The Station

For et historiedrevet spil fortæller The Station en underligt ufokuseret historie. Efter at have løst spillets mysterium, centreret omkring den tilsyneladende øde rumstation Espial, sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have spillet mig igennem et spil, der har skellettet til et velfortalt mysterium, men aldrig har fundet den gode historie, der er et nødvendigt fundament i et walking-simulator spil som dette.

The Station er et førstepersons sci-fi mysterium med undertoner af gys, hvor du - i stil med andre walking-simulator spil som Gone Home og Firewatch - skal gå rundt og løse små puzzles samtidig med, at den øde rumstations historie udfolder sig igennem forskellige informationskilder, som eksempelvis lydlogbøger eller mailkorrespondancer fra en forsvunden besætning.

Som sådan er udgangspunktet ganske interessant - uden dog at være voldsomt originalt. Man har opdaget en intelligent fremmed civilisation. Men en verden der er i en borgerkrigslignende tilstand. Skal man undgå kontakt og sikre sig ikke at blive involveret i de fremmedes konflikt? Eller skal man tage kontakt i håb om, at denne uciviliserede civilisation kan hjælpe med at give svar på nogle af livets største mysterier. Som et kompromis sender man en ikke-detekterbar rumstation med en lille trepersoners besætning ud for at undersøge den fremmede verden og for at opbygge et fredeligt forhold til dem. Da man mister kontakten med stationen, bliver du, en rekognosceringsspecialist, sendt afsted for at afdække, hvad der er sket.

På trods af det lovende oplæg tyer The Station dog til at dykke ned i alskens sideplot, hvor det havde været langt mere interessant at fokusere på hovedhistorien om besætningens mission. Det lille hold af indieudviklere, der indtil videre kun har skabt The Station sammen, har sikkert tænkt, at de forskellige sidehistorier vil give den samlede fortælling mere substans. Resultatet bliver dog det omvendte. At vi skal have baggrundshistorier til hver af karakterne, gør dem hverken mere spændende eller afrundede. Med The Stations forholdsvist korte spilletid på to til tre timer, er der simpelthen ikke plads til så mange svinkærinder. Når vi eksempelvis skal dykke ned i det ene besætningsmedlems kamp med at leve op til sin berømte fars bedrifter, er det ikke bare unødvendigt, men i sidste ende også det, der gør The Station til en forglemmelig oplevelse. De små sidehistorier fungerer dog okay, når der er tale om efterladte spor af kommunikation mellem rumstationens besætningsmedlemmer. For relationerne mellem de tre giver fortælling lidt liv og humor.

The Station er sparsom i sin historiefortælling, hvilket er til dets klare fordel. Der er masser af mellemrum imellem de informationer, som er blevet efterladt rundt omkring på rumstationen. I disse mellemrum kan spilleren selv skabe historien. Desværre er det som sagt bare alt for ofte de uinteressante historier, der bliver grebet fat i. Måden, hvorpå de forskellige dele af historien bliver givet til spilleren, flugter ellers langt hen ad vejen fint med spillets narrativ. En længere spilletid kunne måske have givet plads til de små sidehistorier, men jeg synes, at spilletiden er til spillets fordel - og kunne sagtens fungere, hvis udviklerne havde besluttet sig for at fokusere mere på hovedfortællingen.

<newpage>

For fremdriften er virkelig god i The Station. De små puzzles er svære nok til, at jeg føler mig lidt udfordret af dem, uden at de er så svære, at de tager tempoet ud af spillet. Samtidig er der kun et enkelt sted, jeg oplever, at et puzzle ikke falder i naturlig forlængelse af historiens udvikling.

Næsten alle genstande på Espial rumstationen kan samles op og studeres. På den måde prøver The Station tydeligvis at belønne spillerne for at blive i de forskellige rum og lede efter alle de detaljer, der kan udlede flere dele af historien. Genstandene siger dog ofte for lidt om historien til, at jeg virkelig har lyst til at blive og lede efter alle de små hemmeligheder - og flere af dem er bare rekvisitter uden andet formål end at være dekorative. Desuden er styringen ret klodset, og jeg oplevede flere gange at frame raten faldt drastisk på min PS4, hvilket var virkelig forstyrrende for min indlevelse.

Der er ellers flere gange, at jeg godt kan leve mig ind i at bevæge mig alene rundt i den mørke rumstation. Stemningen på rumstationen veksler mellem at være uhyggelig og uvis, til på andre tidspunkter at være mere rolig, hvilket giver plads til at udforske de efterladte lokaler. Det er ganske vellykket. Mørket er faldet over rumstationen, efter de fleste af dets systemer er brudt ned. Det er dog aldrig så mørkt, at du ikke kan orienterer dig. Det skyldes især, at rumstationen er badet i forskellige nuancer af neonlys, der giver de forskellige rum et stilistisk fællestræk. Ofte var det skræmmende at bevæge sig rundt imellem de forskellige rum, og der gemte sig endda et enkelt effektivt jump scare. Selvom jeg normalvis ikke synes særlig godt om dem, så var dette jump scare en velkommen afveksling - og det føltes faktisk som om, at spillet havde gjort sig fortjent til det.

Den velfungerende stemning skyldes ikke mindst et vellykket lyddesign. Godt nok er det sci-fi lyd, som vi har hørt det tusindgange før, men de dybe synthesizerflader går godt i spænd med rumstationens neonoplyste gange. Til gengæld kunne man godt have ønsket sig, at nogle af stemmeskuespillerne ikke lød som om, at de havde røget opium, lige inden de skulle indtale deres replikker - især fordi det er igennem deres lydlogbøger, at de store udviklinger i historien opleves. Skuespillerne har dog heller ikke haft det skarpeste materiale at arbejde med. Her viser den minimalistiske fortællestil dog sin styrke igen. For monologerne er ikke for udpenslet, hvilket gør at både manuskript og stemmeskuespil sagtens kan komme over målstregen.

Hele historien i The Station leder op til et plot twist, hvis hensigt helt sikkert har været, at samtlige spilleres hjerner skal eksplodere, når den store sammenhæng pludselig viser sig i slutningen af spillet. Den effekt har det dog slet ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg havde gennemskuet twistet, men pointen bag det var allerede smurt så tykt på, at det næsten ikke gik op for mig, at det rent faktisk var et plot twist. Det største problem er dog, at det virker som om, at hele historien er bygget op omkring dette øjeblik - i en grad så det føles som om, at det har været en udfordring at levere historien op til da uden at bryde med - eller afsløre - plot twistet. Det betyder også at historien hele tiden ligger og slingrer sig rundt om plothullerne.

Der gemmer sig mange små historier rundt omkring på rumstationen i The Station, men det er ikke til at finde det overordnede plot, der skal holde spilleren interesseret i mysteriet. Fremgangen i spillet er ellers forbilledlig. Jeg ved, at nogle vil brokke sig over, at spilletiden er kort og at der ikke er nogen ide i at genspille det. Men i mine øjne har kvaliteten af en spiloplevelse ingen sammenhæng med, hvor langt tid det tager at gennemføre det. At The Station ikke lykkedes med at fortælle en interessant historie, har intet med spilletiden at gøre. Selvom spillet er bygget op af flere rigtige byggeklodser, står det samlede billede alt i alt og vakler, fordi det ikke bliver holdt sammen af noget substantielt.