Gamereactor

Gamereactor
Film
Venom

Venom

Tag med til Louisianas spøgelsessumpe, hvor døden venter. Gamereactors nye anmelder Martin B. Larsen fortæller alt.

Når filmens forside stolt skilter med at den er instrueret af manden bag I Know What You Did Last Summer, så går der en lille alarmklokke i gang oppe bagerst i ens hoved. Da man derefter opdager, at eneste kendte person på rollelisten er Clifford Smith, bedre kendt under rapperaliaset Method Man, så bliver min første indskydelse tydeligt bekræftet: der kræves ikke ret mange aktive hjerneceller for at se denne film.

Det hele starter da den lokale landsbytosse omkommer i en bilulykke. Hvad der tilsyneladende er et hændeligt uheld får dog snart fatale konsekvenser for flækkens indbyggere. Der er nemlig voodoo og sort magi indblandet i uheldet og der går heller ikke længe før den ofret vender tilbage fra de døde, med det ene formål at myrde landsbyens ungdom.

Filmen buldrer let og elegant gennem samtlige klicheer der som regel er at finde i amerikanske gysere. Det er kun enkelte gange at Venom kommer i nærheden af en uhyggelig stemning og der går ikke lang tid før den undertiden bliver ufrivilligt morsom. Venom byder på den obligatoriske omgang småchok, splatter og skrigende kønne pigebørn, men meget mere er der heller ikke at komme efter. Den underholder selvom det bestemt ikke er en film der imponerer på nogen måder; dog skal det nævnes at der findes adskillige værre forsøg med samme opskrift indenfor genren.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10