Tom Clancys bedste

Den afdøde forfatter Tom Clancy har haft sit navn tilknyttet adskillige spilprojekter gennem årene, men de fleste af dem har været del af en kernetrio af serier: Rainbow Six, Ghost Recon og Splinter Cell.

Der har også været andre udflugter, men gennemsnitligt har de spil, der har båret Clancys navn i titlen, været et niveau over de fleste spilmatiseringer, og har i nogle tilfælde endda sat vigtige milepæle inden for branchen.

Nu hvor The Division lurer i horisonten som det næste Tom Clancy-spil, og filmen Jack Ryan: Shadow Recruit, der genstarter filmserien bygget på Clancys figurer (og som du finder et eksklusivt klip fra nedenfor), ser vi tilbage på de fem vigtigste spil, der er udgivet i hans navn.

Tom Clancy's Rainbow Six

Det ville være en hård omgang at gå tilbage og spille det oprindelige Rainbow Six fra 1998 i dag, men da det udkom var det intet mindre end revolutionerende. Hovedskurkene var en gruppe økoterrorister kaldet Phoenix Group, og deres es i ærmet var en slags biologisk våben (ebola, så vidt vi husker). Men det var ikke plottet, der fik det til at skille sig ud, det var udførslen.

For mere vigtigt end et godt sigte var evnen til at planlægge din mission i forvejen, plotte waypoints og udstyre dine tropper med passende gear. Oplevelsens hjerte var at planlægge operationen - man behøvede en klar strategi for hvert et trin, hjørne og åbne områder.

Vi har stadig levende minder om at nærme os afsides bygninger, storme gennem døre og tage fjender ud. Det var brutalt svært, og hver bane krævede nøje planlægning og gentagne forsøg, men det bød også på fængslende gameplay. Den gode grafik og lydside var bare prikken over i'et. Den oprindelige PC-udgave blev også porteret til PSone, ganske som mange andre PC-titler dengang dyppede tæerne i konsolmarkedet, med visse forbehold - for eksempel kunne PlayStation-spillerne nyde synet af deres eget våben på skærmen, hvor PC-folkene kun havde et sigtekorn.

Spillet blev udviklet af Red Storm Entertainment, et studie der blev grundlagt af Clancy selv, og var oprindelig tænkt som mere Amerika-centrisk, før det blev besluttet at RAINBOW skulle have et mere internationalt præg. Og således blev en serie født, der stadig lever i dag (selvom Rainbow 6: Patriots' skæbne er uvis). Den benhårde sværhedsgrad er dog blevet udvandet med tiden, hvilket seriens purister stadig mener er en skændsel.

Tom Clancy's Splinter Cell

Vores oplevelse med Splinter Cell kan opsummeres med en anekdote. Sammenkrøbet om en enorm Xbox-controller på et lille kollegieværelse styrede vi Sam Fisher gennem gaderne i Tbilisi, Georgien. Vi var så opslugte af spillet, så fast besluttede på at snige os forbi patruljer, kravle over afsatser og gemme os i skyggerne, at vi ikke opdagede en ven liste sig ind af døren, samle en tom øldåse op og - med et træk, der ville gøre Sam Fisher stolt - kaste den henover vores hoved, så den lavede et distraherende balder. Og idet vi vendte os om for at se hvor larmen kom fra, sprang han på os. Vi blev fuldstændig narret, ganske som så mange AI-patruljer er blevet både før og siden.

Det var ikke det første spil, der satte stealth i rampelyset; vi havde kravlet Solid Snake ind og ud af ballade længe før Sam Fisher trådte ud af mørket i 2002. Men hvor Kojima fik os til at undgå patruljer ved at presse sig op mod vægge og kravle gennem luftskakter, dykkede Splinter Cell ned i konceptet med lys og skygge, og skabte en gameplay-mekanik der føltes unik, og som førte til mange intense øjeblikke. Der er ikke mange spil, der har efterlignet designet, og ingen har gjort det med samme dybde.

Det fik hjælp af en historie, der var indbegrebet af Tom Clancy, selvom han ikke selv havde skrevet den. Det var en af de første must-have-titler på den føste Xbox-konsol, og det spil der satte Ubisoft Montreals navn på kortet. Det havde også en ting, intet andet spil har haft, og det var Michael Ironsides rustne stemme. Splinter Cell holder stadig i dag, og der findes en HD-udgave til PS3, der er værd at tjekke, hvis du føler dig nostalgisk.

