Viewtiful Joe: Double Trouble

Et par hurtige spørgsmål: hvordan undviger man projektiler? Eller hvordan øger man kraften på sine slag og spark? Hvordan kommer man forbi en bunke biler der er for høj til at man kan komme over den? Veteraner, der har stiftet bekendtskab med Viewtiful Joe kan sagtens svare på de to første spørgsmål. For de uindviede kan jeg godt afsløre svaret. Man nedsætter simpelthen tidens normale forløb, således at projektilerne kan afviges eller måske sparkes tilbage i hovedet på ham, der affyrede dem. Denne nedsættelse af tiden giver også den fordel, at spark og slag falder en del hårdere end det normalt ville være tilfældet. Spørgsmål nummer tre er en smule svært, for denne forhindring kan kun passeres med en af Joes nye evner.

Viewtiful Joe, superhelt med forkærlighed for røde kropsnære dragter, dårlige film og rappe replikker, er tilbage. Denne gang truer en eller anden mystisk magt virkeligheden, og Joe må klare ærterne. Scenen er så at sige sat, og vi bliver endnu engang præsenteret for puzzles, slagsmål og scenerier, der både udfordrer Joes kræfter og parodierer forskellige kendte filmserier. Parodierne er sjove nok, og en kvik reference til Resident Evil får det til at trække i smilebåndet. Humoren er dog ikke helt i top, hvilket måske har noget at gøre med manglen på talte replikker. Joes feltråb, "Henshin a-go-go" er selvfølgelig til stede, men ellers er der ikke mange replikker at grine af.

Joes kræfter er naturligvis primus motor i spillet, og det er sjovt at se, hvordan kræfterne kan udnyttes. Nintendo DSs trykfølsomme skærm giver mulighed for nogle helt nye evner, der er godt fundet på, men som ikke virker helt på grund af skærmens upræcished. ’Scratch’ kan vælte ting eller få ting til at dumpe fra himlen. ’Slide’ bytter om på den øverste og nederste skærm og giver mulighed for manipulation af knapper o.l.. Den mest interessante nye færdighed er ’Split’, der gør det muligt at dele den nederste skærm op i to dele, en øvre og en nedre, og så flytte den øvre rundt efter forgodtbefindende. På den måde kan et vandrør eksempelvis bruges til at slukke ild med eller flytte en stor kasse, så Joe kan komme forbi.

Den før omtalte upræcished gør sig gældende ved, at man skal være særdeles omhyggelig, idet man ellers risikere at udføre en helt anden handling end den ønskede. Ikke godt hvis man vil ’slide’ og i stedet kommer til at ’splite’. Bosskampe kan blive ekstra nervepirrende, fordi der ikke sker det man vil have. Kampene, som ellers har været et af Viewtiful Joes rigtigt gode elementer, indtager bagsædet, da der sjældent er mere end to fjender på skærmen. I stedet handler det nu mest om at løse de puzzles, der er spredt ud over banerne. Det er derfor synd at de mange puzzles til sidst minder om hinanden, hvilket udløser en kedelig følelse af dejá vu.

Viewtiful Joe Double Trouble gør uden tvivl, hvad det kan med Nintendo DS, og alligevel har kampenes intensitet lidt under maskinens hardware og følelsen af "det her har jeg da set før?" kommer snigende. På trods af det fungerer Viewtiful Joe Double Trouble godt, og de idéer der bliver vist frem fortjener at man bruger noget opmærksomhed på dem.