Vamps

Okay, jeg er nu officielt modstander af den vampyrbølge, der er skyllet over populærkulturen i kølvandet på Twilight. Lad os få overstået den sidste film i serien og lade det være det. Vampyrer er mytiske og spændende væsener, men har de sidste 4 år ikke været nok indikation at de næsten aldrig fungerer i et moderne miljø? Men ak, vi er ikke færdige endnu, for den nye romantiske komedie, Vamps, er et klasseeksempel på hvordan visse filmfolk prøver at ride bølgen.

Goody blev bidt af stam-vampyrinden Cisserus i 1841 og lever det udødelige liv i sus og dus. I 1992 bliver hun veninder med den nybagte vampyr Stacy og har det godt sammen med hende. Men i 2012 bliver det kompliceret for de mange vampyrer, der rumsterer i New Yorks natteliv, da de alle på mystisk vis indkaldes til at være medlemmer af en jury. Samtidig forelsker Stacy sig i den charmerende Joey fra sit studie. Huskede jeg at nævne hans efternavn er {Van Helsing}? DØN-DØN-DØØØØØØØØØØØØØØØØN!

Hvis du er forvirret, så bare rolig, det er jeg også. Det der egentlig burde være en harmløs, letfordøjelig fortælling bliver proppet fyldt med karakterer, regler og tilfælde der gør det chokerende svært at følge med nogle gange. Selv hen mod slutningen opdagede jeg nye ting, der åbenbart var vigtige for den grundlæggende forståelse af historien. Selv dens håndtering af vampyrelementerne falder til jorden. En reference her, et plat ordspil der, men aldrig et forsøg på at give det et unikt twist. Karaktererne er vampyrer, men det betyder meget lidt.

Hvis skuespillet var godt kunne jeg sikkert se igennem fingrene med det, siden man i det mindste ville føle sig i godt selskab, men det er desværre ikke tilfældet. Goody og Stacy spilles af henholdsvis Alicia Silverstone og Kyrsten Ritter, og deres kemi er ikke-eksisterende. Det er meget påtvunget og bliver direkte anstrengende i visse scener. Det hjælper heller ikke at manuskriptet er usandsynligt dårligt skrevet. Kun Sigourney Weaver som Cisserus er kompetent, mest fordi man tydeligt kan se hun ikke tager det alvorligt.

Men den egentlige pæl i hjertet er Vamps mærkværdige forsøg på at være en satire på vores afhængighed af elektroniske apparater. Goody bryder indimellem ud i højrøvede taler om hvor godt det var før i tiden, og hvordan ingen taler sammen længere. Instruktøren Amy Heckerling stoler åbenbart så lidt på sit publikum, at alle statister er instrueret til at stirre ind i en iPhone. Det er ikke en joke.
Som I nok har bemærket bryder jeg mig slet ikke om den her film... og værst af alt er slutningen faktisk ret rørende. Det gør ikke op for den smertefulde halvanden time der har ledt op til den, men hvis du absolut skal se Vamps kan du da se frem til det.

Ekstramateriale:
Intet inkluderet.