The Visit

M. Night Shyamalan har muligvis filmbranchens mest sejeste kunstnernavn - men har efterhånden ikke meget andet at fryde sig over. Den amerikansk/indisk filminstruktør er gradvist blevet et udsat mobbeoffer, i årene efter sin overrumplende triumf med Den Sjette Sans (som på min regning også er kraftigt overvurderet). Eftertiden tegner et repertoire af mere og mere fjollede og kritiserede filmiske eksperimenter, hvor M. Night genbruger sit subtile gys, magiske realisme og mystik, som regel afløst af konklusioner der lander som en maveplasker. På asfalt.

M. Night ynder at trække klassiske eventyr-myter til nutidens genkendelige realisme. The Visit er, ret eksplicit, en "gyserificeret" genfortælling af historien om Hans og Grethe, men i Shyamalans filmunivers er der intet bekvemt. Hans og Grethe udgør denne gang Becca og Tyler, som bor alene med deres mor. Børnene har aldrig mødt deres bedsteforældre, grundet nogle gamle familiekonflikter, men stridsøksen er begravet og børnene rejser en uge til bedsteforældrenes snebelagte landejendom for at genforenes med dem.

Bedstemor Nana laver de lækreste småkager og opfordrer Becca til at gøre ovnen ren ... ved at kravle halvvejs ind i den. (Bare for at slå fast med syvtommersøm hvilken reference filmen har). Men efter mørkets frembrud render hun forvildet rundt i huset, kradser på væggene og skræmmer børnene. Bedstefar bortforklarer hendes adfærd som psykiske lidelser, og M. Night holder hele tiden fantasiens grænse tæt på de realistiske forklaringer. Man ved aldrig helt om det er psykologisk gys eller om bedstemor rent faktisk er besat af djævelen.

The Visit har genbrugt filmarven fra The Blair Witch Projects "found footage", ved at være filmet som en selvgjort dokumentar med pigen Becca som instruktør. På den positive side kan de rystende billeder øge virkeliggørelsen og forstærke gyset, men på den negative side sidder jeg med en bitter bismag af spareøvelser, fordi det åbenlyst er betragteligt billigere at producere film sådan. Pointen for det dokumentariske filmsprog udebliver, og blandes også med traditionel filmhåndværk, så The Visit kunne været filmet på normal vis med normal filmæstetik uden afgørende betydning for plottet. Nu jeg tænker over det, havde det faktisk været at foretrække.

Aften efter aften kigger børnene ud af sprækken, for at se hvilken eskalerende, uhyggelig øvelse bedstemor Nana bedriver natten med. Det kompakte gys og repetitive rytme, som minder om natoptagelserne fra Paranormal Activity, kan sende hjerterytmen lidt i vejret. Men, ikke fængende nok til at retfærdiggøre halvanden time. The Visit har ikke andre kvaliteter udover uhyggen og M. Nights trademarks i raffineret filmgys, implosive jumpscares og den forventelige u-drejning mod slutingen - hvis man altså når så langt i eventyret.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er suppleret med en standard samling af filmens tilblivelse, slettede scener, alternativ slutning og galleri med still billeder.