Gamereactor

Gamereactor
Film
Thor

Thor

Superheltefilm er sjældent stor kunst, men mindre kan også gøre det, og Thor overrasker positivt.

Som mange andre tegneserie-entusiaster (dvs. nørder) er jeg rigtig spændt på Marvel Studios forsøg på at samle hele deres univers i den kommende storfilm The Avengers. Indtil videre er det gået storslået med blandt andet de to {Iron Man}-film, men jeg har haft et problem med Thor siden jeg så den første trailer. Jeg fandt den gennemgående utiltalende uden rigtig at kunne forklare hvorfor. Nu er jeg så heldig at have modtaget den på Bluray, og kan endelig finde ud af om min intuition havde ret, eller ej.

Tordenguden Thor skal til at krones som Asgårds nye konge af sin far, Odin. Under ceremonien angribes riget af frostjætterne fra Jotunheim, og Thor indleder et hovedløst angreb mod frostjætterne der ender så katastrofalt, at han bandlyses til Jorden af Odin, indtil han lærer at tage ansvar.

Historien er meget enkel, men ikke for enkel, og selvom karaktererne ikke når at blive mere end todimensionelle, er de karakteristiske nok til at vi kan holde af dem. Den opnår en mytisk kvalitet og tager sit kildemateriale meget stærkere til sig end andre superheltefilm nu til dags, der vælger at fortolke det til vores verden og gøre det realistisk. Det bevirker, at vi med Thor ikke ligefrem har med stor fortællekunst at gøre, men det fungerer.

Grunden til det mod al forventning virker så godt som det gør, er instruktøren Kenneth Branagh. Han er en klassisk trænet britisk skuespiller, der i løbet af sin karriere har kastet sig over instruktørfaget og stået for en række flotte Shakespeare-filmatiseringer. Nu skal det siges at castet er fantastisk, Natalie Portman, Stellan Skarsgård, Tom Hiddleston, Anthony Hopkins, alle sammen store talenter. Branagh giver dem en dramatisk tyngde der transcenderer deres ekstravagante omgivelser, og det er lidt af en bedrift.

Den eneste, der ikke gør det godt nok, er Chris Hemsworth i hovedrollen som Thor. Han er høj, veltrænet, har lysende blå øjne og et tandpasta-smil der kan charmere kvinder på 10 kilometers afstand. Jeg ville ikke have noget imod han er sådan en prettyboy, hvis han kunne bevise at han faktisk ER mere end det. På trods af Thor af gode grunde er den karakter, der gennemgår den største udvikling i løbet af historien, føler jeg stadig at Hemsworth blegner i forhold til sine medspillere.

Han er til gengæld den fødte action stjerne. Han er karismatisk og sparker as i alle sine stort oplagte kampscener, som håndteres pragtfuldt af Branagh, der her instruerer Hollywood-action for første gang.

Så alt i alt er Thor en højst positiv overraskelse. Det er hverken en fremragende film eller i nærheden af de allerbedste superheltefilm, men den er anderledes, den fungerer og er rigtig underholdende. Marvel fans kommer til at elske det, og så længe ens forventninger ikke er for høje, ville jeg også anbefale den til andre.

Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på Thor er godt.

Der er en lille feature om The Avengers-filmen, der fik mig til at geeke helt ud. Udover det følger det gængse materiale med et blik bag kulisserne.

En ting, du kan være sikker på med Branagh, er, at der ikke bare skamroses til højre og venstre. Han er helt vildt skarp og kommer med fantastisk indblik i de kreative processer. Han virker næsten for klog en gang imellem, men det er egentlig bare endnu et bevis på hans fantastiske talent. Til Branagh-fanatikerne følger endda et kommentarspor med ham.

Sammen med et par mindre film, der er ren guf til Marvel-folket, er det her en fin udgivelse der, på sine egne præmisser, klarer sig godt.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10