Triage
Det er vel de færreste, der efterhånden ikke er klar over, at krig er et helvede. Men det betyder ikke, at vi ikke skal mindes om det med jævne mellemrum. Nu er det Colin Farrells tur til at løfte pegefingeren.
"Triage" betyder de små, farvede kort som læger efterlader på patienter, hvis der er lidt for mange af dem på én gang og de hurtigt skal kategoriseres efter hvor svære skader, de har. Det forklarer filmen ikke helt så præcist, så derfor kan man tage sig selv i at undre hvem der spiller uno på halvdøde soldater i scenerne, der foregår i det kurdiske felthospital. Men det gør heller ikke så meget, for ud over en rimelig hårdhændet symbolsk værdi i den afsluttende scene, så handler filmen heldigvis ikke så meget om farvede kort som den gør om, hvor nederen krig i grunden er.
Mark (Colin Farrell) er krigskorrespondent. Med kameraet om nakken er han med når lortet rammer ventilatoren, og han kan godt lide at tage venner med på slæb. Selv om han har både erfaringen og den charmerende, irske accent til at vende uskadet hjem hver gang, så har hans seneste ekskursion til Kurdistan ikke været lige så gunstig for hans kammerat, David (Jamie Sives). Der var nogen, der skulle op at slås med nogle geværer, og Mark husker ikke så meget fra da geværene satte støjniveauet kraftigt i vejret, til han vågnede op på felthospitalet.
Hjemme hos kæresten i Dublin er der stadig ingen, der har set noget til David, og Mark er ikke helt sig selv. Hans spanske kæreste (Paz Vega) inviterer sin far (Christopher Lee) på besøg for at undersøge Mark, selv om faderen tager nogle utraditionelle metoder i brug (og krydrer det hele med lovprisende ord om fascismen). Langsomt kommer de to på bølgelængde, og Mark husker endelig hvad der skete med ham og David i Kurdistan.
Eller, det er i hvert fald hvad der skulle ske. Men der er noget galt med tempoet i filmen, så Farrell og Lee når aldrig at udvikle den specielle kemi mellem hinanden, der er nødvendig for at gøre filmens klimaks troværdigt. Der bruges langt mere tid på at gengive Marks oplevelser i Kurdistan, i form af nogle let usammenhængende flashbacks, end på hans rehabilitation i nutiden. Og selv om det selvfølgelig hamrer pointen om krigens helvede rimelig effektivt ind at se en læge i et felthospital henrette patienter, der er for syge eller skadede til at hjælpes, så går det ud over det personlige drama, der skal forestille at være filmens centrum.
Når klimakset endelig ruller over skærmen er det altså lidt et "nåh"-øjeblik i stedet for den gravtunge depth charge, der bliver lagt op til. Og det er synd, for der er ellers en god pointe i hele historien: krig går ikke kun ud over soldaterne og dem, der er fanget i midten. De mennesker, der sætter livet på spil (ganske vist frivilligt, men alligevel) for at rapportere det hele tilbage til os i de trygge omgivelser, får ligesom soldaterne en god skive med hjem af den traumakage, der deles så rundhåndet ud af i krigsområder.
Men selv om Farrell gør sit bedste med den dramatiske vægt, der skal til for at spille rollen, så arbejder manuskriptet ham i sidste ende imod. Det, der er tilbage, er en rimelig tung, langsom og lidt halvkedelig bog-til-film, der blev lidt for optaget af tanken om at skildre de umenneskelige medicinske forhold i bjergene og glemte menneskedramaet i iveren.
Gamereactor Danmark