Unstoppable
Unstoppable byder på helt andre togproblemer end vi kender herhjemme fra - for mens DSB døjer med forsinkelser, skal Chris Pine og Denzel Washington stoppe et tog, der kører alt, alt for hurtigt!
Film er en interessant balancegang mellem det tekniske og det kunstneriske. Ting som kameravinkler, lyssætning og lydarbejde er et komplekst univers af tekniske detaljer. Oven i dette kommer arbejdet med skuespillerne, manuskriptet, instruktionen, der er en uendelig kunstnerisk legeplads. At få sådanne størrelser til at fungere ordentligt sammen er muligt for en mester, men uden en god basis-idé er oplevelsen intet. Desværre er dette lige præcis problemet med den nye Tony Scott-actionfilm, "Unstoppable".
William starter på sit nye arbejde som lokomotivfører i Pennsylvania. Han skal optrænes af den ældre Frank, der ikke ligefrem er glad for at have den nye knægt på slæb. Samtidig med at deres vagt starter, løber et tog (naturligvis fyldt med farlige kemikalier) løbsk mod et befolket område, og det er nu grønskollingen og veteranens opgave at redde en mindre storby.
Inderst inde er Unstoppable den klassiske katastrofefilm fra 70'erne hvor et ellers genkendeligt transportmiddel bliver til en dræbermaskine, og som nyt skud på stammen i denne niche gør den det rimelig godt. Det løbske tog, "Train 777", er en frygtindgydende modstander, og dets ekstreme kraft uden et gran af følelser i sig, får det faktisk til at virke som et ondt monster.
Problemet er bare, at selve grundideen er ret kedelig. Det lyder måske mærkeligt når jeg siger at et tog fyldt med kemikalier er kedeligt, men præmissen udnyttes alt, alt for dårligt. De tonstunge tog klikker glimrende med Tony Scotts typiske macho-fantasier (Scott var også instruktør på den fremragende Man On Fire og... tør jeg sige det... Top Gun), men handlingen er alt for ensporet.
777 ødelægger alt den kommer i nærheden af, indtil to heroiske lokomotivførere vælger at forsøge at stoppe den. Med et budget på næsten en halv milliarder kroner, der helst skal tjenes ind igen, hvordan tror du så selv filmen slutter?
Unstoppable er stadig et teknisk mesterværk, og de par actionscener der er, er virkelig intense. Sammen med et manuskript der får en karakter til at beskrive det ondskabsfulde tog som værende "et missil på størrelse med Chrysler-bygningen", så er det nok lidt svært at forvente et stort karakterdrevent drama.
Jeg blev temmelig overrasket over de meget positive anmeldelser filmen fik smidt efter sig, men et alt for actionfattigt plot og en tam Chris Pine og Denzel Washington i hovedrollerne gør, at jeg kun vil anbefale Unstoppable, hvis man ikke forventer for meget.
Ekstramateriale:
De special features, der følger med på discen, fokuserer hovedsageligt på filmens produktion og stuntarbejde. Selvom selve spillefilmen ikke imponerede mig, er det utrolig underholdende at se hvordan de faktisk afsporede et tog, og hvordan optagelserne forløb. Tony Scott er en mesterlig action-instruktør, og hans tanker og refleksioner om projektet er interessante at lytte med på. Et kommentarspor med manden skal nok være guf for hardcore fans.

Gamereactor Danmark