The Wicker Man

Jeg var bogstaveligt talt ved at sende min mad retur, da jeg i en alder af ti år i 1982 fik lov til at se The Wicker Man, flankeret af mine forældre i stuen. Historien om en mand, der tager til en afsidesliggende ø for at lede efter en lille pige, er som sådan ikke hverken grafisk voldsom eller decideret fyldt til randen med effekter, men den sydende ondskab, der ligger under overfladen, og som fyres af i en mesterlig og samtidig skræmmende slutscene, er ikke til at slippe udenom. The Wicker Man virker dog kun én gang. Hvis du ved hvad der sker, så kan alverdens genfortolkninger ikke rede historien.

Dette er også tilfældet med The Wicker Man anno 2006, der har Nicolas Cage i hovedrollen som Edward Malus, der lokkes til en afsidesliggende ø af sin tidligere kæreste for at finde deres fælles barn, som er blevet væk. Han ved fra starten at noget er galt, men kan ikke helt sætte fingeren på det, og som dagene går på øen, bliver han mere og mere en del af begivenhederne - begivenheder, der kan ende ganske ubehageligt. I genindspilningen har Neil Labute valgt at satse på et samfund primært styret af kvinderne. I den originale udgave var det patriarken Lord Summerisle spillet af Christopher Lee, der styrede øen med hård hånd, men ved at give magten til kvinderne, har Labute lavet en mere underspillet og snigende frygt, som virkelig virker.

Desværre er overraskelsen, og den skal jeg ikke afsløre her, specielt ikke, hvis du ikke har oplevet originalen, ikke ligeså skræmmende, som jeg husker den. Håbløsheden er der, angsten er der og jeg lavede da også et par grimasser, da det endelig går op for Nicolas Cage, hvad der sker, men filmen er slet ikke opdateret grundigt nok til et publikum, der har set både The Hills Have Eyes og Dawn of the Dead. Der mangler ganske enkelt noget bid for at det bliver rigtig godt. Desuden er store dele af The Wicker Man helt uden tempo. Der er alt for lange passager, hvor det ikke lykkes hverken skuespillere eller instruktør at skabe den nødvendige uhygge, hvilket betyder, at du kender dig en smule.

Har du ikke set den originale The Wicker Man, så kan nyindspilningen sagtens anbefales, men du skal være klar over dens ophav og samtid. Det er ikke en film, der svælger i effekter og blod, men i stedet en mere klassisk film, der langsomt opbygger et gys og så serverer det med fem minutter tilbage af filmen. Jeg var underholdt, men heller ikke mere.