Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Virtua Fighter 2

Virtua Fighter 2

Velkommen til århundredets kamp. I det ene hjørne har vi Lee West, i det andet Segas nyeste iOS-spil Virtua Fighter 2.

Kære læser, jeg kan være akkurat lige så hypernostalgisk som min sidemand. Og med de lyserøde briller solidt plantet på kraniet, gipper det i hele kroppen ved tanken om at skulle genopleve Segas klassiske kampspil på min iPhone. Ikonet lokker med det kantede billede af Akira, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg forventningsfuldt trykke start.

Desværre har jeg allerede luret, hvad Sega pønser på. Denne udgivelse drejer sig ikke om at glæde nostalgikerne, henrykke de mange Virtua Fighter-fans eller på nogen måde bidrage med noget positivt på iOS-platformen. Det drejer sig om at malke markedet, ved at kaste endnu en gammel kode i deres sørgelige Sega Mega Drive-emulator.

Nu tænker du måske, at Virtua Fighter aldrig udkom til Mega Drive, men faktisk var der en utrolig sparsom (og velfungerende) udgave til 32X, og Saturn-udgaven af {Virtua Fighter 2} var fantastisk. Spillet bød på en mere realistisk tilgang til kampspillene end både Tekken og Dead or Alive, der dog begge lånte fra Segas mesterværk.

Hvad de færreste nok husker var, at Sega forsøgte at tjene lidt ekstra skillinger ind på konsol- og arcade-maskinernes succes ved at genudgive 3D-kampspillet som en halvsølle 2D sprite-baseret kopi til Genesis/Mega Drive. Og det er gudhjælpemig den vi bliver spist af med omkring 15 år senere.

12 kroner er billetprisen på en skamplet indenfor kampspil, der ganske vist har otte baner og otte figurer at kæmpe med (og en boss der kan åbnes op), men allerede dengang det udkom var en fesen skygge af inspirationskilden.

Nu er den kastet direkte i Mega Drive/Genesis-emulatoren uden sjæl og hjerte, hvilket betyder at du kan se frem til et joypad og tre enorme knapper oven i billedet, eller en mindre skærm med knapperne delvist under, hvis du foretrækker at kunne se lidt af, hvad der sker.

Det kunne tilgives, hvis der ikke var andre alternativer, og dette var den oprindelige udgave, men nu er det bare dovent. Det eneste der kunne være en formildende omstændighed er, at du kan spille mod en ven over Bluetooth. Men hvorfor skulle du ville det?

Capcoms arcade-emulator lader dig spille Super Street Fighter 2 ganske gratis og firmaet har med {Super Street Fighter IV} vist hvordan et iOS-kampspil skal laves. Se det er nemlig et spil, der er pengene værd, modsat denne vederstyggelighed.

{Virtua Fighter 2} til iOS er pinlig. Frameraten er en vittighed, lydsiden er grinagtig og Sega griner med hele vejen til banken, hvis du lader dig narre. Undgå.

01 Gamereactor Danmark
1 / 10
+
Det ligner Sega Megadrive-udgaven...
-
...desværre...