakterer er det blevet til og iblandt dem finder vi Rufus Ruffcut, Sergeant Blast, Luke- og Blubber Bear, og de er villige til at bruge hvilke som helst tricks i kampens hede for at vinde turneringen. Derfor er Wacky Races spækket med genveje, baner med skarpe kurver og et intenst gameplay, der på sine sidste baner virkelig kræver sin mand for at bestå. Men det mest interessante ved banerne er den grafiske detaljegrad. Den populære serie bliver i høj grad bragt til live i dette spil, da rigtig mange elementer fra serien er med. Fans kan godt spærre øjnene op for velkendte lokaliteter såsom hangaren, det store flagskib og meget andet. Det er fedt at se, at spillets skabere, Infogrames, har gjort deres arbejde ordentligt. Kvalitet er det rette ord at bruge hér!
Unikke egenskaber
Hver forskellig figur har deres unikke egenskab. En karakter har eksempelvis en turbo indbygget i sin bil, en anden har savblade, der kan skydes af sted hvor og når som helst. Dette giver spillet dybde, og lille en godbid for den strategiske spiller. Fx kan en bil være ekstrem hurtig, mens den er ekstremt hård at køre i. For at kunne affyre et specialvåben, skal man opsamle nogle af de ´wacky points´, nogle mønter der er rundt omkring på banerne. Det kræver en mønt for hvert skud man skyder af.
Flot
Wacky Races er meget mere end et kartspil. Det er et flot kartspil. Grafikken heri er rigtig detaljeret, og så kører spillet i hi-res! Dog kæmper Wacky Races lidt med frameraten, som godt kan have tendens til at blive for lav og hakkende, når der er for meget action på skærmen.
Lyden er holdt i tegneseriens stil og det fungerer godt. Det tilføjer en hel del ekstra atmosfære til spillet, og er med til at holde farten oppe med sin tempofyldte musik.
Også til den garvede kartspiller
Alt i alt er Wacky Races et flot og ekstremt vellykket spil, der henvender sig til selv den mest garvede kartspiller. Der er genveje, våben, musik og skjulte baner for alle pengene! Så hvis du står og mangler et fedt kartspil til din PlayStation, så er det absolut Wacky Races du skal prøve!
Gamereactor Danmark