Vold i spil

Jeg vil begynde med at fortælle, at jeg selv er en ganske lovlydig person. Jeg har aldrig siddet i fængsel, aldrig lavet klemmer, end sige vasket tøj i Vestre fængsel eller hugget legetøj i den nærliggende BR. Selvfølgelig har jeg som alle andre fra tid til anden bøjet hastighedsbegrænsningerne eller kopieret en videofilm, men alt i alt må mit renommé som lovlydig medborger være højt, og næsten pletfrit. Men når jeg får chancen for at leve mig ind i rollen som hårdkogt, skruppelløs skurk i et spil, så er lykken total. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg holder af følelsen af at være ulovlig. Det er vel bare noget som falder menneskeheden naturligt ind, at foretage sig det forbudte i afmålte portioner og så videre. Uanset årsagen er det altid rart at spille forbryder, når den skotske spiludvikler DMA svinger tangentstokken.

Men det at blive fascineret af underholdingsvold er da en skyggeside af tilværelsen - ikke sandt? Jeg synes det i hvert tilfælde. Jeg mener, jeg elsker actionfilm og jo flere tæsk, der bliver delt ud jo bedre. Sådan er det også med actionspil og jo mere vold desto bedre, ligesom.

Men samtidig er tilstedeværelsen af vold ikke et succeskriterie for at et spil er godt - slet ikke. Jeg elsker masser af spil, som ikke indeholder skyggen af vold - selvfølgelig gør jeg det.

Måske fremstår jeg som en psykisk syg massemorder, som lever og ånder ren underholdningsvold, men sådan forholder det sig ikke, tro mig. Jeg taler her om vold som tilfører noget yderligere til den helhedsoplevelse som spillet giver. Der er selvfølgelig mange spil og mange forskellige genrer, som jeg godt kan lide for sit indhold af vold, men specielt spilserien Grand Theft Auto, og måske særligt den tredje udgave.

Tillad mig at laborere lidt over GTA som fænomen. Da Grand Theft Auto i sin tid blev sendt in handlen blev det gennemgående mødt af to vidt forskellige reaktioner. En gruppe naive tåber hævdede, at spillet var teknisk underlegent, provokerende for at provokere, kedeligt i sin opbygning og fuldstændigt ligegyldigt. Den anden reaktions deltagere gennemskuede det tilbageholdende ydre og udlevede sine sadistiske tendenser i et spil hvor frihedsgrader og muligheder var en af selve grundstenene i spillet. GTA var et stilstudie i spiludvikling og gav et krævende publikum noget som de havde efterspurgt længe - muligheden for selv at vælge, udføre og siden at tage konsekvenserne af sine handlinger. På trods af en meget velgjort opfølger blev den ringe visuelle præsentation af de to første udgaver af spilserien et faktum i en samtid af frenetisk teknikekstase.

Jeg mindes udmærket, da det første spil var på vej i butikkerne. Protesterne var mange og lange og det var ligeved, at spillet slet ikke kom i handelen. GTA blev forbudt i mange lande, ikke mindst i Australien, hvor al underholdningsvold censureres. Men da spillet så kom på gaden aftog en vis del af den overdrevne debat som var blomstret up og europæiske distributører kunde ånde lette op. Jeg købte selv spillet på releasedagen og spillede herefter GTA mere end noget andet Playstation-spil. Det findes ikke mange spil som underholder på samme herlige præmisser som GTA og de friheder og muligheder som gives fangede mig fuldstændigt. Visuelt var GTA gammelt før det kom, selvom teknikken blev anvendt ganske smart, men det var uvæsentligt. Jeg stjal biler til hobe, bombede banken, kørte dopedealere ned med min bil og satte ild til levende politibetjente, GTA var ren og skær spilleglæde.