Gamereactor

Gamereactor
Previews
Top Spin

Top Spin

Microsoft smasher sig ind Centre Court med en potentiel arvtager til Virtua Tennis.

Top Spin var en af de titler, der virkeligt samlede opmærksomhed ved det nyligt overståede X03. Konstant var de opstillede maskiner overrendt af den ivrige presse, der lige skulle ondulere en faglig konkurrent i en hektisk gang boldspil. Det var tydeligt, at titlen har en ganske utrolig multispiller-appeal - slet ikke ulig Virtua Tennis. Nu har vi så endelig fået bemægtiget os en previewskive, så vi kan bringe jer lidt hands-on information fra en af de titler, som kan være med til at skyde XSN Sports-konceptet af sted. Udviklingen ligger i hænderne på Power and Magic Development, der indtil videre ser ud til at have godt styr på begivenhederne.

Alverdens tennistalenter er kørt i licensmæssig stilling, og de suppleres med et væld af egne kreationer. Top Spin følger op på øjeblikkets trend og sørger for, at man kan puste en masse personlighed ind i oplevelserne. I stedet for udelukkende at få kastet en håndfuld prædefinerede spillere i ansigtet, kan unikke dna-strenge sættes sammen til at skabe din helt egen kreation. På sims-agtig manér kan man skulptere ansigt og kropsform, indtil man har det perfekte alter ego. Der er dog også muligvis for at hive den pensionerede Pistol Pete eller überlabre Anna Kournikova lidt rundt på grønsværen. Udover de synlige kosmetiske forskelle er der også inkorporeret en række spillemæssige differencer. Her veksles der over deciderede færdigheder, såsom kvaliteten eller styrken af forskellige typer slag, til, hvordan man udfører en serv.

Brændpunktet i Top Spin er et glohedt gameplay, der garanterer en forrygende oplevelse. Kampene er højspændte, og det er tydeligt, at alle skal kunne sætte sig ned og være med. Spillernes hastighed, slagenes kraft og kameraets sværmen er glimrende tilpasset, så man kan overgive sig til oplevelsen. På ingen tid mestrer man drabelige tværslag, tunge loop og spinkle, men præcise returneringer. Den første modstand kan passende udgøres af AI'en, der på de lavere niveauer er let at hundse med. Selvtilliden stives af, når modstanderen jages frem og tilbage i pendulfart, mens man overlegent placerer bolden. Med brystet skudt lidt længere frem højnes sværhedsgraden, og pludseligt har man mere end svært ved at få et ben til jorden. AI'en kan på de højere niveauer fremvise noget virkeligt kompetent spil, der til tider tangerer ekvilibrisme. Nedslået og ydmyget må man returnere til træningsbanen og optimere de finere sider af spillet. I det simple setup er der nemlig også gjort plads til taktisk finpolering. Man har mulighed for enten at slå nogle ekstremt hårde slag eller nogle helt korte dropbolde. Udførelsen kræver stramme reflekser, så de analoge triggere drages ind i begivenhederne. Man kan let belave sig på, at det går galt de første mange gange. Selv efter megen øvelse er det stadig umanerligt svært. Dette er noget af det, som jeg helt klart bifalder, da det bør være svært at udføre noget ekstremt. Netop det at mestre disse svære slag vil være noget, der kommer til at skille fårene fra bukkene.

Det, der virkeligt kommer til at skille Top Spin fra resten af flokken, er muligheden for at gå Live i sine bestræbelser. Uanset hvor kompetent AI'en end er programmeret, så vil den altid have et element af vilkårlighed, som man på et tidspunkt gennemskuer. Her er menneskelige modstandere klart at foretrække. Microsoft tager skridtet fuldt ud og skyder XSN Sports ind i begivenhederne. Nu kan man følge verdensranglister, se turneringsplaner og granske statistikker til den store guldmedalje. Bare tanken om eksempelvis at sætte sig med en kammerat og sammen klatre op af doubleranglisterne, mens man ondulerer udenlandske tølpere, er yderst tillokkende. Herudover er der planer om at afholde eksempelvis Wimbledon og French Open gennem nettets digitale strømflod. Kombineres dette med, at der også er planer om at involvere pengepræmier, ja, så har vi noget af en fritidsbeskæftigelse.

Det hele bakkes op af en stabil teknisk front, hvor der diskes op med lækre flydende animationer. Modellerne er dog en kende grynede på nuværende tidspunkt, hvilket lidt flere polygoner ville hjælpe på. Derudover er der lidt kollisionsproblemer, idet man til tider tydeligt kan se, at ketsjeren ikke rammer bolden. Lyden er i Dolby Digital, og man finder sig hurtigt begravet i omspændende klapsalver. Det største salgsargument er dog det frækt fængende gameplay, der virker lækkert afbalanceret. Vi glæder os til den endelige version.