Trainz
GameReactor har kigget nærmere på Aurans simulator kaldet Trainz - og man kan roligt sige, at det kører på skinner for Auran.
Hvem husker ikke de vidunderlige timer man tilbragte sammen med sin fader i ungdomsårene, hvor man legede med modeljernbanen inde midt på stuebordet? Desværre vokser man fra at syntes det er sjovt at lege med modeljernbanen på stuebordet - eller også må man ikke for kæresten - men så er det jo heldigt, at man kan fortsætte legen foran computeren. Her kommer Trainz med den vidunderlige undertitel "Virtual Railroading On Your PC" til os som sendt fra himlen. Heldigvis kommer spillet med en del forskellige lokomotiver samt endnu flere vogne som man kan få lov til at køre rundt på de medfølgende 3 forskellige områder. Hvis dette ikke er nok, så er det muligt at hente flere lokomotiver / vogne / områder fra producentens hjemmeside, og det er bestemt et kig værd.
Spillet er også et opslagsværk
Når man begiver sig i kast med at kigge nærmere på de forskellige togvogne, så vil man hurtigt opdage hver eneste vogn følger medfølger der en lille historie med - f.eks. får man at vide hvornår togvognen først blev sat i produktion samt hvorfor denne vogn skulle med i Trainz. Når du så har fundet ud af hvilket tog du ønsker at styre, så kan du benytte dig af Surveyor delen og skabe dit helt eget landskab, som du så senere kan få lov til at styre toget igennem. Surveyor delen tillader dig lynhurtigt at komme i gang med at lave en lille verden, men den tager meget lang tid at mestre perfekt. I de landskaber du selv bygger, kan du hæve og sænket landet, du kan selv bestemme om der skal være vejskilte, samt bestemme om der skal være en iskiosk i nærheden af togbanen - med andre ord der er ikke den ting du ikke selv kan indstille. Derudover kan man indlægge forskellige faste events - f.eks. kan man fastsætte, at der hver dag klokken 18.35 skal blive et frygteligt uvejr.
Selv redaktøren kunne styre et tog
Når man så endelig begiver sig ind i sit tog, så har man den store opgave foran sig at få toget startet. Her byder spillet på to forskellige indstillinger - den ene kræver det ikke ret meget at få toget til at starte - der skal man bare accelerere toget og så er alt godt. Den anden mulighed er for folk med lidt mere mod på tilværelsen - her skal man nemlig holde øje med alle de ting som en rigtig chauffør skal holde øje med. Er damptrykket korrekt og har man nu husket at slå alle bremser fra på det rigtige tidspunkt og sidst men absolut ikke mindst skal man lige tænke over, at et tog ikke er en maskine som kan stoppes på 25 meter - det kan selvfølgelig også have sin charme, at man netop har fået et 50tons tungt godstog op i fart og så pludselig kommer der et skarpt sving, og så er man sikker på at toget ikke følger skinnerne ret lang tid mere.
Grafisk smuk
Når et firma som Matrox vælger at benytte spillet til at promovere sit kommende grafikkort, så siger det blot noget om kvaliteten i grafikken i spillet. Man ser yderst smukke tog, og ganske nydelige områder omkring togets færden. Du vil kunne opleve flotte broer, store floder smukke solopgange hvis altså lige din computer er stor nok til at klare det. Det skal siges, at spillet virkeligt stiller store krav til din maskine, men hvis din maskine kan leve op til disse, så vil du også blive forkælet med et væld af flot og afvekslende grafik.
Tog til tiden?
Desværre er der i spillet en række småfejl, som ikke burde være der. Det mest irriterende er, at hvis der ligger et afsporet tog på skinnerne foran ens eget tog, så kan man sagtens køre lige igennem det allerede væltede tog. Derudover ville det være rart med muligheden for at kunne indstille de grafiske detaljer mere end man kan i øjeblikket. Til spillets forsvar skal det nævnes, at udviklerne i skreven stund er i gang med at lægge sidste hånd på en Service Pack til spillet, som skulle rette mange af fejlene og måske endda tilføje en række nye features. Desværre vil rygterne lyde, at den føromtalte Service Pack kommer til at tage et pænt stykke tid at hente - dette burde ikke være nødvendigt, da fejlene burde være fjernet da spillet blev udgivet.
Skal man hoppe med på vognen?
Hvis du ikke helt ved om du skal deltage i den spændende leg med tog på din computer, så kan du hente en demo af spillet, som fylder små 50mb og se for dig selv, at du ikke kan undvære dette spil i din samling. For mit vedkommende er toget kørt, med mig bag styrepinden og dette spil vil uden tvivl holde mig beskæftiget i mange timer fremover.
Gamereactor Danmark