Van Helsing

Van Helsing er en figur, som er hentet fra forfatteren Bram Stokers klassiske gyserroman om Dracula. I romanen er han en nobel, ældre herre, der bliver tilkaldt for at opklare og helbrede mystiske overfald på en ung pige. I Stephens Sommers’ film er han blevet til en noget yngre, skummelt udseende, men stadig i bund og grund hæderlig mand, der jagter vampyrer og andre skumle monstre for sin arbejdsgiver, den katolske kirke.

I spillet er Van Helsing på rejse til Transsylvanien, hvor han skal assistere en familie, som uden held har været på jagt efter Dracula i årevis. Til forskel fra filmen har vor helt ingen assistent med sig på sin vej. I stedet er vægten lagt så meget mere på Van Helsings kampe med vampyrer, skeletkrigere, varulve, vampyrflagermus. Åh jo, jeg må ikke glemme et slagsmål i selveste Notre Dame med Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Historien er herligt forvrøvlet - men det kan i de rette hænder være et perfekt udgangspunkt for den herligste underholdning. Men disse hænder sidder desværre ikke på udviklerne hos Saffire. Skræller man historien med dens referencer til de klassiske historier væk, så står man med en gang såre rutinepræget action. Onde tunger vil måske ligefrem påstå at Van Helsing er en tro kopi af Devil May Cry - men lad os nu fokusere på spillet uden at læne os for meget op ad andre titler.

Handlingen går i bund og grund ud på at tampe alskens uvæsen, alt sammen på lokationer, der er spredt ud over Transsylvanien og både Frankensteins og Draculas slotte. Kampene bliver afviklet som gemene nævekampe, som strid på sværd eller kårde, men der er også plads til forskellige skyde- og slagvåben. Fra en Gatling-gun i den mere virkelighedsnære ende - til en slags Stalin-orgel, der skyder med træstave. Herregud, det er jo vampyrer det hele handler om!

Devil May Cry er - hvor meget man end prøver at undgå det ... - et nærliggende sammenligningsgrundlag. Et behersket og overskueligt udvalg af moves gør det let at komme nogenlunde helskindet igennem de første kampe. Men i Van Helsing opdager man snart at en noget uregerlig kamerastyring er en lige så vigtig modstander som de horder af zombie-lignende skeletkrigere, der har dannet rundkreds om vor helt.

Vor helts vej igennem spillets levels er stukket meget stramt af på forhånd, så han ender ofte med at løbe panden mod en mur, når han har nået den usynlige grænse for sin bevægelsesfrihed. Det ser fjollet ud - ikke mindst, når man faktisk har gjort sit yderste for at undvige sine modstandere for at samle kræfter til et nyt udfald. De filmiske kameraskift sørger desuden alt for tit for at man ikke længere kan se sine modstandere, og heltens udfald kan derfor af gode grunde ikke times og placeres rigtigt. Lidt syrligt kan man sige at man får lidt ufrivillig hjælp til den frustrerende kamerastyring af, at kampene er grusomt ensformige spillet igennem.

Udover de mange kampe, skal Van Helsing løse gåder undervejs. Desværre kan disse ikke siges at være voldsomt udfordrende, faktisk strækker de sig i hovedsagen til at lede efter et lysende rødt ikon for at finde den genstand, der skal samles op, flyttes eller smadres for at komme videre.

Rent visuelt ligger spillet en smule over middel. Stemningen er tilpas skummel og figurerne bevæger sig flot og flydende. En lille spøjs detalje er Van Helsings hat, som han helst stadig skal have på hovedet efter en kamp, for at få topscore. Lydsiden er delvist udfyldt af originale musikstumper og sekvenser fra underlægningsmusikken til filmen. Nydeligt og korrekt til genren, men heller ikke mere. Hovedpersonens stemme tilhører - som i filmen - Hugh Jackman, hvilket selvfølgelig bidrager til spillets genkendelighed over for filmen.

Der er masser action - men meget lidt originalitet. Der er kun singleplayer-spil - så man kan ikke engang dele spilleoplevelsen i splitscreen med en bekendt. Man besidder samme kortvarige oplevelse, som man får af et burger-meal hos McDonald’s.