Gamereactor

Gamereactor
Film
The Walk

The Walk

A true story. Hverken mere eller mindre, men alligevel helt vildt utrolig. Robert Zemeckis fortæller historien om Philippe Petit med en blanding af komik, suspense og sine elskede effekter.

To røde tråde kendetegner filmografien hos den erfarne veteran; Robert Zemeckis: Et gennemtrængende arsenal af cutting edge special effects (som man oftest slet ikke lægger mærke til). Og historier om små, almindelige mennesker med enorme drømme, og som det lykkedes for. Doc Brown og hans drøm om tidsmaskinen. Forrest Gump og hans drøm om at løbe (tværs gennem den amerikanske historie). FedEx fanatikeren i CastAway og hans drøm om at besejre tiden. Eleanor Arroway i Contact og hendes drøm om at tale med fjerne galakser. Ildsjæle og den motiverende muliggørelsen af det umulige - hvis man altså er uendelig dedikeret til sin personlige drøm.

Selvom historien om Philippe Petit, og hans illegale linedans mellem World Trade Center, i forvejen var blevet fortalt som dokumentarfilm i 2015 (Man on Wire), så er historien om den lille franskmand med enorme drømme også en oplagt sag for Robert Zemeckis. Historien om mand - ikke så fjernt fra dig og mig - som fulgte en uendelig overambitiøs og umiddelbar værdiløs drøm - og som lykkedes. Hvorfor gjorde han det? Fordi det var hans drøm, plain and simple.

Det energiske naturtalent, Joseph Gordon-Levitt, indtager rollen som Petit, der fortæller historien om sine bedrifter fra toppen af Frihedsgudinden. Tonen er en blanding af teatralsk oplæsning, fransk/amerikansk kupfilm, suspense og komik, som til sidst beskriver gangen med en betagende kunstfilosofisk realisme. Baggrundshistorien forinden line-gangen er drevet af sin underholdningsfaktor, eksekveret i en engagerende finale som måske tænder den indre lyspære: Hvad er egentlig min egen drøm? Den skøre jargon skaber undertiden et ret hult, ekspressivt akrobatshow, men bevidstheden om historiens faktum er brændt fast forinden - og er ret så utrolig.

Så vi kender historien, og vi ved hvad der sker, men Zemeckis skubber vognen på sit eget spor, med en blanding af solid kompetence og nysgerrighed for filmsproget. The Walk er, rent filmisk, ikke hans største eller mest engagerende bedrift. Han har jo sin Oscar, og kan altid få publikum til græde, så hvorfor prøve at overgå sig selv? 3D-teknologien og gengivelsen af højdeskræk var muligvis den store motivationsfaktor bag The Walk, så en nedskaleret udgave til hjemmebiografen mister åbenlyst noget af sin optiske kraft. Man kan sige at Philippe Petit sigtede højere end Robert Zemeckis har gjort, men ikke desto mindre er The Walk en smittende linedans, hvis man altså tør åbne sig lidt for temaet om drømmens besættende karakter.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er suppleret med en række dokumentarer om filmens tilblivelse. Ikke ekstraordinært, men rart at se Philippe Petit deltage som dedikeret filmkonsulent og træner til Joseph Gordon-Levitt. Derudover et par fraklippede scener fra filmen.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10