Valhalla Rising

Nicolas Winding Refn slipper nok aldrig for at være bedst kendt som "Pusher-gutten" på hjemlige kanter. Men jeg vil altid huske ham for at have lavet den mest dystre, deprimerende danske film nogensinde, Bleeder - filmen, der sendte Kim Bodnia til psykiater. Nu har Refn så endnu en rekord at imponere med: han har nu også lavet den tungeste film på dansk, og muligvis international, jord.

Med en reklamekampagne bestående af korte interviews med intellektuelle sværvægtere som Sydney Lee og Amalie fra Paradise, der sabler filmen ned, er Refns karakteristiske nihilisme og drengede arrogance på plads fra starten af. Dette er ikke din sædvanlige popcornfilm med pompøse vikingeslag og tøsebørn med Bambi-øjne, der skal reddes fra noget hvert femte minut.

Jovist har den vikinger. Og en enøjet Mads Mikkelsen i bar overkrop. Og alting er smurt ind i mudder. Og når Mads ikke har travlt med at hugge hovederne af folk for at spidde dem på pæle, så leder han rundt i de skotske højlande efter flere hoveder. Men han bruger langt mere tid på bare at sidde ned og glo ud i luften - antageligvis fordi han er så fuld af had (og rødfarvede fremtidsvisioner), at han helt har opgivet at kommunikere med folk gennem andet end blodige tæsk. Men det er nu heller ikke fordi at hans omgangskreds ligefrem er kværulantiske.

I starten holdes Mads fanget af en flok hedenske Odin-frygtende folk, som har givet ham det opfindsomme kælenavn One-Eye, og hvis nye yndlingsbeskæftigelse er at binde ham til en pæl og se hvor mange penge, de kan tjene på at lade ham prygle andre nordiske stammers fanger til døde. I tavshed, vel at mærke. Men Mads har et sted, han burde være, som i hvert fald ikke er hér, så når han ser sit snit slår han hele banden ihjel - undtagen en lille dreng, som af uransagelige grunde får lov at følge med ham uden at få vendt vrangen ud på sig selv - og begiver sig videre ud i bjerglandskabet. I tavshed, selvfølgelig.

De møder nogle kristne vikinger, der er på vej til Jerusalem for, ja, at slås (det er meget populært på denne tid), og de tager One-Eye og knægten med på slæb. Op til dette punkt har filmen været rimelig meditativ, kun afbrudt af kortvarige chok-scener hvor Mads flår indvoldene ud af nogen eller smadrer deres kranie med en sten. Men det er klart det meditative aspekt, der har interesseret Refn, for når de først får One-Eye ud på båden på vej til Jerusalem er det lige før filmen går fuldstændig i stå.

Herfra bliver filmen en stenet, nærmest sansebedøvende, surrealistisk odyssé fra den tågeindhyllede båd til Amerikas kyster (hvilket er hvor vikingerne får forvildet sig hen). Alle begynder at sulte ihjel når de ikke bliver skudt på åbent hav af pile, og den eneste snaksalige fyr i gruppen kan ikke fable om andet end at han vil "bygge mit nye Jerusalem." Så der går ikke længe før vikingerne kommer til den indlysende konklusion, at de er i Helvede, og det hele sandsynligvis er Mads' skyld.

Hele vejen igennem dette er der enormt lange gåture tilsat musik, som kun fans af bands som SUNN O))) vil værdsætte fuldt ud, og en hel del stirren-ud-i-horisonten tilsat et virvar af farvefilter-kombinationer (som regel blå eller røde). Det giver en gumpetung, nærmest katatonisk stemning, som på trods af dens undertrykkende, tunge natur alligevel er fascinerende i hvor gennemført og insisterende, den er: som en beton-væg, der langsomt og pinefuldt sænker sig over ens krop og unådigt bliver ved ind til man, stadigt levende og i chok, må konstatere, at samtlige ens knogler er knuste.

Hvor filmen halter er i selve karakteristikken af vores tavse helt. Fra filmens udgangspunkt ledes vi til at tro, at der er noget dybere bag vores protagonist end hans førstehåndsindtryk som blodtørstig barbar med forkærlighed for stirrekonkurrencer med naturen vil afsløre. Men pludselig bliver han nærmest shanghaiet af disse kristne vikinger, og så er han sådan set bare passager og tilskuer til deres ulykke resten af filmen. Ligeledes beskytter han gentagende gange drengen mod overgreb, men større motivation end det faktum, at drengen plejede at give ham mad, forefindes ikke - selv om slutningen lægger op til det.

Refns insisteren på det stoiske efterlader desværre tilskueren med for få informations-bidder til at stykke en fortolkning sammen uden at efterlade store huller, der kan fyldes ud med lidt for meget forskelligt fra dansklærer-posen, hvilket holder filmen fra at være den "2001: A Space Odyssey for Vikinge-Fans," som han gerne vil have den til at være.

Folk med hang til doom metal og mørke skove, der synes live-rollespil er lidt for tøset, vil dog nyde Valhalla Risings stoiske, men alligevel bizart majestætiske æstetik. Bare husk at have en kande kaffe på stand-by, for det går virkelig langsomt.