Thrash

Som der så fint står i underrubrikken; Tommy Wirkola - lidt af en legende inden for gys, ikke? Jeg er ikke kæmpe fan af Dead Snow-filmene, selvom jeg indrømmer, at de er meget underholdende. Han har en stil, det er helt sikkert, men selvom han har instrueret store Hollywood-produktioner, så er hans rødder altså rodfæstet i det man ville kalde "pulp".

Nu har han skiftet den blodige sne ud med orkaner og hajer i en amerikansk kystby i South Carolina. Jeg går ind til det her uden de store forventninger, men samtidig - jo. Jeg håber virkelig, at det er så underholdende, som det lyder. Jeg er en "sucker" for hajfilm, selvom der er langt mellem de mindeværdige. Deep Blue Sea er hjernedød og åndssvag som bare pokker, men den er stadig fantastisk underholdende. Jaws behøver vi slet ikke nævne. Klassiker. Og jeg synes faktisk, at The Meg var rigtig fin, hvis man er forberedt på, hvad man går ind til: En vred Statham, der slås mod en monsterhaj. Det er bare sjov og spas, folkens.

Okay, så kort om plottet. I har allerede gættet det. Det kræver ikke mere end et par sætninger, men lad gå da. Da en kategori 5-orkan ødelægger en kystby, fører stormfloden ødelæggelse, kaos og noget langt mere skræmmende med sig: sultne hajer.

You get it. Det er ikke socialrealisme, det her. Thrash spilder ikke tiden, og "owner" sin egen præmis. Den opbygger plottet og nerven præcis, som vi forventer af en katastrofefilm - men vent. Hvor ofte er vi egentlig blevet forkælet med kombinationen af katastrofe OG monsterfilm? Nej, vel? Jeg synes, Thrash er relativt flot. Den klarer sig med enkle midler. Vi befinder os i oversvømmede huse og ude i de oversvømmede gader. Hajerne er habilt animerede. Det er ikke "eye candy", men man bliver heller ikke forarget.

Dialogen er, hvad man forventer af denne type film. Skuespillet ligeså. Det bliver ikke til nogen Oscar-nomineringer, men vi slipper også for Razzies. Alle gør det okay. Jeg tror egentlig, det opsummerer Thrash meget godt. Vi ved, hvad vi får, og forventer man ikke mere, altså er der nogenlunde tilfredsstillelse fra enden til anden.

Der er nogle scener, der byder på lidt mere nerve. Der er nogle halv-fede haj-angreb, men intet der skiller sig ud. Intet der overrasker. Det er blodigt, men det føles som om, man holder lidt igen. Jeg kan forestille mig, at Wirkola, der tidligere har fået lov til at gå "bananas" med volden, har været spændt fast i instruktør- og klipperstolen. Der er en scene, hvor en af hovedpersonerne skal smide "ting, der vibrerer" ud i vandet, og jeg tænker straks: "Jeg ved, at Wirkola ville have haft en vibrator med her, men Netflix sagde nej, så det blev en elektrisk tandbørste".

Jeg har altid haft en svaghed for Djimon Hounsou. Han får dog alt for lidt skærmtid. Trods mine indvendinger, og selvom jeg har måttet dæmpe mine forventninger for ikke at håbe på det næste store haj-action-brag, så kan jeg alligevel godt lide Thrash. Den byder ikke på noget direkte nyt. Den er ikke uhyggelig eller overdrevet spændende, men stadig så tilpas underholdende, at jeg læner mig tilbage og takker for, at jeg i 2026 stadig kan nyde en hajfilm på sofaen en døsig fredag aften.