The Used - Artwork
På Artwork, de amerikanske emo-rockeres fjerde studiealbum, er det sket noget!
Ifølge forsanger Bert McCracken betræder The Used nyt land med den ultimative hybrid mellem pop og brutal metal, nemlig subgenren gross pop - en genre som bandet ifølge frontmanden selv har grundlagt i arbejdet med Artwork. Undertegnede vil dog snarere mene, at The Used med dette udspil har taget et kæmpe (og ærgerligt) skridt langt ind i mainstream-land. Siden gruppens andet og kritikerroste album In love and death er det gået ned af bakke, både kreativt og kommercielt, og Artwork bryder ikke ligefrem den nedadgåenden kurve.
Albummet byder på konventionelt lydende alternativ metal af den mest generiske og uinspirerede slags, dog krydret med en malplaceret vekslen mellem bombastiske klaverballader og påtaget aggressive passager. Håndværket fejler bestemt ikke noget og albummets 11 skæringer er da heller ikke dårlige (blot gennemsnitlige), problemet er bare, at man som lytter ikke på noget tidspunkt tror på The Used og deres ode til emo-genrens allestedesnærværende temaer om weltschmertz, selvhad og selvmord.
Til dels skyldes det sangskrivningen og arrangementerne, som sjældent er rige på personlighed (eller et originalt udtryk for den sags skyld). Til dels skyldes det den polerede og overkomprimerede produktion, der suger enhver form for følelse og energi ud af bandets engagement. Men mest af alt skyldes det et tekstunivers, der i konteksten fremstår mere end almindeligt pubertært og kliché-ladet, samt det faktum at McCracken's skingre og over-the-top levering af selvsamme materiale er for meget og i længden bliver direkte enerverende.
Grundlæggende virker det som om The Used på den ene side desperat forsøger at forny sig rent kunstnerisk, mens de på den anden side paradoksalt nok lefler for det brede publikum og et større marked.
Det ville være forkert at påstå, at Artwork ikke har sine lyspunkter, særligt blandt de sidste numre på pladen, The best of me og Men are all the same, men de få der er, opvejer langt fra det overvejende indtryk af utroværdighed albummet og The Used i denne ombæring efterlader en med.
Gamereactor Danmark