Turbo

Livet som snegl er fra naturens side ikke beregnet til at være særlig interessant, hvis man skal tro den verden man bliver præsenteret for i Turbo. Snegle er nogle langsommelige skabninger, der har det bedst med de faste arbejdsrutiner der primært går ud på at indsamle grønsager til maddepotet, samt undgå at blive trampet på af de allestedsnærværende mennesker.

Undtagelsen til alt dette hedder Theo. I stedet for at gå tidligt i søvn og spise sine grønsager bruger han i stedet sine aftener på at se gamle racerløb og beundre racerkøreren over dem alle, Guy Gagne. Som det så oftest sker i denne slags film, ændrer Theos verden sig radikalt, da han en dag kommer til at tage en tur gennem en motor på en racerbil, og efterfølgende må se sit sneglehus blive fyldt turbobrændstof.

En snegl, der kan bevæge sig med flere hundrede kilometer i timen, er ikke noget man ser ofte, og alligevel lykkedes det Theo at finde en vennegruppe af mikroskopiske fartdjævle som ham selv, samt et brødrepar, der efter lidt diskussioner beslutter sig for at sponsorere ham, så han kan deltage i verdens største racerløb.

Historien i Turbo fortjener ingen præmier for originalitet eller lignende, og faktisk bliver det med tiden den, der spænder mest ben for hele filmen. Den føles som et miskmask af adskillige andre historier fra populære animationsfilm, og der er eksempelvis enkelte af filmens momenter, der synes at have lånt mere end én ide fra Pixars populære Cars.

Det lader efterhånden til at være blevet lidt for nemt for et stort væld af animationsfilm at genbruge den samme historie om miniput-helten, der overkommer de store ods, og udelukkende blot sørge for at skifte omgivelserne. Det kan Turbo desværre heller ikke sige sig fri af, men personlighed har den dog glædeligvis.

De forskellige karakterer i Turbo er således underholdende nok til at man løbende føler sig underholdt, og særligt Theos nye fartmuligheder udnyttes til at skabe nogle sjove situationer, der især vil ramme rent hos de børn (og voksne), der har en smule benzin i blodet. På glædelig vis beholder filmen også sin personlighed uanset om man vælger at se den på originalsproget, eller i stedet vælger at se den med danske stemmer, hvor både energien og humoren stadig er blevet bevaret.

Der er ikke meget i Turbo, der får den til at adskille sig fra det øvrige væld af animationsfilm, der er udkommet på det sidste, og der skal ikke meget hjerneaktivitet til at regne ud hvordan resten af filmen kommer til at udspille sig, efter man har set de første fem minutter. Alligevel har den dog nok personlighed, sjove situationer og ræs til at den godt kan anbefales til en familieaften foran flimmerkassen.