Trapt

Lad det være sagt med det samme. Jeg ville virkelig gerne holde af nærværende spil, Trapt. Konceptet lyder jo friskt og anderledes, hvilket lige er mig. En prinsesse beskyldes for mordet på sin egen far og besættes derpå af en dæmonisk magt. Denne giver hende evnen til lægge fælder for modstanderne. Enkelt og lidt af et afbræk fra det normale.

Derfor er det også skuffende at måtte meddele at Trapt bare ikke lever op til konceptet. Det begynder egentlig meget godt. Stemmeskuespillet er holdt helt og aldeles på japansk, hvilket jeg synes var dejligt forfriskende. At den engelske oversættelse i form af undertekster virker lidt skæv, må jeg så tage til takke med.

Heltinden Allura befinder sig konstant i fare. Ligegyldigt hvorhen hun går, møder hun fjender af forskellig art. Desuden er hun fuldstændig forsvarsløs. Ingen pistoler, cirkelspark eller noget som helst. Derimod kan hun sætte fælder op og derefter lokke fjenderne i dem. Som sagt, det lyder faktisk godt.

Desværre er det så som så med morskaben. Fælderne er delt op i tre kategorier: Loftsfælder, gulvfælder og vægfælder. Disse kan sættes hver for sig eller kombineres til en kædereaktion af død, pinsel og smerte for enhver, der er dum nok til at rende ind i den.
Og ’dum’ er desværre et af nøgleordene i Trapts regi. Fjenderne er ikke meget klogere end udkogte kødboller, og selvom der er nogen fælder de undgår, så lærer de aldrig hvor fælderne er. Praktisk talt, så betyder det at fjender gerne popper ind i svingende knivblade og bomber. Op til mange gange hver bane. Det reducerer Allura til en lokkedue, hvis eneste opgave er at lure fjenderne ind i fælderne. Dybt suk.

Kameraet fungerer ikke helt efter hensigten. Allura løber væk fra fjenderne, fjenderne løber efter Allura. Så langt, så godt. Men eftersom fælderne skal aktiveres manuelt, er det ikke helt smart. Det er umuligt at kontrollere Allura på en fornuftig måde og aktivere fælderne på sammen tid. Bedre bliver det ikke når fjenderne befinder sig i mange rum, og det er umuligt at holde øje med dem.
Det er ellers synd, for der er gode ting ved Trapt.

Ser man bort fra kameraet og en grafikmotor, der kunne være omkring fire år gammel, er det underholdende at se fjenderne trampe ind i fælderne. Slowmotion giver rig mulighed for at se pendulkniven slynge fjender rundt, søjler vælte og du er aldrig i tvivl om at det altså gør ondt.

Der er mulighed for at spille baner igennem fra et andet synspunkt, låse op for nye personer eller bare lege med sammensætning af fælder og hvordan de bedst kombineres. Det føles bare utroligt tomt, når spillet basalt set handler om at løbe rundt og trykke på en knap på det rigtige tidspunkt. Denne rutine gentages et par gange, kun afbrudt af skift af baner og en smule grubleri angående placering af fælder. Ideen er god, men der skal mere end bare en god ide til at skabe et godt spil.