Usher - Here I Stand
Yir! Den stilbevidste hiphopper er tilbage på streeten. Denne gang holder han sig ikke tilbage, og det er blevet til et album med intet mindre end 18 lækre sange. Det er en udviklet og, til tider, moden Usher, der har formået at lave voksne sange, der stadig egner sig til clubbing og dans.
Med sig på producersiden har han imponerende navne som Jermaine Dupri, Polow da Don og producerduoen Dre & Vidal. Her kan man ikke helt tillade sig at benytte den gamle skrøne, at for mange kokke fordærver maden - det gør det kun bedre i Ushers tilfælde. Det er endt med at alsidigt album, der viser, at R&B-genren kan indeholde så meget mere end blot lir, damer og overdrevent forbrug af bling og gadgets.
Han har et utal af priser og hits bag sig, og han formår at holde stilen. Det i sig selv er ganske beundringsværdigt. Han har altid haft en sær evne til at være umådeligt tight og delikat i sine produktioner, og det er tydeligt, at han vægter kvalitet og perfektionisme meget højt. To egenskaber, der umiddelbart er fantastiske, men også kan være farlige.
Midt i det hele kan man tabe højde, når man higer efter det allerhøjeste. Det sker også for Usher. Det er måske også svært at holde gejsten som lytter igennem 18 numre. Men det føles stadigvæk som om Usher af og til prøver at nå helt til skyerne, uden at have den følsomme pegefinger med, der er i stand til at give det hele lidt ekstra karakter. Når det så er sagt, skal det straks understreges, at det er noget, der sjældent sker for selveste Usher. Stort set hele vejen er han gennemført. Vokal, beats og sangskrivning, går smukt hånd i hånd ned ad boulevarden af sjælelige R&B-numre. Hittet Love In This Club, er klart et af albummets mest smidige numre.
Det emmer af love og en underspillet sexet appeal. Det fungerer simpelthen, og man er helt klar på lidt svedfest og kolde drinks. På Love In This Club Part II, har han inviteret R&B's ukronede dronning, Beyonce, med til lidt leg og følsomhed. En sød, lille duet, der er tiltrængt midt i al mandehørmen. Han har også sine gode, gamle legekammerat Jay-Z med på sidelinjen i nummeret Best Thing.
Et solidt hip hop-nummer, der helt klart klæder Usher på en anden facon end resten af numrene. Han virker mere fri af R&B-formen, og får hurtigt bestaltet dette nummer som endnu et højdepunkt på skiven. Helt igennem velorganiseret og lytteværdig udgivelse fra Usher.
Gamereactor Danmark