TOCA Race Driver 3

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og strålerne opvarmer den glinsende asfalt. Dejligt, nu når mine dæk hurtigere optimaltemperaturen. Det er flot skue. Den australske Eastern Creek-bane prydes af 20 spejlblanke Mercedes-Benz W196. Der er noget smukt ved denne antikke formel 1-bil, som netop nu spinder som en kat - en stor kat - mens jeg venter på, at de røde lys slukkes. Endelig sker det. Speederen møder chassiset, hjulene hviner, jeg har fået en god start. Eastern Creek er ikke ligefrem kendt for sine langsider, og med hjælp fra en skødesløs modstander kører jeg af asfalten allerede i første sving.

Måske var mit overhalingsforsøg for optimistisk, og mine hjul betaler prisen. Nedkøling er ren gift for racingdæk, og det kræver godt med kontrastyring, da jeg igen accelererer for fuld kraft. Dækkene er nu varme, og min midaldrende teamchef roser mig for mine rene overhalinger og intelligente brug af den forankørendes slipstrøm. To omgange tilbage. Jeg har problemer med gearskiftet og accelererer en smule langsommere end normalt, men pit-mandskabet ser ingen grund til at kalde mig ind. Det ender med en samlet andenplads, som giver mig adgang til helt nye discipliner.

I mange andre racere ville eventyret ende her. Jeg antyder ikke, at racere generelt keder mig. Tværtimod. Der er næsten ikke det inden for virtuel motorsport, jeg ikke har haft næsen nede i. Le Mans, Formula One, GT Legends, samtlige GT-udgivelser, Enthusia og meget andet godt, men TOCA Race Driver får selv Kazunori Yamauchis seneste hjuldrevne Disneyland til at få mindreværdskomplekser, når det gælder afveksling. TOCA3 har alt, hvad hjertet begærer. Gokart, monstertrucks, pickup-trucks, amerikanske muskelbiler, GT-biler, rally, mange former form open wheel-mesterskaber, Indycar, Touring Car-mesterskaber osv. Det ene øjeblik tilbringer jeg mere tid i luften end på gruset i en uregerlig monstertruck, mens jeg det næste forsøger at udnytte slipstrømme og forsøger at tæmme 500-600 hestekræfter i en formel 1-ligende sag, med letvægtschassis og perfekt aerodynamik. Det er en evig til- og fravænning-proces. Selv Britiske GT-biler og tyske Touring Cars føles forskellige på asfalten.

Jeg føler lidt, jeg har fået opfyldt en drengedrøm. Som barn drømte jeg om at få en BMX-cykel, Luke Skywalkers jedi-kræfter og et par nye forældre, som aldrig satte et fast tidspunkt for, hvornår jeg skulle i seng. Min hedeste drøm gik ud på, at der strømmede Sprite, Cola eller Fanta ud af vandhanen på badeværelset i mit barndomshjem. Tænk engang at have alt det sodavand man kunne drikke. Hvor fantastisk ville det ikke være? Imaginær sodavand ad libitum er erstattet af virtuel motorsport ad libitum, og det passer mig egentlig også langt bedre. Sodavand giver bare huller i tænderne og for mange tomme kulhydrater i kroppen.

Codemasters seneste TOCA-spil har en temmelig god kørefysik. Vores svenske brødre, Simbin, er stadig mange omgange foran, og Forza Motorsport har mesterprogrammørerne heller ikke indhentet, men de er kommet et pænt stykke. Et par omgange på Laguna Seca i en Potiac Firebird afslører, at 1627 kilo og 330 hk giver de stabilitetsproblemer, man kunne forvente, mens en tur rundt på Spa i en open wheel’er giver et godt billede af, hvorfor aerodynamik er vigtigere end både motorkraft og dækteknologi. Desværre fornemmer jeg også, at Codemasters a la Polyphony har måttet sjusse sig for meget frem for at ramme den rette bilfysik, og at der er arbejdet hårdere på at få virkningerne af dækafkølinger, ødelagte gearskifter og overanstrengte motorer på plads, end på at skabe en helt igennem realistisk kørefysik. Og det ødelægger oplevelsen en smule, når nu alt andet er på plads.

Og her mener jeg alt andet. Der er 45 virkelige baner eksklusiv variationer, som alle er flot realiseret, og modsat rundt regnet alle andre "seriøse" racingspil, så oplever man ægte konkurrence, når man kører mod 19 andre banditter med en utøjlelig vindermentalitet. En vindermentalitet, der til tider går helt over gevind. De er stride til at køre op i min bils bagparti, hvilket er særligt skidt, når skaden partout går ud over mig og ikke modstanderen. AI’en favoriserer sig selv, men ok, ellers havde det også været for nemt. De 45 baner følges til dørs af 160 mesterskaber, hvor du finder virkelighedens kørere i rundt regnet alle mesterskaber. Så hvis en tur rundt på Nürburgring i Tom Kristensens Audi trækker, er TOCA3 mand for det.

Sodavand i vandhanen er utopi. Det samme gælder ægte kørefysik spredt ud på så mange motorsportsdiscipliner, i hvert fald når hardwaren og researchforholdene er, som de er. Det er fint at have et samarbejde med BMW Williams og få data direkte fra DTM og IndyCar, men det sikrer ikke ægte bilfysik. Når indhold og bilfysik sættes over for hinanden, er det stadig imponerende, at Codemasters kan digitalisere så mange discipliner, lave en så omfattende skademodel og gennemgående skabe en så god køreoplevelse, som det er lykkes dem at gøre. Selv kan jeg også bruge TOCA3 som et interaktivt encyklopædi over motorsportens verden, hvor jeg kan lære endnu flere baner og biler at kende. Det i sig selv har en værdi. TOCA3’s reelle svaghed deler det med alle andre generalister - manglen på dybde.