Treasure Planet

Firmaet Disney har gennem det meste af sidste århundrede markeret sig som det allerstørste, når børn i alle aldre skulle underholdes. Tegnefilmsgigantens spillefilm har indspillet et anseeligt milliardbeløb, og Disney har for længst kastet sig over den interaktive underholdning for børn og barnlige sjæle, selv før Internettet blev alle mands eje.

Jeg bliver hjemme
Underholdningskoncernen er dog løbet ind i problemer, som har tvunget dem til at nedjustere forventningerne til indtjeningen for år 2002. Årsagen skal findes i, at Disney’s seneste spillefilm Treasure Planet ikke har trukket så mange publikummer til de amerikanske biografer, som man havde kalkuleret med. Nu er filmen endnu ikke nået til de europæiske biografer, men det er tilgengæld spillet af samme navn. Om det kan tjene tilstrækkelig med kontanter til at dække filmens tab, kan du få et fingerpeg om i det følgende.

Treasure Planet er en traditionel platformer, som på mange områder har kigget Jak & Daxter over skulderen. Man kan ligesom i J&D lave dobbelthop med to tryk på x-knappen, og cirkel- og firkanttasten sparker og slår. Her er der ikke noget nyt at få øje på. For at løse mindre opgaver, er vores helt, Jim Hawkins, nødt til at anvende en række hjælpemidler. Almindelige tønder kan han blot slå til pindebrænde med sine bare næver, men den samme fremgangsmåde er ikke helt så indbringende, når det gælder pansrede tønder.

Et par nye hænder hjælper
Disse kræver, at han først har anskaffet sig et par cyborg hænder, som nemt smadrer de mere solide tønder og andre befæstede genstande. Man støder undervejs på store kontakter, der skal aktiveres, men også disse er en for stor mundfuld for vores helts spaghettiarme. For at aktivere de her kæmpe kontakter har man brug for en hjælpende hånd (helping hand), og det er vist en ganske klingende betegnelse. Fra tid til anden står man og skal bevæge sig op på en platform et niveau højere oppe, men nogle gange er det for højt til, at vores ven kan hoppe derop. Efter at have søgt med lys og lygte falder man over en jet-pack, og så er problemet løst.

Sådanne hjælpemidler finder man mange af og fælles for dem alle er, at de kun er funktionsdygtige i en meget kort periode, hvilket øger sværhedsgraden, da man ikke har tid til at stå og planlægge sin rute først. Der skal simpelthen handles omgående. Der er kun to typer objekter, man skal samle sammen, hvilke indbefatter mønter med dødningehoveder og grønne energikugler. På hver bane skal man indsamle et bestemt antal mønter og energikugler. Når én mønt er samlet op, skal den ikke samles op igen, selv efter man er død. De grønne kugler skal imidlertid alle samles op i løbet af et liv. Dør man, får man den tvivlsomme ære af at starte forfra.

Sus af sted med vinden i ryggen
Udover de ordinære platform levels, som ikke overraskende er det bærende element i spillet, er der også en lang række jet-surfer levels. Her suser gameren af sted på et svævende motoriseret surfbræt med sejl kaldet The Solar Surfer. Sejlet kan slås ned, når man skal igennem områder, hvor der er lavt til loftet, og man kan endvidere hoppe eller lave det, der vist nok hedder en ollie i skatersproget. Formålet er stadig at indsamle mønter og energikugler, men gameplayet krydres med checkpoint races, grinding på stålrør mm.

I platformgenren er der som regel altid et antal objekter, der skal indsamles på hver level. Det samme gælder for Treasure Planet’s mønter og energikugler. Problemet i Treasure Planet er, at man er piske nødt til at indsamle alle objekter, før der låses op for efterfølgende levels. Man kan derfor spæne eller surfe rundt og lede efter den sidste skallede mønt, der er adgangsbilletten til næste level. Det er generende på platform banerne og endnu mere irriterende på surf banerne.

Brunt er godt?
Skønt Treasure Planet er lavet over en Disney film, er det visuelle ikke, hvad man kunne forvente af en underholdningsmastodont med mange år i tegnefilmsbranchen. Detaljer er der ikke mange af. Polygonantallet på både baggrunde og fjender er temmelig beskedent, og deres overflader er lidt kedelige og udtryksløse at se på, og udvikleren er ikke gået af vejen for at genbruge de samme gang på gang. Det mest bemærkelsesværdige er valget af farver. Disney er synonym med flotte farverige landskaber og karakterer, men Treasure Planets visuelle side er overvejende skabt i brune farveskalaer, som ikke virker særlig opløftende eller fantasifulde. Det er trist at være tilskuer til.

Treasure Planet er en meget ordinær platformer, som ikke bibringer genren noget nyt. Gameplayet er meget ligetil, og der er god afveksling mellem platform og surf banerne. Man skal bare ikke have gamet særlig længe, før man har fået for meget af spillet. Til trods for variationen mellem platform og surf banerne bliver gameplayet hurtigt én lang gentagelse, som bare består af to forskellige banetyper i stedet for én. Grafikken er langt fra Disney standard, og det at man skal finde alle objekter på en level, før man kan komme videre er et seriøst irritationsmoment. Med Jak & Daxter, Rachet & Clank eller Ty the Tasmanian Tiger, hvad skal man så med Treasure Planet?