Turok

Hvis et blik kunne dræbe, ville fire stirrende øjne kunne starte en krig. Slade og jeg er midt i en intern, verbal krig. Vi er nødlandet på en tropeplanet, efter at det rumskib, vi var ombord på, blev ramt af et missil. Der kunne lægge en dinosaur på lur bag den næste bregne, i det nærmeste træ, eller i en hule få skridt herfra, men selv ikke dette bratte fald fra verdens tinde til fødekædens bund, har fået manden til at give slip på sit irrationelle had til mig. Han er halvanden meter bred, har en lavfrekvent basstemme og måske en fætter, der hedder Marcus Fenix. For min skyld kan han komme med nedsættende bemærkninger, til han bliver blå i hovedet. Jeg har ingen andel i hans brors død og er stolt af min indianske afstamning.

Inderst inde er han god nok. I denne ugæstfrie jungle har ingen af os brug for flere fjender. Jeg har reddet ham ud af kløerne på en raptor, og han har flamberet et par gigantiske skorpioner, som havde udset mig som deres aftenmåltid. Desuden er junglen spækket med lejesoldater, der under skurken Kanes ledelse, vil gøre alt for at rydde os af vejen. Vi er afhængige af hinanden, om vi vil det eller ej.

Det gør ikke det store, at ingen af os er sladdertanter, da det giver våbnene plads til at føre ordet. Pistoler, SMG'er, shotguns, puls- og snigskytterifler, maskingeværer med roterende løb og granater. Hverken våben eller ammunition er en mangelvare i {Turok}. En indianer er nøgen uden bue og pil, og da du kort tid inde i spillet bliver "klædt på", kan du dræbe, uden at nogen aner uråd. Når den første pils tre modhager har boret sig ind i kødet på en intetanende fjende, føler du dig i ét med den omgivende natur, som en fuldblodsindianer, der har nedlagt et stykke vildt. Hvis jeg kunne slippe af sted med det, lagde jeg aldrig hånd på et andet våben. Det skulle da lige være kniven. Som en anden Snake kan jeg snige mig ind på fjenden og lægge et nydeligt snit på tværs af hans halspulsåre. I Turoks støvler er jeg en toptrænet dræbermaskine af guds nåde.

Efter mødet med den første raptor, som jeg nedlagde med en shotgun i den ene hånd og en maskinpistol i den anden, trak jeg på skuldrene og tænkte: "Holdbarhedsdatoen er vist overskredet med mindst et par år for Dual wield-ideens vedkommende". Da jeg i en forladt og faldefærdig base tog ladegreb på et stationært maskingevær og blæste arme, ben og kløer af en velociraptor, var jeg stadig ikke imponeret over Propaganda Games' debut. I det øjeblik, jeg endelig fik en T-rex væltet omkuld og med bankende hjerte jog knivbladet ind i hjernen på øglen, begyndte det så småt at ligne noget, men spillet bevægede sig endnu ikke væk fra {Turok Evolution} med den fart, jeg havde håbet. Efterhånden indtog kniv og bue, som kun er brugbare, når fjenden ikke er i fuld bevægelse, pladsen som den revitaliserede Turoks eneste nye kort på hånden. Godt nok er spillet flot - Unreal-motoren demonstrerer igen sin overlegenhed - men Turok lignede mere og mere Xbox 360's svar på Fall of Man. Et fortidslevn, som tilmed virkede tomt og sjælløst.

De første to til fire timer tilbragte jeg uden for spillet, som en betragter i en sofa lysår fra den fugtige urskov. Men da jeg igen vejrede morgenluft efter at være faret vild i en drypstenshule fuld af skorpioner så store som køer og blev genforenet med resten af drengene fra Whiskey Company, som overraskede mig med en RPG og en fjendtlig helikopter, så følte jeg mig vitterlig som en del af et slæng, der uforvaret var havnet på den forkerte planet på det forkerte tidspunkt. I historiedelens anden halvdel gør fraværet af coversystem, køretøjer og de øvrige tiltag, som udvikleren i sin tid havde stillet os i udsigt, ikke helt så ondt, fordi lysten til at hjælpe Turok og gutterne væk fra denne gudsforladte planet overskygger skuffelsen over at sidde med en ordinær FPS-oplevelse.

Da jeg genså Jurassic Park for nogle uger siden, slog det mig, som det slog mig, da jeg så den i biografen, at der bag dens polerede fernis ligger en i bedste fald uinspirerende film. Spielbergs ambition var åbenbart alene om at demonstrere, hvad start-90'ernes animationsteknologi var i stand til. Jeg har mere ros til Propaganda Games' spil end til filmen, men det er alligevel oplagt at drage en analogi mellem de to værker. For også Turok forlader sig mere på atmosfære og visuelle godbidder end på et stærkt, for ikke at sige innovativt, gameplay. Det er næppe bevidst ironi, at de stealthvåben, der adskiller Turok fra mængden, aldrig bliver andet end alternative muligheder. Navnlig på Xbox 360 er der betydeligt bedre tilbud i genren, og jeg ved, at mange har taget sig til hovedet over det, de så i demoen. Måske er jeg den eneste, der langsomt, men sikkert, er blevet fanget af Whiskey Companys overlevelsesrejse, trods udviklerens afdæmpede ambitionsniveau. Men det er nu engang sådan, jeg så verden gennem den legendariske indianers øjne.