The Singing Detective

Vi har i denne omgang fat i den skæve og besynderlige ende af skalaen når det kommer The Singing Detective, som fører os gennem en labyrint af musikalske udfoldelser, konspirationer og paranoia. Robert Downey Jr. Spiller den afdankede forfatter Dan Dark, som indlægges med en grusom form for psoriasis som på voldsom vis dækker hele hans krop og hæmmer hans bevægelsesfrihed. Sygdommen (kombineret med medicinen) resulterer ligeledes i bivirkninger såsom tvangstanker og syner, og dette er springbrættet til en fortælling, der er en skæv blanding af musical, drama og komedie - ikke alt på én gang, da der veksles mellem stilarterne. The Singing Detective er baseret på BBC’s Tv-serie af samme navn, som blev skabt af nu afdøde Dennis Potter.

Vi følger Darks sygdomsforløb og idet hans tilstand bliver bedre og bedre rent fysisk, så kæmper hans fortsat psykisk indre dæmoner og vrangforestillinger. Dette ikke mindst i kraft af hans alter ego, ham selv som detektiv i USA’s 1950’ere, der ihærdigt forsøger at opklare mordet på en ung prostitueret. Der veksles selvsagt mellem den sengebundne Dark og hans opspundne jeg, men desværre formår filmen ikke at sammensmelte disse to universer på overbevisende facon. Den sideløbende fortælling opnår ikke den noir-stemning den så ihærdigt prøver at trumfe igennem og tilføjelsen af de musikalske sekvenser virker mest af alt som en gimmick uden videre indhold. Bevares, numrene er glimrende i sin egen ret, men filmen har ofte svært ved at finde fodfæste igen efter et musikalsk udspil. Ydermere vildledes vi ikke synderligt mht. hvad der er virkelig og hvad der er opspind, og det burde især være den slags tangenter der skulle spilles på.

På papiret har filmen uden tvivl set ud som et spændende projekt, med mulighed for kultstatus, hvorfor det man ikke undres over at se store navne i rulleteksterne, men det er svært at skabe en velsmurt maskine, hvis kuglelejerne i forvejen er rustne. Robert Downey Jr. Spiller fremragende i rollen som den maniske forfatter og den omfattende hud-sminke gør ham blot endnu mere overbevisende. Desværre kan han ikke egenhændigt bære filmen og på trods af at han får hjælp af bl.a. Mel Gibson, der har en mindre rolle som den aldrende Dr. Gibbon, så falder filmens virkemidler til jorden med et brag - og især filmens slutning gør det øredøvende. Det er ærgerligt da værket med en række rettelser kunne have været så meget mere, men i denne omgang formår alle de gode råvarer desværre ikke at få kagen til at hæve.