Tom Clancy's Rainbow Six: Vegas

Næsten et årti efter serien debuterede, var Rainbow Six et noget andet bæst. Selvom forfædrenes hardcore sværhedsgrad var blevet fortyndet, bød Vegas stadig på en hård udfordring, der adskilte det fra den overflod af first person shooters vi ellers fik i Xbox 360/PS3-æraen.

Vegas koplede strategisk squad-styring med et visuelt festfyrværkeri, der havde manglet i Clancy-spillene indtil nu. Selvom Ghost Recon måske kom først med Advanced Warfighter, brugte Vegas next-gen-hardwaren til at skabe en autentisk udgave af Amerikas gambling-hovedstad. The Strip, både den gamle og nye ende, blev genskabt på skærmen med skrigende farver og enarmede tyveknægte klar til at blive skudt. Det var langt fra de konservative omgivelser i tidligere Clancy-spil.

Man gav sit squad ordrer via D-Pad'et, mens banedesignet tvang en til at tænke på flankeringer og knibtangsmanøvrer. Strategielementet var måske ikke så stort, men man var nødt til at tænke på andre end sig selv. De overvældende mængder af fjender trængte gladeligt spilleren op i en krog, så hvert et rum kunne blive til slagmark. At checke rum med kamera under døren, inden man trængte ind, blev hurtigt rutine. Det var langt lettere at dø end at overleve.

Spillet udkom på konsol såvel som PC, og viste sig hurtigt at være et af højdepunkterne i 2006. Der udkom en efterfølger to år senere, og selvom den var hæderlig, nåede den slet ikke den samme wow-faktor som forgængeren - og man kan argumentere, for at ingen andre Clancy-spil har formået det heller.

Tom Clancy's Ghost Recon: Future Soldier

Vi er vendt tilbage til forskellige kapitler af Ghost Recon-serien i løbet af serien, men i denne gren af Clancy-spil er nyere helt klart bedre. Future Soldier var, i vores øjne, det bedste udspil i serien. Det var uden tvivl det spil, vi havde det sjovest med. En stor del af vores entusiasme for Future Soldier stammer fra den fantastiske multiplayer, hvor spillere fandt sammen i squads og bekæmpede hinanden i forskellige scenarier, blandt andet et mindeværdigt et, hvor en sandstorm blæser op og forstyrrer spillernes syn.

GR:FS handlede om to ting, at finde dækning og bruge fremtidsteknologi til at få en fordel på slagmarken. Banerne var godt designede og fulde af variation, og spiltyperne hjalp actionen på vej.

DLC-pakker tilføjede flere af sidstnævnte, herunder vores favorit kaldet Stockade, hvor spillerne pænt må vente bag en indhegning, når de bliver dræbt, og først kommer ud igen når en holdkammerat skyder en modstander.

Der var tre distinkte klasser at levelle op i multiplayer, hver med sin spillestil, selvom de dog ikke var tilgængelige i Guerilla, den bølge/horde-spiltype, der rundede multiplayer-pakken af. Som prikken over i'et kunne hele singleplayer-kampagnen også spilles i co-op fra start til slut.

Hvis du har nogle taktisk orienterede venner, og du ikke allerede har tjekket dette spil, vil vi helt klart anbefale at du prøver det.

Spies Vs Mercenaries

Splinter Cells multiplayer-del er blevet en af de mest centrale elementer i serien, siden den debuterede i Pandora Tomorrow. Den beviste at multiplayer 1) ikke behøver blive tvunget ind for blot at sætte flueben på en checkliste, og 2) kan byde på en oplevelse, der bygger videre på det, der er lagt ud i singleplayer.

Hvor spillerne på Spies-siden spillede med velkendt gameplay - tredjepersons stealth med fokus på at undgå bevæbnede vagter - spillede Mercenaries i førsteperson, mens de forsøgte at finde spionerne over en række baner.

Det var katten efter musen, og er stadig en af de bedste multiplayer-spiltyper vi har prøvet. En, der sjældent er blevet kopieret eller overgået.

Nogle af de nye funktioner som blev tilføjet med Splinter Cell: Blacklist gav måske ikke helt så stor genklang i communityet som Ubisoft havde håbet, men når alt er sagt er gjort, så byder Spies Vs Mercs på multiplayer-action med et twist, som et friskt pust i et ellers stagneret skydespilsmarked.