V for Vendetta

Det er ikke første gang, Alan Moores tegneserie-verden sendes gennem Hollywood-maskineriet, men med V for Vendetta er det første gang, det gøres med en reel forståelse for mediet og Moores egne visioner. For mens The League of Extraordinary Gentlemen for et par år tilbage, ramte biograferne verden over med en række velkendte stjerner, så var det uden den nerve serien har, uden de splittede karakterer der både drikker, tager stoffer og er sygeligt besatte af kvinder. Det var en afpudset forstadsudgave, et kedeligt og ekstrem forsigtigt forsøg på en plat underholdningsfilm.

V for Vendetta falder fra starten langt bedre ud, og det selvom Moore allerede før filmens optagelser, krævede at blive fjernet fra alle plakater, alt markedsføringsmateriale og alle trailers. Grunden til succesen skal findes i Wachowski-brødrenes kærlighed til tegneserien, og i muligheden for at sige noget politisk aktuelt. Oprindelig var V for Vendetta ikke et angreb på Bush-regeringen, men en væmmelse over Margaret Thatcher og hendes regeringstid. Ændret ganske få steder i forhold til den oprindelige tegneserie, bliver filmen netop en anklage mod Bush og i særdeleshed Guantanamo-basen. Selvfølgelig er serien også mere, nemlig et typisk revolutionært værk, der anklager folket for at lade sig passe som får, i stedet for at tage magten og ændre på magtbalancen.

Og det er netop hvor V for Vendetta starter. Evey Hammond (Natalie Portman) bevæger sig ud efter mørkets frembrud i fremtidens totalitære, undertrykkende England og standses af det hemmelige politi. Bedst som de skal til at fortælle hende et par sandheder, dukker en fremmed op. Klædt i en kappe og udstyret med en Guy Fawkes-maske, dræber han hendes overfaldsmænd og introducerer sig herefter som V (Hugo Weaving). Herfra ledes Evey ind i en underverden af terrorisme, og langsomt begynder hun transformationen til en fjende mod staten. En transformation, der bringer hende på kollisionskurs med det hemmelige politi og ikke mindst landets despot, Adam Sutler.

Visuelt er V for Vendetta lækker. Det nærmest Orwell-agtige London, V’s porcelænsmaske (der forestiller virkelighedens Guy Fawkes, en terrorist der forsøgte at sprænge det engelske parlament i stykker) og de tydelige bannere, der minder uhyggeligt meget om nazitidens swastika, er alle sammen med til at fuldende Moores tegneserie-mæssige ideer i filmform. Dialogen er også blændende, med masser af smukke og rammende passager fra Shakespeare og en masse anden litteratur. Desuden passer den klassiske musik uendelig godt til filmens få, men velinstruerede actionsekvenser.

Bedst af alt er dog skuespillet. Hugo Weaving er en poetisk, intelligent terrorist, der gennem hele filmen må spille med maske på - og alligevel er du aldrig i tvivl om hans smerte. Natalie Portmans transformation er mere fysisk, men hun viser endnu engang, at hendes spændevidde som skuespiller er fabelagtig.

V for Vendetta er en fremragende film, der kun nogle gange i tempoet og forsøget på at få så meget af tegneserien som overhovedet muligt med, snubler lidt i det. Forsigtigheden kryber ind få steder, bl.a. i ændringen af Evey, fra at være en gadeluder til at være en belæst, hårdtarbejdende kvinde og V’s meget centrale rolle, en rolle han ikke helt har i tegneserien, hvor det derimod er hans ideologi og evne til at starte en bevægelse, der bruges mest krudt på. Men god er den, og selvom det nok fremover stadig bliver svært at overgå Frank Millers Sin City, så er V for Vendetta mere end seværdig.