Undertone

Når min søde kæreste og jeg ser gyserfilm, og vi har set utallige og over en periode på 10 år sammen, så holder hun altid en dyne op for øjnene når spændingen bliver for overvældende, mens jeg altid holder mig for ørerne. Der er ikke den store tankevirksomhed bag, udover at mit instinkt for lang tid siden anerkendte, at det føltes som en smartere måde at punktere suspense-ballonen, derigennem uhyggelige scener oppustes til bristepunktet.

Derfor er det kun forståeligt, at A24, i selskab med debuterende instruktør Ian Tuason, har lavet en gyserfilm der i høj grad positionerer lydbilledet helt fremme i forgrunden. Undertone er lavet for bare $500.000, og det skyldes i høj grad at filmens basale mekanismer alle benytter lyd som centralt omdrejningspunkt, præcis ligesom Paranormal Activity.

Præmissen er skræddersyet til den her opsætning også. Evy, spillet af Nina Kiri, tager sig af sin døende mor, der tilsyneladende ikke har langt igen, men i hendes uhyre religiøse hjem føler hun sig ikke ligefrem godt tilpas, og passerer tiden ved at optage og researche et podcast ved navn "Undertone", der på bedste true crime-vis behandler uhyggelige lydfiler, og spekulere på om hvorvidt der er noget mere mellem himmel og jord. Straks bliver stemningen mere intens, idet de har fået tilsendt 10 mystiske lydfiler, som agerer filmens rygrad, idet lydfilerne i sig selv bliver mere og mere bizarre, og at Evy begynder at opleve mærkelige hændelser i sin mors stille hjem.

Sådan går Undertone, og udover Evy selv, og moren (spillet af Michèle Duque), så er der ingen andre skuespillere fysisk med i den her film. Vi hører stemmen fra hendes podcast-medvært Justin (indtalt af Adam DiMarco) og de mystiske lydfiler, men Undertone er, præcis ligesom Paranormal Activity, bevidst intim, begrænset, skåret ind til benet. Ulig Paranormal Activity lægger Tuason sig dog ikke op af found footage-genrerammen, men er i stedet ret glimrende skudt, med flotte, simple panoreringer, og et kamera der har en tendens til at hænge lige lidt ekstra, som er så moderne blandt yngre gyserinstruktører, fra Damian McCarthy til Jordan Peele.

Undertone er flot skruet sammen, ingen tvivl om det, og den er sågar velspillet af særligt Kiri, der agerer flot følelsesmæssigt anker i en film der virkelig står og falder med hendes troværdighed. Selve lydene er godt produceret også, bastunge og slagkraftige, og former tilsammen et solidt hændelsesforløb resten af filmen kan støtte sig op ad.

Det skal dog siges, at Undertone ikke er en film, der som sådan åbner op. Det er i det såkaldte "negative space", de tomme pladser om man vil, at uhyggen og spændingen opstår, og ikke nær så meget i form af reelle visuelle set pieces, end ikke mod filmens slutning - den er loyal imod sig "audio-first" strategi, og afviger kun sjældent.

Dog kan man også argumentere for at visse, mindre tilfredsstillende gyserfilm overeksponere deres uhyggelige elementer for hurtigt, og for ofte, og der ender vi slet ikke med Undertone. Slutresultatet viser en instruktør, der har godt greb om de her helt basale teknikker, og selvom det er en succes målt på de parametre, så bliver det interessant at se Tuason kommandere lidt flere ressourcer til at konstruere scenarier, hvor der er lidt flere "moving parts", så at sige.