Tropic Thunder

Der findes i min verden omkring to slags komedier der for tiden kan konkurrere om at være i toppen af genren. Den ene er Judd Apatows drengerøvskomedier, som med en blanding af alvor og sjov, mest sjov, formår at skabe historier om middelmådige skabninger i de sjoveste situationer, man rent faktisk kan relatere til personligt. Den anden er Ben Stillers fantastisk absurde overeksponeringer af medieverdenen.

Med Zoolander viste han os at modeller kan mere end bare se godt ud (eller kan de?), og jeg kan huske mit første møde med filmen som en mildt intetsigende affære. Alligevel er filmen gentagne gange blevet spillet med mig som seer efterfølgende, og Zoolander er langsomt blevet en af mine absolutte yndlingskomedier. Hvorfor? Svaret må være at finde i Stillers enorme respekt for de medier han gør grin med. I modsætning til sørgelige spoof-film som Epic Movie og Meet The Spartans, formår Ben Stiller at trække paralleller til velkendte film, uden direkte at kopiere dem. Samtidig forstår han at inddrage en medrivende fortælling og et skuespillerhold, som rent faktisk kan spille skuespil. Med Tropic Thunder forsøger Stiller at give os et indblik i Hollywood i en nøddeskal.

Stiller spiller selv hovedrollen som den afdankede actionhelt Tugg Speedman. Sammen med den 5-dobbelte australske oscarvinder Kirk Lazarus, spillet af en fabelagtig morsom og sort Downey Jr., samt komikeren Jeff Portnoy, Jack Black i sit rette element, er de i færd med at indspille den dyreste krigsfilm i Hollywoods historie. Tingene går dog helt skævt og filmens omkostninger bliver, ironisk nok, filmens akilleshæl. Dette stopper dog ikke den selvcentrerede instruktør Damien Cockburn (Steve Coogan) i at færdiggøre filmen, og for at skabe et mere realistisk præg på filmen, sender han sine skuespillere midt ind i den Vietnamesiske jungle. Inden længe er instruktøren i bedste filmtrickstil sprunget i luften og resten af holdet er i overhængende livsfare i kampen mod den dødsensfarlige narkobande The Flaming Dragons. Skuespillerne ænser dog slet ikke faren, da de stadig tror det er en film, de optager.

Plottet er fyldt til randen med referencer til alt fra I Am Sam til Dommedag Nu, og bruger sine referencer med så stor omhu, at stort set hver enkelt scene formår at virke frisk og morsom. Det altoverskyggende komiske trekløver i filmen består af Ben Stiller, Jack Black og Robert Downey Jr. Ben Stiller formår at gøre Tugg Speedman tilpas dum og naiv til at man både griner af personen og samtidig føler med ham, i hans kamp for at få sin karriere op at køre igen. Jack Black viser også endnu en gang at hans sprudlende energi er til glæde for filmverdenen, men Downey Jr. overskygger dog stadig begge sine medspillere i hans nok sjoveste rolle til dato, nemlig som karakterskuespilleren der tager sin rolle som sort mand så alvorlig, at han får en permanent skintransplantation og begynder at tale meget sjovt. Det er svært at se hvem manden bag Kirk Lazarus er når Downey Jr. lever sig ind i rollen, og det skyldes ikke kun den permanente makeup, hvilket i sig selv er ret imponerende. Desuden har Tom Cruise en mindre, men ikke desto mindre uforglemmelig rolle i filmen, hvilket man ikke må gå glip af.

Tropic Thunder er stort set alt hvad man kunne ønske sig fra Ben Stiller, og selvom den ikke helt når samme højder som Zoolander, primært fordi den visse steder smøre tykkere på end den behøver, så bydes der på grov, sjov og til tider yderst eksplicit farce. Tropic Thunder er falde på halen- og lokumshumor når det virker allerbedst, og kan varmt anbefales for alle med trang til plat humor med bagtanker.