Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Tumble

Tumble

Lee kigger på et af de første fornuftige Move-spil. Læs med her, hvis du vil vide mere om Sonys bud på Boomblox.

Der er en ting, der undrer mig. Og det er den typiske mangel på planlægning fra større firmaer, der føler sig for sikre på deres felt. Atari holdte Doom tilbage ved udgivelsen af deres Jaguar-konsol, da de "allerede havde et FPS-spil ude". Microsoft sendte en maskine fyldt med fejl på banen, selvom det gav dem hovedpine år efter problemerne var løst. Og Sony? Ja, de gav pressen en håndfuld yderst middelmådige spil at teste deres nye Move-controller med.

Hvis de havde serveret denne (eller Flight Control som også anmeldes i dag), så havde min første test af Move været anderledes positiv. Men lad mig forklare.

Start The Party var uden charme, sjusket og nærmest fornærmende simpel (samtidig med at kontrollen var tilpas mudret), Kung Fu Rider burde være gratis og i bedste fald et lavprisprodukt til download. Tumble er til gengæld lækkert præsenteret, og første gang man starter spillet, føles det mere som et nik til den kliniske Portal og Aperture Science end et forsøg på at skabe et familiespil fyldt med farver.

Hvis du har spillet klodsmajor, så har du allerede en fornemmelse af grundprincippet i Tumble. Byg dit tårn så højt som muligt ved at stable forskellige former og materialer oven på hinanden. Eller endnu bedre hvis du er den destruktive type: spræng skidtet og se klodserne flyve rundt.

Hvad der giver et ekstra lag udfordring er de mange detaljer i Tumble. Eksempelvis foregår det i ægte 3D (og iøvrigt med support for 3D TV). Du griber en klods ved at pege på den med din Move-controller, svirper du håndleddet kan du vende figuren du har samlet op. Samtidig kan du placere dem i i både X,Y og Z-akserne og dreje kameraet så du har fuld kontrol over bygningsværket. Materialerne på dine figurer varierer, og nogle materialer er naturligvis glatte og har en tendens til at glide.

På hver bane kan du få medaljer efter din præstation, og disse varierer eksempelvis efter hvor højt eller hurtigt du har bygget dit tårn. Vælger du den destruktive side, er dit tårn placeret på en enorm målskive, og her gælder det så om at placere bomber på tårnet, for at sprænge stykkerne så de lander der hvor det giver flest point.

Fælles for begge typer udfordringer er, at de er en øvelse i tålmodighed, og samtidig blændende gode eksempeler på hvor præcis din Move-controller kan fungere. Alene det sidste bør være nok til at investere i Tumble, hvis du allerede har indkøbt din Move-controller. Har du købt to af slagsen, kan du også glæde dig over at kunne tage byggekampen op med en ven, så ikke alene kan du hygge dig med lidt hjernevridende soloopgaver, men du får også et fint multiplayer-spil med i købet.

Tumble er et godt puzzle-game, det er sjovt at spille, og let at blive opslugt af, det er en velfungerende teknikdemo, superbilligt til under en hund og det er spillet, som pressen burde have fået med i testpakken. Køb det hvis din Move-controller sulter.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Overordnet en lækker kontrol. God teknikdemo. Fængende.
-
Lid bøvlet kamerakontrol.